- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Mercedes-Benz E 300 BlueTEC HYBRID Stationcar:

Plads, kræfter, luksus og langt på literen


Af Søren Clauding – december 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mercedes E 300 Hybrid i Motorradioen >>>


En brændstoføkonomi på 22,7 km/l. Det lyder nu om dage ikke helt usandsynligt, når man oven i købet ved, at det er en stor Mercedes E-klasse stationcar, der er tale om. Det er dog bedre end hvad Mercedes hidtil har præsteret med deres dieselmotorer, men sådan er udviklingen jo. Men: Når man så erfarer, at der er langt over 200 hestekræfter skjult under motorhjelmen, er det som om, at træerne er vokset ind i himlen.

 

Virkeligheden er, at hvis alle – ikke mindst alverdens politikere – arbejdede så målrettet på at forbedre miljøet ved at forurene mindre, som bilfabrikkerne gør - så ville træerne få mulighed for på det nærmeste at vokse ind i himlen, og så ville forureningsproblematikken se anderledes ud.

 

Hemmeligheden er to motorer

Langt over 200 hestekræfter, 2 tons egenvægt og alligevel 22,7 km/l. Det kan alene lade sig gøre fordi man har optimeret og udnyttet teknologien til sit yderste.

 

Hemmeligheden hedder ”HYBRID”.

 

Mercedes har ikke skabt verdens første dieselhybrid. Den ære tilfalder Peugeot/Citroën. Men begge fabrikker har fået fantastiske resultater ud af de muligheder, teknologien har givet dem. I Mercedes’ tilfælde har man bevaret en af de grundliggende egenskaber ved en E-klasse Mercedes, dvs. baghjulstræk. Hybrid motoren og dieselmotoren er forbundet til hinanden, de trækker sammen på baghjulene og transmissionen inkluderer den velkendte 7G-Tronic Plus automatgearkasse.



204 hk plus…

Dieselmotoren er en 2,2 liters motor, som også benyttes i E 250 CDI. Den præsterer op til 204 hestekræfter. Dertil kommer 27 hestekræfter, når elektromotoren er på sit højeste – men da Mercedes ikke har opgivet den akkumulerede effekt, kan vi blot fastslå, at den ligger tæt ved 230 hk.

 

Lidt anderledes er det, hvad angår drejningsmomentet. Dieselmotoren præsterer op til 500 Nm, hvorimod elmotoren genererer 250 Nm i stort set hele omdrejningsområdet. Tilsammen giver det imponerende 750 Nm.

 

Dieselmotoren kobles fra

Det geniale ved optimeringen er, at Mercedes ikke benytter de ekstra kræfter fra elmotoren til at forbedre fartpræstationerne, men derimod til at aflaste dieselmotoren. Eksempelvis frakobles dieselmotoren helt ved deceleration under 160 km/t og så holder elmotoren bilen kørende. Elmotoren blander sig også i andre situationer, hvor dieselmotoren ellers skulle træde ind.



Resultatet er ikke bare yderst økonomisk kørsel (ikke mindst ved bykørsel, hvor Hybrid-Mercedesen kører 22,2 km/l) men også yderst komfortabel kørsel. Støjniveauet er lavere, vibrationsniveauet er lavere, igangsætningen glidende og lydløs, gearskiftene super bløde og uden tab af hastighed (da elmotoren er i gang hele tiden), og derved underbygges Mercedes DNA’et: Man har sportslige dynamiske egenskaber uden tab af kørekomfort. Suverænt!

 

Selvforsynende

Til sammenligning kører en 250 CDI BE 18,9 km/l. Det er også flot, men med elektrisk supplement er det altså endnu bedre. Strømmen leverer bilen selv, f.eks. oplades batteriet under nedbremsning. Og hvis man gerne vil have lidt mere sportslig reaktion, klares det ved at aktivere sports-indstillingen.

 

Den prøvekørte HYBRID-variant var baseret på en E-klasse stationcar. Batteriet, der føder elmotoren er et pladsbesparende litium-ion, og derfor er eksempelvis pladsforholdene ens for en HYBRID og en konventionel dieselbil. Bilen er virkelig stor. De 5,9 meter i længden byder på tæt ved 700 liter bagageplads, som kan øges til næsten 2 kubikmeter, når bagsæderyglænene lægges ned. Bagsædepladsen er fremragende og hvad bilen i øvrigt angår, ligner den en vanlig E-klasse.



Samme pris

Man kunne måske forestille sig, at der var et minus i form af prisen. Det er der ikke. HYBRID-udgaven koster 990.000 kroner. En E 300 CDI med samme effekt koster 984.000 kroner. Forskellen i ejerafgift er ikke mindre end 4000 kroner om året – for en E 300 CDI med 231 hk kører kun 16,1 km/l. For på sidstnævnte får man bedre fartpræstationer.

 

Det handler altså som altid om, hvorvidt man vil give afkald på fart til fordel for mere miljørigtig kørsel og i dette tilfælde også højere grad af kørselskomfort. Men sandt at sige: Iblandt virker det som om, at prisen for at kunne flintre ét sekund hurtigere op til 100 km/t og kunne køre 18 km/t hurtigere på toppen betales lidt for dyrt af vores miljø – når der nu findes fantastiske alternativer. Godt gået, Mercedes…

 



Model:

Mercedes-Benz E 300 T BlueTEC HYBRID Stationcar

Listepris:

Kr. 989.700 excl. ekstraudstyr

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail dieselmotor med dobbelturbo, 2,2 l. 204 hk. 500 Nm/1600-1800 omdr./min. Elmotor: 25 hk. 250 Nm. Stop/start. 7-trins aut.gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,8 sek./ 232 km/t/ 22,7 km/l /116 g/km

Længde:

4,90 m

Bagagerum:

695-1950 liter

Diverse:

ABS. EBD. BAS. ESP. 6 airbags. 16” alufælge. Tagræling. Adaptiv undervogn.  Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Regnsensor. 2 X Isofix.








Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt