De første kilometer i Mercedes E 250 CDI
BlueEfficiency var for os ikke blot de første i en
af de nye E-klasse modeller, det var også det første
møde med den ny øko-linje, som Mercedes-Benz har
indført i sund overensstemmelse med markedets
forventninger.
De første kilometer afslørede også, at Mercedes har
formået, at skabe dette miljø-optimum uden at gå på
kompromis med basis filosofien bag enhver Mercedes:
Den skal være luksuøs i enhver forstand,
køreoplevelse, komfort, muligheder, udstråling. Det
hele er præcis som det skal være.
Mere råt design
Det nye E-klasse design har sin væsentlige andel i
oplevelsen af bilen. Den seneste generation har et
mindre forfinet udseende. Der er mere rå power
indbygget i ”ansigtsudtrykket”, en pondus som ikke
uden elegance udskiller Mercedes fra konkurrenterne,
især BMW, Audi og Lexus. Lidt overraskende, måske,
men måske meget godt i harmoni med tidens stil og
kundegrupper – uden skal skulle komme for meget ind
på en dybdefilosofisk analyse af, hvordan en
Mercedes køber er…
Foruden det nye design har man udbygget
køreegenskaberne, så oplevelsen af E-klassen er
blevet mere sportslig, mere dynamisk og som sådan på
linje med konkurrenterne og Mercedes’s intensive
markedsføringsindsats baseret på succes i
motorsport. Der er i dag virkelig balance i tingene.
Lige til
En Mercedes E-klasse er som udgangspunkt en ret
almindelig bil. Forstået på den måde at alle vil
kunne håndtere den. Den er ikke lille, men heller
ikke overvældende stor med sine 4,87 meter i
længden. Funktionen er brugsrigtig, interiøret
indrettet med større vægt på det praktiske end at
skabe et designmæssigt kunstværk. Men i sagens
natur, når vi taler biler til en lille million
kroner, er der også en del udstyr, man ikke finder
som standard på billigere biler.
Pladsen på bagsædet er
OK men ikke overvældende.
Det overbevisende ligger imidlertid ikke i
udstyrslisten – her kan vi blot konstatere, at det
al sammen er det bedste af slagsen (f.eks sendte
Attention-assist os undervejs ind på en rasteplads
for at drikke en kop kaffe – tankevækkende i mere
end én forstand). Men derimod i oplevelsen af bilen.
Suuuuper
Vi strøg ud af en tysk autobahn, landede i Berlin og
kunne konstatere, at med de 220 km/t, som vi valgte ikke at overstige på vej derned, styrer E-klassen
superstabilt og med en rigtig god vej-føling. Men på
de af den gamle tyske hovedstads gader, der endnu
ikke er blevet renoveret, overtager lavprofildækkene
på de store
18” fælge, som den prøvekørte model var udstyret
med, helt og aldeles styreinitiativet. Som fører
kæmper man imod de mest vanvittige manøvrer, som
hjulene forsøger at tvinge en ud i, godt hjulpet af
spor-riller, så konklusionen er: en Mercedes
E-klassen med AMG sportspakke er ikke beregnet til
ujævne veje. Til gengæld trives den på motorvejene.
Suuuper, som man siger i Berlin lige nu, når noget
er super.
Maskinkraften er typisk Mercedes diesel. Lyden er
Mercedes, men ikke en gammel tikkende diesellyd. En
moderne forbrændingsmotor, der ikke gør meget væsen
af sig men tilbyder at underbygge køreevnen, når man
som fører har brug for det. |