- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Følg Le Mans på Motorsiden

Op til og under årets 24-timers løb i Le Mans bringer vi aktuelle historier fra Le Mans >>>

24 timers Le Mans på Motorsiden præsenteres i samarbejde med TOYOTA HYBRID og Michelin

           



Et kik ind i fremtiden: Racertest af Nissan Leaf EV nismo RC

Fuld fart – og ikke en lyd. Næsten…


Af Søren Clauding – 13. juni 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er Le Mans tid lige nu og meget a-pro-pos var det netop på Le Mans racerbanen, undertegnede for første gang så Nissan Leaf EV nismo RC. På Le Mans racerbanen gjorde den ikke det store nummer ud af sig selv, dels fordi det vrimler med højtydende og ikke mindst larmende racerbiler sådan et sted, dels fordi den rappe Nissan ikke siger en lyd. Ikke meget i hvert fald i forhold til de andre.

 

Den skulle nu heller ikke ud at køre 24-timers løbet, så det blev til et par øjekast og et hurtigt kik under karrosseriet og det var så det. At skulle prøve at køre raceren – det var ikke en tanke, der faldt mig ind.

 

Det blev virkelighed

Det blev ikke desto mindre virkelighed. Det er godt nok nogle måneder siden, at den oplevelse fandt sted, men timingen skulle jo være rigtig til at præsentere den for jer, der følger med på Motorsiden.dk og lytter til Motorprogrammet hver uge. Og det må netop verdens mest berømte motorløb siges at være. 24-timers Le Mans er et race, der traditionelt er helt fremme i skoene, når det gælder om at være åben overfor ny teknologi. Ikke mindst derfor har løbet så stor bevågenhed og har oplevet alverdens krisetider. I år har det klassiske franske motorløb som bekendt 80-års fødselsdag.

 

Og netop derfor er Le Mans den rigtige anledning til at fortælle om Nissan Leaf EV nismo RC og ikke mindst køreturen i den. Den er nemlig bygget som en rigtig racersportsvogn og alene de teknologiske begrænsninger er årsagen til, at vi kommer til at vente nogle år med at se en sådan bil i Le Mans racet. Men det skal nu nok komme, før eller siden.

 

El-dreven racersportsvogn

Nissan Leaf EV nismo RC er nemlig en elektrisk drevet racersportsvogn. På samme måde som den serieproducerede Leaf er elektrisk drevet. Teknologien er ikke meget forskellig, men selvfølgelig er Leaf EV nismo RC noget hurtigere – ret meget, faktisk – fordi den er lettere, fordi motoren præsterer en større effekt og fordi bilen er bygget som en racer. I øvrigt er det Nissans sportsdivision, nismo, der står bag konstruktionen. Nismo betyder Nissan Motorsport og forkortelsen RC står for ”Racing Competition”.

 

Lidt teknik:

Motoren er en 80 kW synkron elektromotor. 80 kW svarer til 109 hestekræfter og det lyder ikke af så meget. Men fordi den fra allerførste motoromdrejning præsterer 280 Nm er der et godt ”skud” på baghjulene. Bilens vægt er 930 kg og så er den udstyret med 225 mm brede 40 procent 18” Bridgestone racerdæk.

 

Den er en regulær prototype, bygget som en racerbil med dobbelte wishbone hjulophæng både bagtil og foran. Der er skivebremser på alle fire hjul og den såkaldte monocoque er udført i kulfiber. Fronten er én enhed, der kan skiftes på et øjeblik, og der anvendes energibesparende LED lys både for og bag. Desuden har den elektrisk servostyring.

 

Raceren er 4,46 meter lang, 1,94 meter bred og 1,21 meter høj. Indvendig er der kun det allermest nødvendige i form af racersæde, rat betjeningsgreb etc.

 

Energikilden er et lamineret 24 kW litium-ion batteri bestående af 48 compact-moduler med 192 celler. Det er installeret bag føreren og oplades bagfra. Derved er der optimal balance i bilen.

 

Køreoplevelsen

Og hvordan kører den så. Ja, lydklippet, som bringes i Motorradioen (Lyt til Nissan Leaf EV nismo RC i Motorradioen hér >>>) giver et meget godt indtryk, selvom de snævre pladsforhold og den begrænsede testtur, som fandt sted på Castellolli testbanen nær Barcelona i Spanien, indebar, at optagelsen uheldigvis blev afbrudt (men siden genoptaget - heldigvis) undervejs. Men læsbart får I også et par ord:

 

RC’eren betjenes i princippet som en hvilken som helst anden bil med automatgear. Derfor er det egentlig ret ubesværet at køre den. Den er en racerbil, den er ubekvem, man skal have hjelm på og ikke for brede sko. Men ellers sætter man blot i gear og kører.



Vi gætter på at kraftoverførslen de første meter er elektronisk styret, i alle tilfælde er hjulspind ikke det, der sætter begrænsningen. Dækmonteringen er meget passende til motorkræfterne og egentlig er EV-nismo’en forholdsvis let at håndtere.

 

Momentet skal holdes

Castellolli banen har store niveauforskelle og få kurver er rigtig snævre. Derfor er udfordringen med Nissan’ens trods alt begrænsede motorkraft at holde bilens moment gennem kurverne, ikke tabe for meget fart og accelerere så tidligt som muligt.

 

Det er ikke svært, for kraftoverførslen er lineær og let at dossere. Lydbilledet er bemærkelsesværdigt, fordi der er tradition for, at en racerbil skal larme og det gør EV nismo’en ikke. Den er dog ikke støjfri – elmotoren hviner nærmest som en turbine, så man har ikke kun farten men også lyden at forholde sig til, når man skal lære raceren at kende. Men støjen er mere påfaldende i kabinen end udenfor.

 

Batteriet er begrænsningen

Nismo har bygget en rigtig racer. Præcis som med en hvilken som helst anden el-bil er begrænsningen batterikapaciteten. I princippet kunne man få mange flere hestekræfter ud af maskineriet, blot ved at dreje op for strømtilførslen, men så ville det hele blive en kort fornøjelse.

 

Og en fornøjelse var det at få en smagsprøve på fremtidig racerteknologi. Selvom perspektiverne med henblik på et Le Mans race er omvendt proportionale med udviklingen af batteriteknologien, har Nissan dokumenteret, at eldrift er en mulighed, ikke alene hvad angår serieproducerede biler men også til brug i 4-hjulet motorsport.

På vej i pitten er Leaf RC'en ikke til at høre - udefra.

 

Den store agtervinge holder bagpartiet i ro ved høj fart. Downforce er ikke nødvendig.

 

 

Opladningen foregår bagfra. Elmotoren er placeret over baghjulene og batteriet i cockpittet bag førersædet.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt