Mercedes C-klasse har i nogen tid kunne fås med den
nye dynamiske front, hvor den lille Mercedes-stjerne
på fronthjelmen er forvandlet til et
magnum-eksemplar af slagsen, indbygget i
frontgrillen. Den er også en del af den nye
A-klasse, som kun kan leveres med den kraftfulde
front. Nu er turen kommet til den luksuøse E-klasse.
Men Mercedes har ikke taget springet fuldt ud –
bilen kan fortsat fås med den hidtidige front, hvad
mange loyale Mercedes-købere måske er glad for.
Facelift
Det er ingen hemmelighed, at undertegnede er
begejstret for det nye frontparti. Det er en herlig
fornyelse, som bilen og kunderne har fortjent.
Imidlertid er den nye E-klasse primært et facelift,
dvs. der er ikke fortaget nævneværdige tilretninger
af designet andre steder end fortil, og det er altså
kun hvis man vil havde det, at der virkelig er tale
om en bemærkelsesværdig ændring.
Klik på billederne og se dem større
Netop det er måske den største svaghed, i hvert fald
hvad angår den prøvekørte stationcarudgave. For det
kantede agterparti er ikke helt i harmoni med
fronten – efter undertegnedes mening, men heldigvis
er udseende noget, bestemt ikke alle er enige om.
Stort og funktionelt bagagerum
Hvad angår de funktionelle egenskaber er de ens.
Bagagerummet er ikke ændret, det er fortsat ret
stort og bagagerumsdækkenet glider med op under den
store bagklap, når den åbner ved tryk på en knap,
det indvendige er regulært og let tilgængeligt og
bagsæderyglænene falder næsten af sig selv ned i
vandret position, når låsen udløses. Derved øges
bagagepladsen til ikke mindre end 1950 liter.
Bagsædebenpladsen er udmærket, som forventet i en
bil, der måler små 5 meter i længden, men ellers var
den største oplevelse kombinationen af den
kraftfulde 3-liters V6 turbodiesel, kombineret med
7G-Tronic-Plus gearkassen.
Trækvillig og smidig
Smidigheden er kolossal, støjniveauet minimalt og
trækvilligheden givet af et drejningsmoment på
overbevisende 620 Nm i omdrejningsområdet fra 1600
til 2400 omdr./min. Det gør det muligt at flytte den
næsten 2 tons tunge stationcar op på 100 km/t på
under 7 sekunder og er der fri bane, kan man nå 243
km/t. Spænder man en anhænger bagpå, må den veje op
til 2,1 tons.
Klik på billedet og se det større
7G-Tronic gearet skifter forbilledligt og medvirker
til, at man i praksis kan komme tæt på
forbrugstallet på 17,5 km/l – et tal som også er
overbevisende, de mange hestekræfter taget i
betragtning.
Køreegenskaberne
Testbilen var udstyret med det omfattende Avantgarde
udstyr plus rå mængder af ekstraudstyr (for små
200.000 kroner). Standard er en E-klasse udrustet
med 16” fælge. Den prøvekørte bil havde 18” hjul til
at skabe forbindelsen til kørebanen og det gør de
fremragende, hvis det er spændende kurveegenskaber
og præcis højfartskørsel, man efterspørger.
Klik på billedet og se det større
På ujævne danske provinsveje er de mindre fælge
måske nok at foretrække af komfortmæssige årsager,
men indrømmet: Det ser godt ud med de store alufælge,
og den adaptive undervogn medvirker til, at det
reelt kun er de helt små ujævnheder, der virker
forstyrrende.
Prisen for den prøvekørte variant er 1.064.000
kroner, men den billigste diesel får for blot
657.000 kroner. Det er mange penge, men for en
Mercedes er prisen mere end rimelig. |