- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Nissan Micra DIG-S Acenta

Kompressor på minien: Bogstaverne siger det hele

 

 


Af Søren Clauding – januar 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nissan har introduceret en ny udgave af den kompakte Micra. Den har tilnavnet ”DIG-S” og de fire bogstaver siger stort set det hele. Hvis man altså ved, hvad de står for. Hér afsløret: Direct Injection Gasoline Supercharger. Eller på almindelig dansk: Flere heste og længere på literen.

 

I den danske oversættelse kan det godt være, at bogstav-kombinationen går lidt fløjten, men hvad gør det, hvis bilen lever op til betegnelsen. Direkte indsprøjtning af benzin giver sådan nogenlunde sig selv. Benzinen sprøjtes med andre ord direkte ind i forbrændingskamrene og derved opnår man en præcis styring af forbrændingen. Og en Supercharger er det, vi på dansk kalder en kompressor.

 

Samme idé som turbolader

En kompressor er en meget gammel opfindelse og den er baseret på samme idé som en turbolader: At presse mere luft ind i forbrændingskamrene, end stemplerne selv kan suge ind, og derved – med uændret forhold mellem benzinstøv og luft – at kunne lede mere benzin derind også. Dermed vil eksplosionen blive større, man opnår mere effekt og i forhold til en turbolader er der med en kompressor ingen turbotøven.

 

En kompressor drives nemlig direkte af krumtapakslen modsat turboladeren, der drives af motorens udstødning. Forskellen resulterer i, at en turbomotor typisk vil kunne levere et højt drejningsmoment ved relativt lave motoromdrejninger (fordi den drives af udstødningen, hvis kræfter langt hen ad vejen afhænger af trykket på speederen), mens kompressorens tryk er direkte afhængig af motorens rotationshastighed og derfor støt stigende med motorens omdrejningstal. Derved opnås det store drejningsmoment ved høje motoromdrejninger.

 

Bedre benzinøkonomi

Nissan har imidlertid monteret en kompressor, ikke alene for at skabe en større effekt, men også for at opnå en god benzinøkonomi. En motors topeffekt leveres ved noget nær det maksimale omdrejningstal og da bruger den notorisk meget benzin, hvorimod en motor helst skal rotere ved forholdsvis lave omdrejninger, hvis den skal bruge lidt benzin.

 

Ved at montere en kompressor fremfor en turbolader får man altså både en høj topeffekt og mulighed for lavt benzinforbrug. Og det er præcis, hvad Nissan har opnået.

 

Tre cylindre

Maskineriet er en 1,2 liters 3-cylindret benzinmotor, dvs. et par hundrede kubikcentimeter større end mange af de små 3-cylindrede motorer på markedet. Med kompressor opnår man en topeffekt på ikke mindre end 98 hestekræfter. Samtidig vil man med moderat speederfod kunne køre ikke mindre end 24,4 km/l. Hvis det altså var en Micra med basisudstyr vi havde prøvekørt. Det næsten 100 kg tungere Acenta udstyr påvirker naturligvis benzinøkonomien, så den prøvekørte udgave kører 23,3 km/l. Men det er stadig et meget, meget fint tal, som konkurrenterne får meget svært ved at hamle op med.



Man skal huske på at de biler, der brændstoføkonomisk kan sidestilles med Micra DIG-S er mindre, de er lettere og de har væsentlig mindre motoreffekt. DIG-S kan da også accelerere til 100 km/t på 11,3 sekunder, men væsentlig er det, at den kva en forholdsvis lav gearing har temmelig godt træk derude på forhjulene ved lav fart. Og da bilen først og fremmest er tænkt som en rummelig og komfortabel bybil, betyder det mindre.

 

Enten/eller

Det skal dog tilføjes, at kombinationen af høj effekt og god benzinøkonomi er et enten/eller. Man har effekten, når man vil bruge den, og man kan køre langt på literen, hvis man vil. Men ikke begge dele på én gang.

 

Koster det så mange penge at køre økonomisk? Det kan man ikke rigtigt sige. Med 1,2-liters motoren uden kompressor (læs testen af Nissan Micra 1,2 Tekna hér >>>) er prisen for en Acenta udstyrsvariant 134.000 kroner og den kører 20 km/l. Micra DIG-S koster med Acenta udstyret 149.000 kroner. Altså en ganske normal prisforskel på en bil med 80 hestekræfter og en med 98. Men oven i købet får man så den bedre benzinøkonomi med i købet. Det gør den nye DIG-S til det helt rigtige køb, hvis man er faldet for en Nissan Micra.

 


Model:

Nissan Micra 1,2 DIG-S Acenta

Listepris:

Kr. 148.990

Motor og transmission:

3 cyl. 1,2 l benzinmotor med kompressor. 98 hk. 142 Nm v. 4400 omdr./min. 5 gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,3 sek./ 180 km/t/ 23,3 km/l /99 g/km

Længde:

3,78 m

Bagagerum:

265-605 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 15” alufælge. Tågebaglygter. Højdejusterbart læderrat. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Sædevarme. 2 X Isofix. AUX, USB, Bluetooth. Nødreservehjul.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt