- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive:

Toyota RAV4 Hybrid

Endnu en milepæl er sat


Af Søren Clauding – 20 januar 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med introduktionen af den helt nye Toyota RAV4 Hybrid har verdens største bilfabrik sat endnu en milepæl i forsøget på at få alle bilkøbere til at køre hybridbiler. Den nye bil er også Toyotas første firehjulstrukne hybrid, og så har den masser af kræfter…

 

Hybrid eventyret begyndte for omkring 20 år siden med den hæderkronede Prius. RAV4 har også en del år på bagen, faktisk var det nogenlunde samtidig med den første Prius, at Toyota skabte det, man vel godt kan kalde for verdens første SUV. RAV4 blev forbillede for alverdens bilfabrikker, hvor det i dag kun er ganske få, der ikke har en SUV på programmet. Selv ikoniske sportsvognsfabrikker som Porsche har adopteret SUV konceptet men vigtigst af alt: Det har bilkøberne også.

 

Dominerende på hybridmarkedet

Hvad hybridtankegangen angår, er Toyota mere enerådende. 60 procent af alle hybridbiler på markedet er bygget af Toyota, over 8 millioner er det blevet til over tiden, for det er en noget mere gennemgribende teknisk anderledes måde at tænke på, når man parrer en forbrændingsmotor med en elektromotor. Det kræver store investeringer og en god portion mod, at satse på den dengang ukendte teknologi, og hér har Toyotas størrelse og evne til at tjene penge været en medvirkende faktor.

 

Især er det modigt, fordi ét af de allervigtigste købsargumenter bag enhver Toyota er bilernes pålidelighed og driftssikkerhed. Fabrikken har f.eks. ikke brug for løfter om årelange garantier for at sælge biler. Bilejerne har nemlig ikke brug for garantierne. Og det område, hvor der måske alligevel var tvivlere, når det handlede om hybridbiler, var batterierne – hér giver Toyota rask væk en tryghedsgaranti på 10 år, uden i øvrigt af juridiske grunde at anvende ordet garanti. Men det er garanti, det handler om.

 

Varmen skal styres

Elektromotorer er meget mere simple end forbrændingsmotorer. Foruden batteriteknologien er den største udfordring at styre proces-energien i form af varme. Batterierne bliver varme, når de arbejder, det gør motorerne også. Derfor har Toyota været nogen tid undervejs med henblik på at skabe meget kraftige hybridbiler.

 

Computerteknologien har spillet en afgørende rolle og har en afgørende betydning for udviklingen af RAV4. Uden en perfekt håndtering af samspillet mellem benzinmotor og elmotor ville projektet være dødfødt. Men det spiller perfekt sammen, kunne vi konkludere i forbindelse med de første internationale testkørsler af den nye RAV4 på krævende spanske landeveje i området omkring Middelhavsbyen Alicante.

 

To- og firehjulstræk

Den basale version af RAV4 Hybrid har forhjulstræk. Den opgave løses af en 152 hestes 2,5 liters 4-cylindret benzinmotor. Up-front har man desuden en 143 hestes elektromotor. Akkumuleret giver det en effekt på 197 hestekræfter, fordi de to motorer ikke leverer deres maksimale ydelse samtidig. Når elektroenheden bliver for varm, tager benzinmotoren slæbet, det hele er naturligvis forud beregnet, så man altid har topeffekten til rådighed.

 

I den firehjulstrukne version klares trækket på baghjulene alene af en elmotor, placeret ude bagtil. Den er så noget mindre end front-maskineriet – 68 hestekræfter – men det er tilstrækkeligt til at levere den nødvendige trækkraft bagtil, som stabiliserer bilen, når det er det, der er behov for, og sikrer fremdrift på fedtet og glat underlag, når det er dér, man befinder sig.


Illustrationen viser kabelforbindelsen mellem batteriet og hybridmotoren.


Stor anhænger

At Toyotas definition af firehjulstræk som en del af en hybrid drivline fungerer, dokumenteres af noget så fundamentalt som bilens evne til at trække en anhænger. 1650 kg må der hægtes på trækkrogen på den 4-hjulstrukne udgave – 800 kg på den forhjulstrukne. Hvad førstnævnte angår, er det første gang, en Toyota hybrid må og kan trække så meget, fordi det kan ske uden at overbelaste de elektriske komponenter.

 

Når den bageste elektromotor trækker alt det, den kan, reduceres den forreste elmotors anpart i leveringen af motorkræfter. Derved bliver topeffekten til enhver tid 197 hestekræfter, forklarede Toyotas motorekspert ved præsentationen i Alicante. Det er efter vores opfattelse intet mindre end genialt, det styres af computerne – og er godt gennemprøvet, hvis vi kender Toyota ret.

 

De første internationale prøvekørsler gav også mulighed for at køre RAV4 på et semi-offroad terræn, og det håndterede den problemfrit. Affjedringen viste sig fra sin bedste side og sikrede det nødvendige vejgreb, lidt hjulpet af den større fjedervandring, som bilens 18 cm frihøjde muliggør.


Link til importøren

Andre Toyota prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også: Toyota RAV4 Hybrid - Økonomi, miljø, funktion og kørekomfort på højt niveau >>>


Klik på billedet og kør med på en semi-offroad tur i den helt nye Toyota RAV4 Hybrid AWD. Kan også ses i Fuld HD.


 

 

 

 

I stedet for omdrejningstæller (tv) har man et instrument, der viser om man bruger mange kræfter eller alternativt genoplader batteriet.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt