- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Mercedes-Benz C 220 T CDI BlueEFFICIENCY aut.:


Bedst kørende i sin (C)-klasse


Af Søren Clauding – oktober 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var køreoplevelsen, der dominerede totalbilledet, da vi gav os på langtur i stationcar-udgaven af Mercedes C-klasse. Den er ganske enkelt den bedst kørende mellemklassebil blandt dem, vi har prøvet her på Motorsiden.dk. Intet mindre.

 

Mandomsprøven

Det er stærke ord, at kåre én bil til at køre bedre end nogen anden. Og indrømmet: Det kommer da også an på hvilke forventninger, man har til en bils køreegenskaber. Men det er uomtvisteligt, at ved høj fart – dvs. 200 km/t og derover – viser en bil sit sande jeg. Og ét af de steder, hvor en bils sande jeg for alvor sættes på prøve, er ikke på snoede motorbaner ved lave hastigheder, men ved kørsel hen over det ”berømte” motorvejsforløb syd for Kassel i Tyskland. Hér bør en bil kunne køres igennem med 180 km/t uden ”slinger i valsen”. De færreste er stabile ved 200 km/t. Mercedes’en kunne køre meget hurtigere uden på et eneste tidspunkt at nærme sig grænsen for ustabilitet. Det var en sand mandomsprøve, den dér bestod.

 

Men ét er, at kunne køre hurtigere end man normalt vil gøre, selv på de tyske autobahns (det tillader hverken trafik eller sund fornuft), et andet er at opleve køreglæde på snoede veje, i hurtige sving, i langsomme sving, ved bykørsel og ikke mindst i de situationer, hvor bilen egentlig blot er et transportmiddel og køreoplevelsen skudt i baggrunden.

 

Baghjulstræk og Distronic Plus

Mercedes har valgt baghjulstræk til alle modeller på C-klasse niveau og derover. Det er med til at fastholde den køredynamiske oplevelse på snoede landeveje – uden tab af kørekomfort. Og til kørsel i byerne har man opfundet ”Distronic Plus”.

 

Sidstnævnte er et unikt system, som regulerer afstanden til forankørende biler – helt ned til 0 km/t. I praksis fungerer det derfor også ved langsomgående kø-kørsel. Når bilen er bremset ned til 0 km/t, træder stop/start systemet i funktion, motoren går i stå og når den foran holdende bil igen sætter sig i bevægelse, vipper man blot til en pal ved rattet, så springer Mercedes-diesel’en i gang og bilen begynder at køre, når afstanden er den rigtige.

 

Skal benyttes med omhu

Systemet fungerer også ved høj autobahn-fart. Eneste svage punkt er de andre bilister. Hvis man ligger i overhalingsbanen med behørig afstand til bilen foran, er den behørige afstand så stor, at bilister i inderbanen ofte føler sig fristet til at fylde hullet ud og simpelthen stryger ud foran Mercedes’en, som naturligt nok bremser ned for at genetablere den korrekte minimusafstand.



Det er irriterende (om end det alene er udtryk for andre bilisters manglende disciplin, hvad angår det, at holde afstand) men bevirker desværre, at bilister bag Mercedes’en (som typisk også holder for ringe afstand) bliver overraskede. Og da deres biler sjældent kører så godt som C-klassen, kan der opstå kritiske situationer. Derfor skal Mercedes føreren benyttet Distronic Plus med omhu og udvise ansvar overfor de andre bilisters dårlige bilkørsel – for selvom de måske kører forkert, bør man selvklart undgå at bringe dem i fare…

 

Efter denne sværte: Er nogen i tvivl om at køreoplevelsen dominerede oplevelsen af C-klassen på langfart? Næppe.

 

Herlig maskinkraft

Motoren var en 170 hestes commonrail diesel, en række 4’er på 2,2 liter, der yder et maks. moment på 400 Nm allerede ved 1400 omdr./min – et moment som holder helt op til 2800 omdr./min. Det giver et kraftoverskud, som svarer til en langt større motor og det ses på såvel fartpræstationer og forbrug: 0-100 km/t på 8,5 sek., 219 km/t på toppen og så kan den køre 21,3 km/l (dog ikke ved 200 km/t!). Den motor understøtter fuldt ud køreoplevelsen.

 

Det samme gør 7G-tronic Plus gearkassen, der på inter tidspunkt opfordrer føreren til selv at styre gearskiftene. Det klarer gearkassen ganske enkelt suverænt.

 

Potent og maskulin

Og bilen i øvrigt: Jo, efter det gennemgribende facelift i foråret er der tale om en visuelt potent og noget mere maskulin bil end forgængeren. Den nye idé med i Avantgarde udstyrsvarianten at indbygge stjernen i kølergrillen (hvori man i øvrigt har indbygget Distronic’en) funger fortræffeligt, om end man så må give afkald på sigtekornet forrest på motorhjelmen.

 

I kabinen er pladsen vel disponeret om end interiøret er det mindst ophidsende i en C-klasse. Og stationcardesignet gør ikke bare bilen smukkere og mere maskulin, det er også funktionelt et scoop, fordi Mercedes gennemtænker tingene i mindste detalje. Prisen?  Jo, listeprisen efter den nye prisstrategi, som blev indført i januar 2010, byder på en basispris på 561.000 kroner – og den inkluderer jo køreegenskaberne. Men oven i den skal man så lægge 51.000 kroner for førerassistentpakken, der inkluderer Distronic Plus. Yderligere var den prøvekørte C-klasse udstyret med udstyr for 260.000 kroner udstyr (som bl.a. omfatter 7G-Tronic Plus og Avantgarde designet). Dermed er prisen vokset til tæt ved 900.000 kroner og det er mange penge for en mellemklassebil, men hvor er der bare lækkert…



Model:

Mercedes-Benz C 220 T CDI BlueEFFICIENCY aut.

Listepris:

Kr. 560.900 excl. ekstraudstyr

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,2 l. 170 hk. 400 Nm/1400-2800 omdr./min.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

8,5 sek./ 219 km/t/ 21,3 km/l /124 g/km

Længde:

4,61 m

Bagagerum:

485-1500 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 17” alufælge (Avantgarde).  Multijusterbart læderrat. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Tagræling. Regnsensor. 2 X Isofix.


 

Bagagerummet rummer 485 regulær bagageplads - som kan udvides til 1,5 kubikmeter.

 

Det heldækkende bagagerumsdækken kører i skinner og rulles væk ved at trykke på den bagudvendte kant.

 

Der er glimrende benplads på bagsæderne.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt