- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Mitsubishi Space Star 1,2 MIVEC Intense

Mere end fundet for de penge


Af Søren Clauding – oktober 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tænk engang, hvis træerne voksede ind i himlen. Nå, det har de nu en tendens til ikke at gøre. Og til januar er det da også slut, da stopper introduktions-tilbuddet på den nye Mitsubishi Space Star i udstyrsversionen ”Intense” – med mindre, altså, at den danske Mitsubishi importør finder på noget andet. Lige nu er det i hvert fald ”fundet for de penge”, at kunne købe en Mitsubishi Space Star 1,2 MIVEC Intense for blot 115.000 kroner.

 

Hvordan kan det nu være? Der er tale om en bil, der ligger på kanten mellem det såkaldte A-segment og B-segment, altså en af de største af de mindste og en af de mindste af de lidt større. Det er hér, man kan købe regulære B-segmentbiler til samme pris. Hvorfor er Space Star så noget særligt?

 

Udstyrsstykke

Svaret er kort og klart: På grund af udstyret. Intense modellen har f.eks. fuldautomatisk klimaanlæg. Der er nøglefri adgang til venstre fordør og bagklappen (forudsat man har nøglen i lommen), bilen har fartpilot, Bluetooth og USB forbindelser, sædevarme, regnsensor (så vinduesviskerne starter, når det begynder at regne), tågeforlygter, elektriske sidespejle, 15” alufælge og elektriske sideruder både for og bag.


Nøglefri åbning af venstre fordør: Tryk på knappen med nøglen i lommen og låsen springer op.

Motoren startes med tryk på en knap, når nøglen befinder sig i kabinen.

 

15" alufælge er standard.


Det sidste er ikke en uvigtig detalje, for udover at det indikerer, at Space Star har to døre i hver side – det har tilbuds B-segmentbilerne i samme prisklasse ikke – så er det også et signal om, at bilen virkelig ikke er på niveau med de allermindste. De allermindste biler har nemlig typisk vipperude i bageste sidedør, hvis de overhovedet har en bageste sidedør…

 

Japansk betyder kvalitet

Dertil kommer, at Space Star har 6 airbags, i maskinrummet har den en 1,2 liters 3-cylindret benzinmotor, der yder 80 hestekræfter. Og så er den japansk, hvilket borger for kvaliteten. At det så virker lidt billigt med en masonitplade som bagagerumsbund (dog inde under en tynd men løs kunststofbeklædning) skal man ikke lægge for meget i, heller ikke at plasticpanelerne ikke helt lever op til definitionen på et lækkert plastmateriale på vore breddegrader.

 

Med en af Japans store industrigiganter i ryggen er ”japansk” ensbetydende med kvalitet. Den holder nok også i Space Star tilfældet – og om ikke andet så gives der 3 års garanti på bilen – det er mere end mange europæiske bilproducenter tør binde i halen på deres køretøjer.

 

Mitsubishi Space Star er med andre ord et rigtig godt tilbud til pengene. Men hvordan kører den???

 

Kører udmærket

Som udgangspunkt kører den OK. Den sætter ikke dagsordenen for køreegenskaber i hverken A eller B-segmentet, men den er heller ikke dårlig. Gearskiftet er udmærket, motoren er temmelig trækvillig, hvad en acceleration til 100 km/t på 11,7 sekunder og en topfart på 180 km/t vidner om.



Den er temmelig komfortabelt affjedret, hvad der normalt ville betyde dårlig stabilitet ved høj fart. Men ved dansk motorvejsfart falder den ikke igennem – de 180 km/t har vi ikke afprøvet i praksis. Da kan det godt være, at morskaben hører op. Det kommer man ikke til at opleve hos f.eks. ”landsmanden” Toyota Aygo, der prismæssigt ligger på samme niveau som Space Star. For den kan slet ikke køre så hurtigt.

 

Det forbavsende er, at man trods de gode fartpræstationer er i stand til at køre 23,3 km/l.

 

Rummelig

Længden på de nævnte 3,71 meter er udmærket disponeret. Der er god plads på bagsædet, bagagerummet er på 235 liter. Her spiller de ydre dimensioner en vigtig rolle: Space Star er 25 cm længere end Toyota Aygo, Citroen C1 og Peugeot 108. Den er 15 cm længere end VW up!, Skoda Citygo og SEAT Mii, 11 cm længere end KIA Picanto og 4 cm længere end Hyundai i10. Men den er også 29 cm kortere end f.eks. Opel Corsa, og det kan mærkes både i kabinen og bagagerummet.



Prisen regulerer succesen

Tilbage til prisen: Intense udgaven koster 115.000 kroner lige nu. Listeprisen er 145.000 kroner. Spørgsmålet er, hvad der sker, når introduktionsperioden er forbi. Den billigste Space Star koster 90.000 kroner. Det er stort set samme basispris som de fleste af de mindre konkurrenter med fem døre. Her er det altså først og fremmest den lidt større rummelighed, der trækker kraftigt i retning af Space Star – og Hyundai i10 er faretruende tæt på.

 

Ingen har sagt, at det er let at være bilkøber og vælge rigtigt. Derfor er det ofte køberens mavefornemmelse, der afgør et køb. Eller finansieringen, hvis man har brug for at låne penge for at købe. Konklusionen er dog entydig: Til de 115.000 kroner er Space Star et superkøb. Til 90.000 kroner kan den klare sig, især hvis man er brændt varm på dens udseende, kan få den attraktivt finansieret eller forhandleren ligger lige overfor. Det bliver spændende at følge det videre forløb…

Andre Mitsubishi prøvekørsler – find dem her >>>


Mitsubishi Space Star i Motorradioen >>>


Mitsubishi Space Star - Klik på billedet og tag med på en køretur i den nye prisattraktive Mitsubishi.

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>

Bemærk: Radioindslag og videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

Mitsubishi Space Star 1,2 MIVEC Intense

Listepris:

Kr. 114.990

Motor og transmission:

3 cyl. 1,2 ltr. 80 hk. 106 Nm/ omdr./min.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,7 sek./ 180 km/t/ 23,3 km/l / 100 g/km

Længde:

3,71 m

Bagagerum:

235 Liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Metallak. 15” letmetal fælge. Tågeforlygter. Mørktonede ruder bag. 6 airbags. Klimaanlæg. Højdejusterbart læderrat. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås med nøglefri entry og stop/start. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Ratbetjent fartpilot. Regnsensor. 3 års garanti (ubegrænset kilometerantal) og 3 års gratis vejhjælp.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt