- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Toyota Verso 2,0 D4-D T3:

Multibil i alle detaljer


Tekst: Søren Clauding – december 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er det samme hver gang vi stifter bekendtskab med en ny Toyota: De biler er bare så gennemarbejdede. Helt igennem. Måske ikke de mest sex’ede biler i verden. På den anden side: der er også dem, for hvem stabilitet, funktion og pålidelighed er tiltrækkende, fordi det skaber den tryghed, som appellerer til det aller dybeste i mennesker.

 

Spørgsmålet er, om det ikke lige præcis er de egenskaber, som har gjort Toyota til verdens største bilfabrik. Til trods for, at modeludvalget ret beset ikke er så overvældende.

 

Én Verso

Med den nye Toyota Verso reduceres modeludvalget igen. Fra at tilbyde f.eks. både en Corolla Verso og en Yaris Verso, er der nu kun én mulighed: En Verso.

 

Men fordi den bil er så gennemtænkt, erstatter den snildt de to andre. Om end den læner sig mere opad Corolla’en end Yaris’en. Det skal så tilføjes, at den nye Urban Cruiser arbejder i retning af flere modeller – hvis ikke det lige var fordi, at Urban Cruiser er baseret på en Yaris undervogn. Tilbage igen…

 

Men ligegyldigt er det, for Toyota Verso er både en visuelt smart bil, en bil med oceaner af plads og en bil, hvor funktionaliteten er uovertruffen.

 

Bagsæderne

Tag f.eks. en central ting i en multibil: Bagsæderne. Med tre sæderækker og en udvendig længde på 4,40 m hænger tingene ikke sammen. Ikke desto mindre er proportionerne forvaltet sådan, at den tredje sæderække faktisk kan bruges, blot man ikke er for langbenet. Og ikke mindst: Det er så nemt at forvandle bilen fra 5 til 7 sæder og omvendt. Det kan gøres i et snuptag med én hånd. Det tager maksimalt 2 sekunder. Ingen anden bilproducent tilbyder et så smidigt og hurtigt system som det, der findes i Toyota Verso.


 


Benpladsen på den midterste sæderække er ret ok. Bagagepladsen er ikke overbevisende, når de syv sæder bruges til personer. Men når sæderne er væk, efterlader de en helt plan bagagerumsbund, let at læsse, let at variere over. Og usædvanlige detaljer som et bagagerumsdækken af rullegardintypen, der kan placeres i et rum nede under det egentlige bagagerum, når der ikke er brug for det, giver multibegrebet en ny betydning.



Tilrettet centerinstrumentering

Førerpladsen i Verso er den mindst interessante. Man har godt nok forsøgt at kompensere for minus’erne ved at have

 


 centerinstrumentering ved, at placere speedometer etc. i en position mellem centrum på instrumentbordet og den traditionelle position lige ovenfor ratstammen. Men det gør os ikke mere begejstret for løsningen. Men det er måske en vanesag…

 

På landevejen er Toyota Verso en enestående kombination af kørekomfort og præcisionsegenskaber. Trods en lidt større højde (1m62cm) end typiske personbiler mærkes det hævede tyngdepunkt kun lidt og Verso undervognen har nydt godt af Toyotas intensive arbejde på det område i de seneste år: Den japanske fabrik har efter vores opfattelse skabt et perfekt kompromis.

 

OK Motor

Under motorhjelmen i den prøvekørte version lå en af de velkendte D-4D maskiner, dvs. en 4 cylindret diesel, i dette tilfælde en 2-liters god for forholdsvis beskedne 126 hestekræfter. Men da fartpræstationerne er OK og brændstoføkonomien også OK, især i praksis, rækker de 126.



Udstyret var ”T3”, dvs topudstyret, der inkluderer 16” alufælge, 2-zone klimaanlæg, bakkamera med monitor indbygget i bakspejlet (fint i dagslys, men i mørke blænder det), sædevarme, nøgleløs betjening, regnsensor, fartpilot og mørktonede bageste sideruder. Plus al det udstyr, der er omfattet i de mindre udstyrsvarianter. Det sættes lidt i relief af købsprisen på 416.000 kroner. Men da den billigste af de syv-sædede udgaver kan fås for lige godt 300.000 kroner, kan man ikke påstå at prisen er udpræget høj.


Model:

Toyota Verso 2,0 D4-D T3

Listepris:

Kr. 416.299

Motor og transmission:

4 cyl. 2 l. common-rail turbodiesel. 126 hk – 310 Nm v 1800-2100 o/min.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ brændstoføk/ CO2 udledning:

11,3 sek/185 km/t/

17,9 km/l 146 g/km

Længde:

4,40 m

Bagagerum:

155/1009 liter

Diverse.

ABS med EBD. ESP med TCS. EBA. 7 airbags. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart rat. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Fartpilot. Sædevarme. Isofix.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt