- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Land Rover Discovery Sport HSE Luxury 2,2 L SD4 Familiebil i premium-klassen


Af Søren Clauding – maj 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familiebil og premium-klassen er ikke præcis det ordvalg, man normalt forbinder med en Land Rover. Men med investeringer fra indiske Tata blev det pludselig muligt, at gennemføre en gennemgribende fornyelse af modelprogrammet og så ændrede bilerne karakter, helt i overensstemmelse med det, de mennesker, der skal købe dem, for længst havde gjort.

 

I dag er en Land Rover suveræn som altid i terrænet, men nok så vigtig: Den er også fremragende på plan asfalt og da den desuden er fleksibel, luksuøs og rummelig, begynder ordene at passe. Allerede sidste efterår, i forbindelse med præsentationen af den nye Land Rover Discovery Sport  i Paris, beskrev vi baggrunden for den (Læs om den internationale præsentation af Land Rover Discovery Sport hér >>>). I mellemtiden er den blevet introduceret og nu gjaldt det den første prøvekørsel på danske lande- og motorveje.

 

Forbilledlig Terrain Response

Det sidste er ikke uvæsentligt, for en stor alsidig familiebil i premium-klassen vil helt automatisk komme til at tilbringe mange kilometer på motorvejene. Virkeligheden er vel, at det kun er ganske beskedent, hvor meget den komme til at køre offroad, og så krævende er det danske terræn normalt heller ikke. Hvad den del angår, er Land Rover Discovery Sport godt klædt på med fabrikkens unikke Terrain Response System, som tilpasser såvel hjulophæng, drivlinen og hele kraftoverførslen til de aktuelle kørselsforhold. Det er et enestående system, som alle andre, der forsøger at gøre Land Rover rangen som den ultimative offroader, rangen stridig, læner sig op ad og bruger som forbillede.

 

Motoren i den prøvekørte Land Rover Discovery Sport var den nye 2,2 liters SD4 diesel. Den præsterer op til 190 hestekræfter og et potent drejningsmoment, der topper på 420 Nm allerede ved 1750 omdr./min. Den er lydløs, den er vibrationssvag, smidig og i glimrende harmoni med 9-trins automatgearkassen. I øvrigt er det værd at bemærke, at de ni trin ikke bare sikrer at der er tilstrækkelig mange kræfter til rådighed ved enhver hastighed, men også at man kan nå 100 km/t på 8,9 sekunder. Det er 1,5 sekund hurtigere end man er i stand til med samme motor og 6-trins manuelt gear. Brændstoføkonomien er efter omstændighederne (Land Rover Discovery Sport vejer omkring 2 tons med et ar personer i bilen) udmærket, 15,9 km/l. Men bilen køber man ikke for at køre langt på literen…



Land Rover på motorvej

Spændende var det, at opleve bilen ved dansk motorvejsfart. Den store frihøjde og totalhøjde i det hele taget på 1,72 meter i kombination med den nødvendige lange fjedervandring til de fire trækkende hjul, er ikke optimal, når det går hurtigt ligeud. Men Land Rover er kommet temmelig sikkert i mål, måske netop pga. den avancerede affjedring. Vi har ikke prøvet Land Rover Discovery Sport ved rigtig høj fart, men på danske motorveje går det fint og uproblematisk.

 

Premium niveauet opleves dels gennem den komfortable affjedring, dels gennem et yderst lavt støjniveau. Dertil kommer, at Land Rover Discovery Sport trods en kraftig vægtreduktion i forhold til forgængeren stadig er en tung bil. Det giver en stabil kørsel, hvor der skal meget til at forstyrre den rolige køreoplevelse, som er et af bilens særkendetegn.

 

Dynamisk trods størrelsen

Gennem kurverne: Nogen racerbil bliver den ikke, og det er den indenfor familiebils-begrebet heller ikke tænkt som. Men den er rimelig dynamisk og på ingen måde kedelig at køre. Præcisionskørsel er let, hvad der ikke mindst er vigtigt, hvis man begiver sig ud på små snoede veje med dårlig oversigt og pludselig modkørende trafik. Land Rover Discovery Sport er jo ikke præcis en lille bil…

 

Når det så er sagt, er det forbavsende, så stor rummelighed, man har opnået i kabinen. Den måler 4,59 meter i længden, benpladsen på især bagsædet er god, men den prøvekørte udgave havde en ekstra sæderække og adgangen til den er mere end forbavsende god. Sæderne på midterste sæderække kan skydes frem og tilbage i længderetningen og derved har man også variable benplads på bageste sæderække. Hér er den største begrænsning siddehøjden.

 

Teatersal med bagageplads

Forklaringen er den, at en bil med et bageste differentiale, som en firehjulstrækker nødvendigvis har, altid har pladsproblem bagtil. Derfor har man løftet bagsæderne lidt opad, så man sidder ligesom i en teatersal. Og så er der automatisk lavt til loftet derude bagtil. Det sjove er imidlertid, at den lille øvelse naturligt har skudt overkanten af bagsæderyglænene opad, og derved bliver den ”officielle” bagagekapacitet under bagagerumsdækkenet ikke berørt af differentialet, hvorved man med fem siddepladser i brug disponerer over 829 liter regulær og brugbar bagageplads. Det er ret flot.



Den billigste variant koster 703.000 kroner. Den prøvekørte var krøbet op på 1.152.000 kroner. Foruden automatgear og den kraftige dieselmotor får man et righoldigt luksusudstyr. Der er, hvad man kan forvente til den pris. Hvad sikkerheden angår, er det især den udvendige airbag, der skal beskytte en fodgængere i tilfælde af påkørsel, der er bemærkelsesværdig. De store 19” alufælge i HSE Luxury udstyret er iøjefaldende, og bidrager til stabiliteten ved høj fart. Det er luksus, at sidespejlene også har en hukommelsesfunktion, læderindtrækket er i højeste klasse, men mon ikke de fleste vil kunne klare sig med den ”almindelige” HSE-variant, der er 128.000 kroner billigere…


 

Andre Land Rover prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og tag med på en prøvetur i den helt nye luksus/familie SUV, Land Rover Discovery Sport. Kan også ses i Fuld HD på YouTube.


 


Model:

Land Rover Discovery Sport HSE Luxury 2,2 L SD4 aut.

Listepris:

Kr. 1.152.000

Motor og transmission:

4 cyl. Commonrail dieselmotor, 2,2 ltr. 190 hk. 420 Nm/ 1750 omdr./min. 9-trins aut.gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

8,9 sek./ 188 km/t/ 15,9 km/l / 166 g/km

Længde:

4,59 m

Bagagerum:

829 Liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. DSC. Hillholder. Terrain Response. Trailer Stability Control. Hill Descent Control. Vejbaneassistent. 7 airbags. 19” letmetal fælge. Xenon forlygter. Forrudevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme og memory. El-sideruder for og bag. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Læderkabine. Sædevarme. Fartpilot. Regnsensor. P-sensorer. Bakkamera. Isofix.


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt