- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Suzuki SX4 GL-A-i-AWD:

Helt sin egen


Tekst: Søren Clauding - marts 2007

Foto: Vivi Siiger - klik på billederne og se dem større

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der findes ingen magen til. Suzuki SX4 1,6 AWD er ganske enkelt helt sin egen. Kompakt, rummelig og med firehjulstræk. Ingen regulær off-road’er, men heller ikke en almindelig kompakt familiebil.

 

SX4 er baseret på Suzuki Swift platformen. Det lægger visse begrænsninger – alligevel er SX4 blevet 4,14 meter lang. Ikke stor, men tilstrækkelig stor til at rumme lidt mere end de helt små. 270 liter i bagagerummet, som i øvrigt udmærker sig ved at være regulært og ved at have en fast hattehylde samt en bagklap, der slår så højt op, at man kan stå inde under den.



 

Højde giver plads

Det sidste skyldes også, at bilen er ret høj og det er på mange måder en fordel – bl.a. er indstigningen til bagsædet meget let, selvom der ikke er overvældende med benplads bagtil. Hulrum i forsæde ryglænene kompenserer for benpladsen og man kan godt være 2-3 voksne på bagsædet. Siddestillingen er mere lodret end det vil være bekvemt at sidde over længere strækninger, men til hverdagsbrug går det fint.



 

På langtur vil fører og forsædepassager ikke opleve pladsproblemer. Til gengæld er SX4 rimelig styrefølsom, hvad der er helt naturligt for en bil med forholdsvis kort akselafstand og højt tyngdepunkt. Det har Suzuki dog forsøgt et reducere ved at stramme undervognen godt op. Derved er krængningen blevet nedsat, mens ujævnheder i asfalten er blevet mere mærkbare og støjniveauet forøget, fordi dæk støjen forplanter sig gennem hjulophængene.

 

Støjsvag

Støj er nu i øvrigt ikke noget større problem i en SX4. Lidt vindstøj er der – bilen er trods alt ikke et aerodynamisk kunststykke (for så var der næppe blevet meget plads tilbage) – hvorimod den på tidligere Suzuki’er så iørefaldende motorstøj er blevet meget mindre.

 

 

S’et og X’et i SX4 står for henholdsvis Sport og Kryds (en krydsning mellem personbil og en SUV) og det skal man naturligvis have i erindring, når man vurderer bilen. Den må ikke sammenlignes med de gængse kompakte personbiler i 225.000 kroners prisklassen for den kan ting, de ikke kan.

 

Bedste på campingpladsen

F.eks. vil den givetvis være den bedste campingvogns-trækker på


 

campingpladsens dugvåde græs. Og i snevejr gør det variable firehjulstræk sig også godt. Suzuki er ekspert i små biler og ekspert også i firehjulstræk. Når man kombinerer de to ting bliver resultatet rigtig fint.

 

Udstyrsniveauet er fortræffeligt. Selvom rattet kun kan justeres i højden er bl.a. aircondition og tagbøjler standard og designet minder passagererne om, at det altså ikke er en almindelig lille bil, de er ude at køre i. Det er helt SUV/off-road agtigt og det er naturligvis tilsigtet.

 

1,6 liters motoren i motorrummet trækker velvilligt. Den yder 107 hestekræfter og har en fornuftig momentkurve, der dels sikrer en acceleration til 100 km/t på 11,5 sekunder og dels en ganske pæn benzinøkonomi på over 14 km/l.

 



 

Model:

Suzuki SX4 GL-A-i-AWD

Listepris:

Kr. 226.990

Motor:

4 cyl. 1,6 liter. 107 hk. Variabelt firehjulstræk.

Præstationer 0-100 km/t/topfart/

brændstoføk:

11,5 sek/170 km/t/

14,1 km/l

Længde:

4,14 m

Bagagerum:

270 liter

Div. udstyr:

ABS. ESP med antispin. EDS. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. El-sideruder for. El-sidespejle med varme. Aircondition. Pollenfilter. Sædevarme. Højdejusterbart rat. Tagbøjler.


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt