- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Volkswagen Passat Variant 2,0 TDI BlueMotion

Endnu bedre økoløsning


Tekst: Søren Clauding – august 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Volkswagen har traditionelt tilbudt en vifte af motor alternativer i halen på hver bilmodel. Det gælder også den store, luksuøse mellemklassebil, Passat. Og i mere end et år har man også kunnet vælge den særlige øko-udgave med tilnavnet BlueMotion.

 

Allerede i fjor prøvekørte vi VW Passat BlueMotion på en langtur (læs her>>>). For med al respekt for bilens udmærkede egenskaber ved bykørsel, er det på landevejen, man for alvor oplever en så relativt stor bil. Med en længde på 4,77 meter hører den jo ikke ligefrem til de mindste på bilmarkedet. Og siden sidst er der kommet en ny 2. generation af Passat BlueMotion, som er optimeret endnu mere.

 

Stor er også OK

Tendensen går i øjeblikket også i retning af mindre biler. Mindre biler koster traditionelt mindre – og alle truslerne om finanskrisens konsekvenser har fået os forsigtige danskere til at spare på udgifterne, også ved bilkøb. Men ikke mindst fordi det som hovedregel går hånd i hånd med miljøbevidst handlemåde. Det er ikke i dag på samme måde som tidligere ”politisk korrekt” at køre i store biler – fordi store biler pr. definition er ensbetydende med stort brændstofforbrug = høj forureningsgrad, ikke mindst hvad angår CO2.

 

En lille økonomisk bil vil gennemsnitlig kører over 20 kilometer på en liter brændstof. Ikke alle gør det, men de fleste af dem, der kalder sig brændstof økonomiske, gør det. Men når bilen er 4,77 meter lang og officielt kører 20,4 kilometer på en liter dieselolie. Så er der kun én ting at sige: Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Og man skal ikke skue hunden på hårene.

 

Eller på almindelig dansk: Den bil er bare så økonomisk. Glem alt (næsten) om barnelærdommen med størrelse og brændstofforbrug. En Passat BlueMotion i den prøvekørte stationcar version vejer over 1,6 ton…

 

Hemmeligheden ligger helt andre steder.

 

Optimeret aerodynamik

For det første har Volkswagen sænket undervognen 15 mm fortil og 8 mm bagtil. Det har givet en bedre luftstrømning omkring bilen og dermed nedsat luftmodstanden. Men man har arbejdet med luftstrømmene også på andre måder. Foran hjulophængene er der vindafvisere, som også reducerer luftmodstanden. Og så opnår man en slags afledet effekt: De rolige luftstrømme omkring bilen giv er en mere stabil kørsel. Det er vel det man kalder en win-win situation.



Den sænkede undervogn giver kortere fjedervandring i hjulophængene. Resultatet er en forringet affjedringskomfort. Det har man kompenseret for ved at udstyre BlueMotion modellen med dæk med højere dæksider, så dækkene har en vis affjedrende virkning. Det påvirker imidlertid styrepræcisionen en anelse.

 

Dækkene er specialudviklede med lav rullemodstand. Det bærer heller ikke helt i den rigtige retning. Men slutfacit er køre egenskaber, der kun marginalt afviger fra en almindelig Passat.

 

 

 

Over 1000 km på en tankfuld

Og på langturen er Passat Blue Motion årgang 2009 ret bekvem. Bekvemt er det også, at vi i praksis kørte 17-18 km/l. Og nok så bekvemt: Når man kan køre over 1000 kilometer mellem hver optankning, vælger man selv sine pause-steder. Topfarten på 196 km/t er rigeligt og det, de hurtigere modelvarianter vinder ind på de tyske autobahns, sætter de til på flere tankstop.

 

BlueMotion modellen har nu også stop-and-go system, så motoren går i stå, når der kobles ud f.eks. ved rødt lys.



 

Det har stort set ingen betydning på langturen, fordi lyskryds endnu ikke er indført på motorvejene. Om værdien ved bykørsel: Den er der utvivlsomt, men systemet er ikke velegnet til en høj komprimeret dieselmotor, som i forvejen er lidt rå i sin funktion. Når motoren starter, ryster bilen og det harmonerer ikke med den øvrige komfortoplevelse. Men man selvfølgelig bare slå systemet fra…

 

Om den prøvekørte Passat BlueMotion i Comfort Line version er der i øvrigt at sige: 600 liter praktisk anvendelig bagageplads gør den mere end ideel på langturen. Et heldækkende bagagerumsdækken reducerer interessen for tyveri. Formidabel plads på bagsædet som i alle Passat’er. Separat ventilering via midterkonsollen til bagsædepassagererne. Ingen vinduesviskere i synsfeltet (skjult under frontruden, som i øvrigt er placeret ret langt fremme). Lavt støjniveau. Og til 400.000 kroner faktisk et ganske godt køb.

 


Model:

VW Passat Variant 2,0 BlueMotion TDI Comfort Line, 2. generation

Listepris:

Kr. 400.396

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 l. commonrail turbo-diesel. 110 hk – 250 Nm v. 1750 omdr./min. 5 gear. Forhjulstræk. DPF.

Præstationer 0-100 km/t/ Topfart/

Brændstoføk/ CO2:

11,9 sek/196 km/t/

20,4 km/l 129 g/km

Længde:

4,77 m

Bagagerum:

603 liter

Diverse.

ABS. ESP. EDS. ASR. 6 airbags. Fartpilot. Multijusterbart læderrat. El-justerbart førersæde. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-ruder for og bag. El-parkerings bremse. Isofix. Galvaniseret karrosseri. 4 fastsurringskroge i bagagerum. Antenne i forrude.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt