- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Formel E på Motorsiden.dk præsenteres i samarbejde med Total

 


Felix Rosenqvist (Mahindra) tog sejren i Marrakesh og overtog dermed føringen i FIA Formel E mesterskabet.


3. afd. af ABB FIA Formel E mesterskabet

- Marrakesh ePrix

Rosenqvist triumferer på ny


Af Søren Clauding – 13. januar 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter i begyndelsen af december, at have fået forvandlet en 2. plads i 2. afdeling af Formel E mesterskabet til sejr, tilsmilede heldet igen den svenske Mahindra kører, Felix Rosenqvist. I det afgørende øjeblik under Marrakesh ePrix i Marokko, hvor den førende Renault med Sebastien Buemi i cockpittet skulle have benyttet sig af Fanboost, svigtede systemet og så var Rosenqvist klar til at vinde.

 

Sebastien Buemi så på episoden med en vis pragmatisme: ”I Berlin fik jeg sejren foræret, da Felix blev straffet, nu skete det modsatte, så det var vel et fair payback”.

 

Team-fejl

Under det sidste af løbene i Berlin i sidste sæson blev svenskeren nemlig tildelt en straftid på 10 sekunder pga. en såkaldt ”unsafe release” – dvs. teamet efter bilskiftet gav ham startsignal, uden at banen var fri – og derved blev hans sejr til en 2. plads. Det var jo ikke rigtig ham, der havde begået en fejl, men derimod en regulær team-fejl.

 

Og nu, i lørdagens 3. mesterskabsafdeling i Marrakesh, førte Sebastien Buemi og han havde fået Fanboost (dvs. han var blandt de tre deltagere, som flest havde stemt på online inden løbet). Fanboost betyder ca. 30 flere hestekræfter i en 5 sekunders periode, og dem havde Buemi planlagt, at benytte i løbets sidste fase til at forsvare sin føring og til at få en smule afstand til den jagtende Rosenqvist.

 

Fanboost svigtede

”Men der skete ingenting, da jeg trykkede på knappen,” fortalte han efterfølgende lidt desillusioneret. For da havde han allerede taget den planlagte alternative linje gennem et sving, og det hul, som skulle være lukket med ekstra effekt og i givet fald have udbygget hans forspring, var Rosenqvist ikke sen til at udnytte – og så var svenskeren i spidsen. Og dér blev han. Og det var jo egentlig heller ikke Buemis skyld.

 

Rosenqvist havde iøvrigt fordel af, at Sam Bird i DS raceren sidst i første stint – dvs. inden der skulle skiftes bil – havde fået problemer med gearkassen. Bilen skiftede hele tiden og helt uforudsigeligt gear, så han mistede 2. pladsen til Mahindra raceren, for siden at fastholde 3. pladsen i den anden af de to racerbiler, der som en vis kompensation kørte upåklageligt til målstregen.

 

Selvom Sebastien Buemi havde måttet give afkald på sejren, var det for ham formentlig en lettelse at hans e.dams Renault racer kørte problemfrit efter de vanskeligheder, man havde oplevet ved sæsonstarten i Hong Kong. Også set i lyset af, at rivalen Lucas di Grassi på ny havde tekniske problemer med sin Audi, var resultatet positivt for Buemi. Di Grassi udgik ganske enkelt af løbet, da Audi raceren gik i stå.

 

Jaguar succes

Problemerne stod lidt i kontrast til, at det andet fabriks team, Jaguar, efter sit første læreår øjensynlig har fået helt styr på såvel fart som pålidelighed. Nelson Piquet jr. kørte Jaguaren i mål på 4. pladsen, alt imens Jean Eric Vergne tog femtepladsen i sin Techeetah efter at være startet helt nede som nr. 13. Resultatet blev desuden, at Techeetah måtte vige pladsen for Jaguar i den samlede stilling - det britiske team er nu på 4. pladsen i Formel E mesterskabet.

 

På 6. pladsen kom José Maria Lopez, der er tilbage igen i Formel E som erstatning for Neel Jani, som er stoppet hos Dragon efter blot de to afdelinger, der blev kørt i Hong Kong. Jani skal i år deltage i World Endurance Championship hos Rebellion, hvor han skal danne par med André Lotterer. Lotterer kører også Formel E, men satser på klare begge dele.

 

Lopez skal godt nok også køre WEC – for Toyota Gazoo Racing i LMP1 – men han forlod ikke Formel E frivilligt, og forsøger derfor, gætter vi på, at klare såvel det ene som det andet. Lopez virker nu også til, at have mere mod på Formel E end Jani, der kom meget dårligt i gang.

 

Og Lopez kvitterede i Marrakesh for tilliden ved at tage 6. pladsen i sit debut løb for det nye team, fire placeringer foran den DS-racer, som i år køres af Alex Lynn, og ni placeringer foran Dragon team kollegaen Jerome d’Ambrosio. Rivalisering er der i hvert fald rigeligt af i Formel E.


José Maria Lopez fik flot comeback i Formel E for Dragon Racing.


Ændringer i løbskalenderen

Næste afdeling af ABB FIA Formel 1 mesterskabet (ABB er ny såkaldt titelsponsor) finder sted i Santiago i Chile 3. februar. Og blandt andre nyheder skal nævnes, at ePrix’et i Sao Paulo i stedet køres i Uruguai efter ønske fra bystyret i Sao Paulo, der er i gang med et større byggeprojekt dér, hvor løbet skulle have fundet sted.

 

Desuden har borgmesteren i Montreal aflyst de to løb, der som i fjor skulle have været sæsonfinale også i år. Montreal kan ikke mønstre den nødvendige økonomi – men arrangørerne af Formel E mesterskabet arbejdet fortrøstningsfuldt videre. Efter sigende er køen af destinationer, der gerne vil være vært for verdens mest innovative motorsportsmesterskab, temmelig lang. Det bliver formentlig praktiske forhold, der afgør hvor finaleløbene nu vil finde sted.

Sebastien Buemi (Renault) er tilbage i sin velkendte form og havde formentlig vundet Marrakesh ePrix, havde det ikke været for system-svigt, da Fanboost skulle aktiveres.

Sam Bird (DS) havde problemer med gearene - det kostede ham føringen i mesterskabet.


Marrakesh ePrix, 3. afd. Formel E 2017/18


Resultat:

1. Felix Rosenqvist (SWE), Mahindra.

2. Sébastien Buemi (SWI), Renault, +0,945s.

3. Sam Bird (GBR), DS-Virgin, +5,762s.

4. Nelson Piquet jr. (BRA), Jaguar, +6,554s.

5. Jean-Eric Vergne (FRA), Techeetah-Renault, +12,238s.

6. José Maria Lopez (ARG), Dragon, +16,491s.

 

Stillingen i FIA Formel E mesterskabet:

Kørere:

1. Felix Rosenqvist (SWE), Mahindra, 54 points.

2. Sam Bird (GBR), DS-Virgin, 50 pts.

2. Jean-Eric Vergne (FRA), Techeetah-Renault, 43 pts.

4. Nelson Piquet jr. (BRA), Jaguar, 25 pts.

5. Edoardo Mortara (CHE), Venturi, 24 pts.

6. Sébastien Buemi (SWI), Renault, 22 pts.

 

Teams:

1. Mahindra, 75 points.

2. DS-Virgin, 57 pts.

3. Techeetah Renault, 43 pts.

4. Jaguar, 40 pts.

5. Renault, 30 pts.

6. Venturi, 30 pts.


Nelson Piquet jr kørte endnu en 4. plads hjem til Jaguar og teamet såvel som Piquet ligger nu 4'er i mesterskabet.

 

Jean Eric Vergne kørte sin Techeetah-Renault hjem på 5. pladsen efter at være startet som nr. 13.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt