- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Renault Clio Sport Tourer TCe 100 Expression

Fra pigebil til familiebil


Tekst: Søren Clauding – november 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Renault Clio har for mange år siden fået prædikatet ”pigebil”. Måske ikke så mærkeligt, hvis man fastholder fordommene om, at kun piger har glæde af biler, som er nemme og ukomplicerede (men gad vist, om ikke de fleste mænd også godt kan lide, at tingene er nemme og måske endda ville have fordel af de var det). I den nye generation af Renault Clio fastholdes de positive egenskaber, selvom den måske er knap så feminin i sin udstråling. Og i Sport Tourer versionen forvandles den til en regulær familiebil.

 

Fra at være en stor minibil på lige godt 4 meters længde er Sport Tourer vokset 20 cm og er nærmere en kompaktbil end den minibil, som den udspringer af. Derfor er det vigtigt, helt at koble den almindelige Clio ud af billedet, når man forholder sig til Clio Sport Tourer – uanset teknisk og visuelt fællesskab.

 

To voksne og tre børn

Det har Clio Sport Tourer det nemlig bedst ved. Som sådan kan man betragte en funktionel og letkørt bil i et venligt og moderne design med god plads i bagagerum og på forsæderne. På bagsæderne skal man være kortbenet (eller også skal forsædepassagererne være det), for pladsen er for beskeden. Netop det er imidlertid med til at gøre Clio Sport Tourer til en ideel familiebil til to voksne og op til tre børn – som så oven i købet nyder godt af den sikkerhed, der er forbundet med tre fuldt indstillelige nakkestøtter på bagsædet. Til trods for bilens stationcar agtige karakter.

 

Det er nemlig forkert, at kalde den for en regulær stationcar. Så ville den falde igennem funktionelt, derude bagtil. Selvom bagagerummet har en kapacitet på hele 439 liter – som er rigtig flot med bilens ydre mål – har man andre forventninger til en stationcar. Helt med rette har Renault valgt at kalde bilen Sport Tourer. som er en slags mellemting mellem stationcar og en almindelig hatchback.

Bagagerummet kan øges til 1,3 kubikmeter, når bagsæderne lægges ned og den gode bagagerumsplads med bagsæderne i brug er så opnået lidt på bagsædepassagerernes bekostning.



Attraktiv pris

Inden vi går videre er det vigtigt at fremhæve prisen. Den prøvekørte variant med en 101 hestes benzinmotor, som går ikke mindre end 18,2 km/l, koster 177.000 kroner. Den billigste udgave er 11.000 kroner dyrere med samme udstyr – og det er let at sammenligne, for Sport Tourer markedsføres alene i én udstyrsvariant. De 11.000 kroner handler altså alene om motoren og de er ret godt givet ud, ikke mindst fordi den kraftigere motor (26 hestekræfter flere end den mindre) giver bedre benzinøkonomi!



Men prisvurderingen har også betydning for vurderingen af udstyret. Standardudstyret inkluderer el-sidespejle med varme, et fleksibelt bagagerum (sådan at forstå, at bagagerumsbunden kan sættes i flere positioner og også helt tages ud), aircondition, og nogle ret elegante tagbøjler. Desuden får man tågeforlygter, el-ruder foran, fjernbetjent centrallås, sædevarme og splitbagsæde med i købet og på sikkerhedsfronten tæller standardudstyr som airbaggardiner og Isofixbeslag samt naturligvis ESP.

 

Europæiske køreegenskaber

De dele kan alle anbefales og kombineret med ret gode europæiske køreegenskaber er den aktive sikkerhed også temmelig stor. Undervognen er stram og det er med til at sikre en ganske ringe sidevindsfølsomhed. Kørekomforten lider ikke deraf om end køreoplevelsen nærmer sig det sportslige. Deraf også glæden ved den kraftigere motor, som gør det muligt at nå de 100 km/t på lidt over 11 sekunder. Det tal er i sig selv ikke så vigtigt, vigtigere er det, at køreoplevelsen er i orden. Faktisk er Clio Sport Tourer en udmærker langtursbil – og en endnu bedre benzinøkonomi ved landevejskørsel, selvom bilen kun har 5 gear, gør bestemt ikke oplevelsen ringere…

 

På positiv siden tæller desuden et ultra stort handskerum, et heldækkende bagagerumsdækken, stor lofthøjde i kabinen og et godt udsyn bagud – plus et fint forhold mellem udstyr og pris. På negativlisten finder vi et rat, der ikke kan justeres i længderetningen, hvilket gør det lidt svært at finde en rigtig siddestilling, med mindre man har korte ben og lange arme, samt en lidt lodret siddestilling på bagsædet (som dog ikke er et problem pga. den gode loftshøjde).

 

 


Model:

Renault Clio Sport Tourer TCe 100 Expression

Listepris:

Kr. 176.900

Motor og transmission:

4 cyl. benzinmotor 1,2 l. 101 hk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,2 sek./ 188 km/t/ 18,2 km/l /129 g/km

Længde:

4,23 m

Bagagerum:

439-1277 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. Tågeforlygter. Højdejusterbart rat. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Sædevarme. Isofix. Flex bagagerum.


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt