- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Peugeot  208 Active 1,6 HDi 92hk

Sidder lige i øjet


Af Søren Clauding – november 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Umiddelbart er det mest bemærkelsesværdige ved den nye generation Peugeot 208, at ratpositionen er usædvanlig. Men samtidig med, at rattet sidder anderledes, sidder det lige i øjet – præcis som det meste ved den nye kompakte Peugeot.

 

Når ratpositionen er det mest iøjefaldende, har det også at gøre med, at den nye 208 visuelt umiskendeligt er en Peugeot. Man har fastholdt designlinjen, men naturligvis er afløseren for den succesrige 207 blevet strammet op. Ingen kan være i tvivl om, at 208 er en Peugeot, og det er ikke så ringe endda, for ikke mindst i Danmark har vi i lang tid været meget glade for Peugeots designstil.

 

Kopieringsværdig ratposition og -form

Men tilbage bag rattet. Nu er det altså ingen revolution, Peugeot har gennemført. Kun lille, i hvert fald, og umiddelbart lægger man heller ikke så meget mærke til den. Der er et rat, dér hvor det normalt plejer at være. Men hvor et rat normalt er cirkelrundt, er det kun den øverste del af 208-rattet, der har den facon. Den nederste del er nærmest oval, næsten flad.

 

Derved kan rattet positioneres tættere ved førerens ben. Derved har armene en mere naturlig stilling langs krop og lår, og derved slipper man for, at blodet løber fra armene og at armene begynder at sove. Det er en placering, man ofte tilstræber i racerbiler. Resultatet indebærer også, at man ser hen over ratkransen på de primære instrumenter og ikke imellem ratnav og ratkrans som i andre biler. En anderledes, lidt pudsig, men ganske god løsning, som givetvis vil blive kopieret af andre bilproducenter i de kommende år.

 

Gode pladsforhold

Peugeot 208 er en såkaldt B-segment bil. Dvs. den er lidt større end de allermindste. Det har givet designerne lidt mere spillerum og eksempelvis er de boomerangformede baglygter udtryk for at bilers bagender ikke behøver være kedelige. En sådan operation kunne være gået ud over funktionaliteten, men det er ikke sket.

 

Den tophængslede bagklap kan åbne helt op i 2 meters højde, så den har man svært ved at komme i karambolage med, og den åbner for ikke mindre end 325 liter bagageplads. Imponerende i en bil, der blot måler 3,97 meter i længden. Når bagsæderyglænene lægges ned, forøges bagagekapaciteten til 1220 liter, hvilket også indikerer, at pladsen i bagagerummet ikke er taget fra bagsædepassagererne.

 

Der er rimelig plads på bagsædet, men ikke mere end i en gennemsnitsbil i denne størrelse. Det er nok 208’erens svageste punkt.

 

Stringent, stramt og fancy

På forsædet mødes man ikke bare af det usædvanligt placerede rat men også af et på én gang stringent og stramt men også ret fancy design af bl.a. instrumentpanelet. Midt på panelet skyder en stor 7” skærm op, som er en integreret del af panelet. Hos konkurrenterne ser lignende løsninger som regel ud som om, at der er tale om en eftermontering. Men ikke i 208. Det er den pæneste løsning, vi til dato er blevet præsenteret for af den slags.

 

Skærmen dækker i øvrigt over en vifte af teknologiske løsninger, som bl.a. indebærer, at man kan høre netradio trådløst via bilens audio-system, forudsat at man er i besiddelse af en smart-phone med Bluetooth og internetadgang. Men også de snart obligatoriske AUX og USB-stik er en den af anlægget.

 

Højt udstyrsniveau

Europæerne og i særdeleshed danskerne køber rigtig mange biler i 208-størrelsen, derfor er det udstyr, man får med for pengene, ikke uden betydning. Og de bilkøbere der gerne vil gå ned i bilstørrelse, ønsker ikke nødvendigvis at gå ned i udstyr.

 

Udstyrslisten inkluderer da også i den prøvekørte ”Active” udstyrsversion til 195.000 kroner med 92-hestes 1,6 liters turbodieselmotor sædevarme, fartpilot, multifunktionsrat, aircondition og på den prøvekørte udgave også panoramaglastag som ekstraudstyr til 12.000 kroner. Det har den sjove finesse, at der indvendigt i tagkanten er installeret en række LED-diodelys. Det giver en god virkning i kabinen i vintermørket og distraherer ikke, hvad vi først frygtede.



Fem undervogne optimerer køreoplevelsen

Køreegenskaberne er prikken over i’et i Peugeot 208. I hvert fald i den prøvekørte version, for 208 leveres med fem forskellige opsætninger af undervognen afhængig af, hvilken drivline, man har valgt – dvs. kombination af motor og gearkasse. Også antallet af døre har betydning for undervognen, man har ganske enkelt et anderledes baghjulsophæng på bilerne med to døre i hver side end med bare en enkelt.

 

Det er naturligvis gjort for at hale det bedst mulige ud af bilens kørepotentiale og resultatet er fremragende. Peugeot 208 er styrer yderst præcist, der er ikke megen sidevindsfølsomhed og med 15” fælge og relativt høje dæksider opnås en kørekomfort og vejbeliggenhed som var der tale om en meget større og dyrere bil. Peugeot 208 er optimeret i en sådan grad, at vi uden at være for kategoriske i opfattelsen af, hvordan gode køreegenskaber er, påstår, at det er den til dato bedst kørende bil i denne kategori.

 

Dieselmotoren er der ikke mange kommentarer til. Peugeot mestrer fortsat dieselteknologien fremragende, og man kombinerer gode fartpræstationer med en god brændstoføkonomi på 26,3 km/l. Men det er i øvrigt tankevækkende, at selvsamme model i billigste version til bare 133.000 kroner leveres med en ny 3-cylindret benzinmotor, der godt nok ikke er helt så effektfuld (68 hk), men kommer tæt på dieselmaskinen på forbrugstal: 23,3 km/l kan den køre.


 

 

 


Model:

Peugeot 208 Active 1,6 HDi 92hk

Listepris:

Kr. 194.990

Motor og transmission:

4 cyl. 1,6 l turbo dieselmotor. 92 hk. 230 Nm/1750 omdr./min.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,9 sek./ 185 km/t/ 26,3 km/l / 98 g/km

Længde:

3,97 m

Bagagerum:

325-1220 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. Aircondition med køl i handskerummet. Fartpilot. Tonede ruder. Indvendig justerbare sidespejle. Sædevarme. Højdejusterbart multifunktionsrat. Fjernbetjent centrallås. El-sideruder. Isofix. 7”skærm og infotainmentsystem.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt