VW Golf GTI i Motorradioen
I 1974 præsenterede Volkswagen for første gang en
bil, der siden skulle få næsten ikonisk betydning
for udviklingen af moderne Folkevogne. Den fik
navnet ”Golf”. I hælene på den nye Golf sendte
Volkswagen året efter endnu en bil på gaden, som
skulle vise sig på sit felt at opnå en endnu
stærkere position, fordi den skabte en særlig niche
for hurtige personbiler, som alverdens bilfabrikker
siden skånselsløst har kopieret: VW Golf GTI.
Golf GTI var bilen i overhalingsbanen på de tyske
autobahns. Den havde 115 hestekræfter på de
trækkende forhjul, men vejede ikke meget, og den
havde ingen problemer med at fræse derudaf med
næsten 200 km/t. Til trods for, at den var baseret
på en almindelig personbil og til trods for, at 200
km/t var rigtig hurtigt dengang (og vel stadig er
det). Den kunne gøre det af to grunde: Dels fordi
den ikke vejede særlig meget (810 kg) og dels fordi
den kørte knald godt.
Kører formidabelt
En VW Golf GTI anno 2013, den syvende generation
Golf og den syvende generation GTI, er kørt direkte
i originalens hjulspor. Den moderne GTI er meget
tungere (1350 kg – som endda er lettere end sjette
generation), det har man kompenseret for ved hjælp
af næsten dobbelt så mange hestekræfter, men den
kører fortsat knald godt, sammenlignet med nutidens
standard, vel at mærke. Og den nutidige standard er
vel nok blevet meget, meget bedre end i 1975.
Forklaringen er i vores optik, at Volkswagen om
nogen, præcis som de har gjort det med standard
Golfen, har holdt fokus. De har skabt en hurtig og
sportslig udgave af en almindelig personbil. Og da
en Golf nu ikke er helt almindelig, men faktisk en
ret velkørende og på samme tid funktionel personbil,
er GTI-versionen heller ikke helt almindelig og
ligeså funktionel som udgangspunktet.
Køreglæde som målestok
Bortset fra navnet, filosofien og de relative
kørefærdigheder, sat i forhold til tidens standard,
er der imidlertid ikke megen lighed. Volkswagen har
nemlig også forstået at videreudvikle design og
teknik – og optimere kombinationen helt i
overensstemmelse med den oprindelige idé. Det
indebærer, at man kan måle bilens evner i mere end
blot fart og kørefærdigheder. De kan også måles i
køreglæde.
Det sidste har ret meget at gøre med forståelse for,
hvordan moderne teknologi kan anvendes til at få en
bil til at køre suverænt godt:
Perfekt udgangspunkt
MQB-platformen, som hele spektret af VW-gruppens
kompakte mellemklassebiler er baseret på, er nemlig
skabt med kørekomfort som højeste prioritet – vel at
mærke uden at give køb på køredynamik og
vejbeliggenhed. Når den undervogn tilpasses de
sportslige ambitioner, bliver resultatet ikke bare
en yderst sporsikker, præcist styrende bil med
fabelagtig balance og formentlig også stor
stabilitet ved op til de 244 km/t, den kan spadsere
(vi har kun prøvet Golf GTI på danske veje), men
også transport på noget nær første klasse.
Affjedringen er forbilledlig og fordi Volkswagen har
valgt ikke at overdimensionere hjulene med
letmetalfælge i overstørrelse og tilhørende
ultralavprofildæk, men valgt 17” fælge med dæk med
en vis affjedring i dæksiderne, destruerer man ikke
de egenskaber, undervognen er født med. Modigt og
rigtigt gjort.
Bestemt reaktion
En hvis form for bestemt reaktion oplever man dog
under kørslen, for bilen er sænket 15 mm. Det er
mærkbart, men heller ikke den forandring er
overdreven. Resultatet bliver at VW har skabt en af
de hvis ikke den mest velkørende kompakte familiebil
på markedet. Helt i tråd med filosofien.
Motoren er lydløs, om end udstødningen giver et
lille prik på skulderen om, at hvis man træder
speederen i bund, når man de 100 km/t på bare 6,5
sekunder og hvis man gør det samme, mens man kører
80 km/t, er man på bare 6 sekunder oppe på 120.
Glimrende sikkerhedsfaktor ved kritiske
overhalingsmanøvre.
Moderne elektronik
I Danmark koster en den prøvekørte model, der også
havde 6-trins DSG-gear, den nette sum af en halv
million kroner. Det gør den ikke lige præcis til
hvermandseje på vore breddegrader. Men prisen,
udover sponsoratet af den danske statskasse,
inkluderer også et udmærket udvalg af Volkswagens
moderne elektroniske udstyr som f.eks. det såkaldte
XDS elektroniske spærredifferentiale og progressivt
virkende styretøj, som tilsammen er en del af
køreoplevelsen. Multifunktionsrat, regnsensor,
2-zone klimaanlæg, LED forlygter, sædevarme, 7
airbags og en lækker dyb totalrød lakering, kaldet
Tornado-rød, følger også med.
Naturligvis er designet gejlet lidt op, så Golf
GTI’en optræder, som man forventer det af en bil med
så imponerende historik og så stor betydning for
udviklingen af lignende biler hos konkurrerende
producenter. Derved bliver oplevelsen total.
DSG-Gearet er et plus for den
dynamiske køreoplevelse.
|