- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Mercedes-Benz C 180 Kompressor

Navnet forpligter


Tekst: Søren Clauding – januar 2008

Foto: Vivi Siiger - klik på billederne og se dem større

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mercedes navnet forpligter. Der er ekstraordinære forventninger til biler, der bærer Mercedes-stjernen på fronten og det gælder også den mindste af limousinerne – C-klassen – hvoraf den nye generation udsprang for kort tid siden.

 

Det gælder væsentlige begreber som sikkerhed, luksus, komfort, funktion og ikke mindst kvalitet. Mercedes har i årenes løb været banebrydende og den tyske fabrik har forstået, at definere begreberne i henhold til den aller nyeste teknologi.

 

Den lille store limousine

Det genspejles også i den ”lille” limousine, C-klasse, som nu ikke er så lille endda: 4,58 meter i længden, men sammenlignet med de større søstre er den lille.

 

Vi har prøvet C180 kompressor, den billigste af C-klasse varianterne, der koster godt 600.000 kroner. Testbilen var dog udstyret med automatgear, fartpilot, barnestolssensor på passagersædet og metallak hvorved prisen steg til små 675.000 kroner. Det er med andre ord ingen discount-bil – hvis nogen skulle være i tvivl!

 

Elegant og diskret

Visuelt ligner C-klasse en Mercedes. Elegant, diskret og med udvendigt bagagerum isoleret fra passagerkabinen, som det sig hører og bør for den type biler. Bagagerummet er stort og under gulvet er der plads til et reservehjul – eller hvad man nu vil bruge den til.



I passagerkabinen er der ikke meget man kan klage over – udover at benpladsen på bagsædet ikke helt svarer til bilens ydre dimensioner. Man kan være der, også med lange ben, men de bliver på det nærmeste kilet ind i forsædernes ryglæn, hvori der er skabt et ”hulrum”, simpelthen for at sikre tilstrækkelig benplads.



Omvendt er den generelle komfort, betjening og ikke mindst lydforhold og ”atmosfære” helt på Mercedes-Benz niveau – så det kan der i hvert fald ikke klages over…

 

Enestående teknik

Men i moderne tider er de centrale Mercedes begreber udtrykt i kraft af en enestående teknik:

 

Motoren er en beskeden 1,8 liters benzinmotor, udstyret med en mekanisk kompressor, der i modsætning til en turbolader drives af motorens krumtapaksel og derfor arbejder synkront med omdrejningstallet. Det giver ikke samme ladetryk som en turbolader, men derimod et konstant tryk, der opleves i kraft af en yderst smidig og veloplagt motorgang. De 156

 


 


 

 hestekræfter omsættes til fartpræstationer uden det helt overtræk på konto’en for benzinforbrug. 12,9 km/l kan opnås – også selvom man ind imellem tager sig friheden at udnytte maskineriets potentiale.

 

Svæver på en sky

Og undervognen er unik. Mercedes kalder det selv for en selektiv affjedring. Systemet går ud på, at undervognen konstant tilpasser sig de aktuelle kørselsforhold. På ujævn grusvej absorberer hjulophængene selv ret store huller og det føles næsten som at svæve på en skyd. På plan asfalt strammes affjedringen øjeblikkeligt op, så man har optimalt vejgreb og er parat til hurtig kurvekørsel. Foruden følingen med vejbanen registreres også speederbevægelserne og computerprogrammet regulerer undervognen derefter. Det fungerer intet mindre end fantastisk og er et enestående supplement til kørselskomforten såvel som en vigtig aktiv sikkerhedsfaktor i kritiske situationer.

 

I øvrigt er hjulophængene i sig selv fantastiske til at opfange vejstøj – den mængde, der når passagerkabinen er ganske ringe.

 

Unik rustgaranti

Og sidst men bestemt ikke mindst – da man med rette for nogle år siden kunne anke over modstandsdygtigheden overfor rustangreb hos visse Mercedes modeller: Mercedes-Benz har taget tyren ved hornene og yder intet mindre end 30 års garanti mod indefra kommende rustgennemtæring. Sådan!

 


Model:

Mercedes-Benz C 180 Kompressor

Listepris:

kr. 603.625

Motor:

4 cyl. 1,8 l. benzinmotor med kompressor. 156 hk – 230 Nm ved 2600-4600 o/min. 5 trins aut.gear med sekventielt skifte (ekstra udstyr)

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/

brændstoføk/ CO2 udledning:

9,9 sek/220 km/t/

12,9 km/l /182 g/km

Længde:

4,58 m

Bagagerum:

485 liter

Diverse

ABS med EBD. BAS. ESP med ASR. Selektivt støddæmpersystem. 6 airbags. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg. Afkølet handskerum. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-ruder. Sædevarme. Isofix.



 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt