- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Formel 1 i Australien:

Kevin Magnussen kom, så og sejrede i vores hjerter


Af Søren Clauding – 16. marts 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forventningerne var store til Kevin Magnussen, inden han skulle køre sit første Formel 1 Grand Prix. Men få havde vel turde tro på, at det var muligt for en dansk racerkører at bestige præmieskammelen i sit debut løb i Formel 1. Det var ikke desto mindre hvad Kevin Magnussen gjorde.

 

Han startede som nr. 4. Fik en perfekt start, selvom nogle måtte mene, at det var lige ved at han havde svært ved at styre de mange hestekræfter i startøjeblikket. Set i undertegnedes optik var det ikke tilfældet. Kevin trak mod venstre på banen, dér hvor der var plads, og var parat til at angribe det første sving, uden at køre sig selv af banen. At bilen ved den manøvre under acceleration slår et lille slag med halen er ikke bare normalt, det er forventeligt, og Kevin fangede McLaren-Mercedes raceren perfekt.

 

Han satte med andre ord ikke et hjul forkert, løbet igennem. Teamet fungerede perfekt, bilen var perfekt, bedre end på noget tidspunkt under testkørslerne, som Kevin sagde efter racet. Og spændingen hos alle os danske tilskuere blev alene opretholdt af vores realitetssans – det kunne jo gå galt, intet er sikkert før det er sket. Det ved vi som danskere alt om.

 

Motorsportshistorie

Men det gik ikke galt. Og derved skrev Kevin Magnussen motorsportshistorie ikke bare som den første dansker på præmieskammelen i et Formel 1 løb, men også ved at kunne kommer derop i sit debutløb. Det var fantastisk, det var enestående, det er ubeskriveligt og det ved vi alle – også internationalt giver en sådan præstation genlyd.

 

Australiens Grand Prix på Albert Park banen i Melbourne blev vundet af storfavoritten efter vinterens testkørsler, Nico Rosberg i Mercedes. Grand Prix’et var en stor triumf for Rosberg, men ikke mindst for Mercedes, der har skabt den bedste Formel 1 motor indenfor det nye reglement.

 

Renault har imidlertid ikke ligget stille siden de sidste tests, de har øjensynligt fundet det, der skulle til for at få en Formel 1 motor til at stå distancen i de sidste uger inden Grand Prix’et, for Daniel Ricciardo kørte et ligeså fejlfrit og stabilt løb i sin Red Bull Renault som Rosberg og Magnussen i deres Mercedes-drevne racerbiler. Det tegner rigtig godt for de kommende løb.

 

At Lewis Hamilton fik problemer og den regerende verdensmester, Sebastian Vettel, havde en sæsonstart, som ikke er værd at sms’e hjem om, skal der nok ikke lægges så meget i – de kommer stærkt tilbage, ingen tvivl om det.

 

Kevin er allerede verdensmester – sådan mere eller mindre

Til gengæld kan der godt lægges meget i Kevins præstation. Han gjorde, hvad han har fortalt hele verden. Han tog sit første skridt ind i Formel 1 med det ultimative mål at blive Formel 1 verdensmester. Om det vil lykkes, må fremtiden vise, for vi danskere ved godt, at ufattelig mange elementer har indflydelse på et sådan resultat. Det vidste vi her til morgen og derfor var det først, da Kevin Magnussen strøg over målstregen på en imponerende tredjeplads i Australiens Grand Prix, at vi vidste at det var sandt.

 

Til dig Kevin…. Om du bliver verdensmester eller ej, det vil tiden vise, man du har potentialet, det står ikke til diskussion, og med Ron Dennis som din nye team-boss har du Formel 1 verdenens mest kompetente teamchef i direktørsædet. Tilsammen er det kun sort uheld, hvis ikke VM-titlen nås. Men det gør ikke så meget: I vores danske hjerter er du allerede verdensmester…

Kevin Magnussen.


Resultat, Australiens Grand Prix, Albert Park i Melbourne, 16. marts 2014


1. Nico Rosberg, Mercedes, 1t32m58,710 sek.

2. Daniel Ricciardo, Red Bull-Renault, +24,5 sek.

3. Kevin Magnussen, McLaren-Mercedes, +26,7 sek.

4. Jenson Button, McLaren-Mercedes, +30,0 sek.

5. Fernando Alonso, Ferrari, +35,2 sek.

6. Valtteri Bottas, Williams-Mercedes, 47,6 sek.

7. Nico Hulkenberg, Force India-Mercedes, +50,7 sek.

8. Kimi Räikkönen, Ferrari, +57,6 sek.

9. Jean-Eric Vergne, STR-Renault, +60,4 sek.

10. Daniil Kvyat, STR-Renault, +63,5 sek.


Nico Rosberg.

 

Ron Dennis.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt