- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


Biltest: Renault Clio TCe 90 hk Dynamique

Nem bil – også i vintersneen


Af Søren Clauding – februar 2013


Renault Clio TCe i Motorradioen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Renault Clio før første gang var til rådighed for prøvekørsel, et stykke tid inden lanceringen i Danmark, foregik det i sol og sensommertemperaturer på snoede bjergveje i Toscana (læs den første globale test af Renault Clio hér >>>). Sådan er vejret ikke hele året rundt og da slet ikke i Danmark, så spørgsmålet var, meget naturligt efter at den er landet herhjemme: hvordan ville den nye smarte Renault klare sig i dansk vinterfører og ved temperaturer under frysepunktet?

 

Den prøvekørte udgave havde Dynamique udstyr og den livlige 90-hestes 3-cylindrede benzinmotor under hjelmen. Udenfor Clio’ens frække ydre lå der is og sne, mange steder i hvert fald. Det stiller krav til bilen, men det stiller så sandelig også krav til føreren. Jo enklere en bil den er, jo enklere er det at håndtere de trods alt noget anderledes kørselsforhold, som glat vinterføre byder på.

 

Enkelhed i højsæde

Derfor er det vigtigt, at Renault har bevaret den enkle tilgang til alle funktioner, som Clio-modellerne altid har været kendt for. Den nye bil stiller ganske enkelt ikke flere krav til føreren end højst nødvendigt og dermed kan han eller hende (for Clio anno 2013 appellerer til begge køn) koncentrere sig om trafik og vejforhold, og man kan oven i købet også have det sjovt undervejs, hvis man er til at boltre sig lidt i sneen med sin nye bil.

 

På tør, plan asfalt er Clio kendetegnet ved relativt, men endda komfortabel affjedring. Den er ikke helt så fast som f.eks. tyske konkurrenter og det er en fordel på en vej med nedsat vejgreb. Hér skal en bil nemlig helst vore forholdsvis blødt affjedret. Clio’en var iført brede vinterdæk, som også har en vis afbødende virkning, tilsammen med en konventionel håndbremse er den ideel i vintervejret både for den urutinerede og den mere rutinerede bilist.

 

Langsom opvarmning

Elektronikken er ofte en svaghed ved biler fra de sydlige lande. Alt virkede dog upåklageligt i Clio’en. Sædevarmen og el-bagruden skulle dog bruge lidt ekstra tid på at varme tilstrækkeligt op – sammenlignet med de fleste af konkurrenterne. Om det så skyldes, at Renault har en intension om at man i vinterføret ikke skal køre en Clio som havde man ild i r.... skal vi lade være usagt. Men halvkøligt var det i hvert fald, og den lille 3-cylindrede maskine bruger også sin tid til at få varmen, så den var ingen formildende omstændighed.

 

En helt anden ting på negativsiden er: I snavset føre er indvendige greb i bagklappen vejen til at undgå snavsede fingre. Blot ikke i Clio, for grebene er vinklet sådan, at de i praksis er næsten umulige at anvende, så man skal alligevel have fat i bagklappen udvendigt, når den skal trækkes i. Den detalje blev naturligvis ikke afsløret i Toscana.

 

Benzinmotoren er livlig, men den udviste samme lidt ujævne accelerationsmønster som de tilsvarende varianter gjorde i Italien. Det er minimalt ved normal køreindstilling, men bliver meget tydeligt, når man indstiller motoren til at spare benzin – i den såkaldte ECO-indstilling. Mange bilister vil måske slet ikke bemærke det – men nu er det nævnt. Og da der findes andre motoralternativer end 0,9’eren, udgør de regulære alternativer, hvis man er faldet for en Clio og gerne vil slippe for den lille detalje. Bl.a. findes Dynamic-modellen også en en version med 90-hestes dieselmotor, men den er mere end 25.000 kroner dyrere.



Langt på literen

Når det så er sagt, er det yderst attraktivt, at man kan køre 22,2 kilometer på en liter benzin (i praksis lidt under 20), at man disponerer over ikke mindre end 300 liter bagageplads og har tilgang til udmærkede fartpræstationer. Det skal dog tilføjes, at tallene opnås monteret med dæk med lav rullemodstand – vinterdæk må formodes at øge benzinforbruget en smule.

 

Dynamique-udstyret omfatter bl.a. Navigation – fremvist på en 7 tommer skærm – læderrat og gearknop, tågelygter, fuldautomatisk klimaanlæg, elruder, el-sidespejle med varme, fjernbetjent centrallås, Renault Bass Reflex system osv. Listeprisen er kr. 192.900, men i skrivende stund er prisen reduceret med 20.000 kroner. Det gør Renault Clio, ikke mindst i den hér prøvekørte udgave, til en meget prisattraktiv bil – man får virkelig meget værdi for pengene.


 


Model:

Renault Clio TCe 90 hk Dynamique

Listepris:

Kr. 172.899 (tilbudspris)

Motor og transmission:

3 cyl. turbobenzinmotor 0,9 l. 90 hk. 135 Nm/2500 omdr./min. 5 man. Gear. Stop/start.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

12,2 sek./ 182 km/t/ 22,2 km/l /104 g/km

Længde:

4,06 m

Bagagerum:

300 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 16” alufælge. Hillholder. Justerbart læderrat. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. Navigation. 7” medieskærm. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Regnsensor. Lyssensor. Isofix.


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt