- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Kia Sportage 2,0 Active

God plads til god pris


Tekst. Søren Clauding – november 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kia har strammet Sportage en del op. Affjedringen er blevet strammere og mere europæisk, designet er strammet op – men noget af det eneste, der IKKE er strammet op er prisen.

 

Det er måske ret så fornuftigt, for på et marked, hvor efterspørgslen i Kias tilfælde retter sig imod den lille Picanto og bilkøberne på det nærmeste har fået skræk for alt, hvad der er længere end 4 meter og kører kortere end 20 kilometer på en liter brændstof, skal man ikke forhøje prisen.

 

Økonomisk i praksis

Helt så grelt er det ikke, men det er som om bilkøberne er blevet mere skræmte end der med rette er grund til at være. Eksempelvis kører en Kia Sportage som den prøvekørte med 2-liters, 142 hestes benzinmotor officielt 12,5 km/l. Det gør den oven i købet også i praksis, uden at man behøver at være særlig hensynsfuld med speederfoden – det gælder bestemt ikke økobilerne, som i den grad skal nurses for blot at nærme sig de officielle forbrugstal.

 

Som sådan er det største økonomiske minus ved en Sportage, at ejerafgiften er noget højere end for den lille bil – 3000 kroner om året i sammenligning med Picanto – men blot 500 kroner mere end for en Kia cee’d med stort set ligeså mange hestekræfter.

 

Pladsøkonomisk

Den store forskel er slet ikke økonomien, men ganske enkelt hvad man får for pengene. Har man brug for masser af plads er økonomien ganske stærk. 300.000 kroner for den prøvekørte model i basisudrustning, som ikke er så basalt endda.

 

Der er væsentlig mere komfortudstyr end i småbilerne og en Sportage kan med rette kaldes en rummelig stationcar, for den huser op til 1,6 kubikmeter bagage, hvis de justerbare bagsæderyglæn lægges ned. Selv med al passagerpladsen i brug er bagagekapaciteten fornuftig, ikke mindst taget i betragtning, at der er ekstra rum i en bakke under bagagerumsbunden – samtidig med at der er blevet plads til et reservehjul. Det er virkelig forbavsende så meget plads, der er i en Sportage. Længden er blot 4,35 meter – det er bare 11 cm længere end Kia cee’d. I øvrigt kan bagruden åbnes separat, så man kan betjene bagagerummet hvor pladsen bag bilen er for lille til at bagklappen kan lukkes op.


 


Luksus på bagsædet

Hvor det bestemt ikke en fryd at sidde på bagsædet i en Picanto eller andre småbiler, er det ren luksus at være bagsædepassager i Sportage. Glimrende benplads, god plads over skuldrene, god plads til loftet.

 


 


 

Det gælder også forsædepladsen og det er en ændring i forhold til den tidligere model. Sæderne er sænket, hvilket både giver mere plads i højden og lavere tyngdepunkt. Det sidste er væsentligt for køreegenskaberne.

 

Bevarer overblikket

Mange mennesker køber en Sportage, fordi de kan lide at sidde højt – og SÅ meget er siddehøjden altså heller ikke sænket. Man kan stadig bevare overblikket!

 

Hvis en Kia Sportage er en stor stationcar holder påstanden frem til køreoplevelsen. For den kører ikke helt som en stationcar, selvom affjedringen er strammet op i forhold til forgængeren. Men den kører bestemt ikke dårligt. En vis sidevindsfølsomhed i efterårsblæsten påvirker kørslen ved motorvejsfart, men ikke mere end flere andre traditionelle stationcars og mindre en mange multibiler.

 

Garanti for plus’er

På plussiden tæller også store sidespejle, moderne interiør, sædevarme og gode fralægningsrum. På minussiden tæller at rattet ikke kan justeres i længderetningen.

 

Og så er 2-liters benzin’eren for resten en rigtig god maskine. Den er ikke særlig forslugen og byder endda på flotte fartpræstationer: 0-100 km/t på 10,4 sekunder og 180 på toppen.



Sidst, men ikke mindst: Kia tør stå ved deres produkt og yder ikke mindre end 7 års garanti på Sportage. Det kan ingen af konkurrenterne hamle op med.


Model:

Kia Sportage 2,0 Active

Pris:

Kr. 299.999

Motor:

4 cyl. 2 l. benzinmotor. 142 hk – 184 Nm ved 4500 o/min. Forhjulstræk.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/

brændstoføk/ CO2:

10,4 sek/180 km/t/

12,5 km/l 190 g/km

Længde:

4,35 m

Bagagerum:

334/1660 liter.

Div. udstyr:

ABS. ESP. EDS. ASR. 16” alufælge. Tagræling. 4 airbags og airbaggardiner for og bag. Højdejusterbart læderrat. Multijusterbart førersæde. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-ruder for og bag. Isofix.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt