- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Hyundai ix35 2,0 2WD Premium aut.

Det prisattraktive alternativ


Tekst: Søren Clauding - september 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har for nylig prøvekørt Hyundai ix35 med den kraftfulde 184 hestes dieselmotor (læs hér>>>). I forbindelse med præsentationen af den store Hyundai i foråret havde vi snuset til benzinvarianten med 163 heste og savnede dengang lidt effekt. Men vi skyldte bilen at give den en chance til. Og da ix35 også findes i en 2-hjulsdreven udgave tog vi det med ved samme lejlighed.

 

Der er nemlig det ved det, at ix35 derved bliver meget billigere. 370.000 kroner koster udgaven med Premium udstyr – modsat de 485.000 som den store firehjulstrukne dieselvariant står til. Og det skal tilføjes, at vil man nøjes med lidt mindre udstyr og selv stå for gearskiftet, kan en ix35 erherves for blot 300.000 kroner.

 

Fint i Danmark

2 hjulstræk går fint i Danmark. Prøvekørslen viste, at man faktisk også kan komme frem mange steder uden for den flade asfalt, simpelthen fordi frihøjden er forholdsvis stor (17 cm), fordi hjulene er store og fordi bilen grundliggende er skabt til ikke bare at bukke under, fordi asfalt erstattes med jord. I mudder og dyb sne er firehjulstræk dog fortsat en fordel.

 

Præstationerne er til gengæld bedre i 2WD med samme motor. Den går lidt længere på literen (12,5 km vs. 11,9), der bruger kortere tid på at nå de 100 km/t (10,6 sek. vs. 11,2) og topfarten er en anelse højere. Sammenligner man med dieseludgaven er tallene naturlig vis forskellige til dieselbilens fordel. Men den firehjulstrukne version med 184 dieselheste kører 13,9 km/, så forskellen er ikke så stor, heller ikke hvad acceleration angår: 0,3 sekunder hurtigere er den kraftige dieselbil.

 

Godt alternativ

Og køreoplevelsen af benzinmotoren: Jo, når man vænner sig til at sende den op i omdrejninger, køre den længere ud i gearene, hvad man faktisk godt kan med lidt behændighed, trods automatgearets indblanding, er forskellen på diesel og benzin ikke stor. Benzinvarianten vandt meget, ved det fornyede møde, og med tanke på prisforskellen vil den være et rigtig godt alternativ – ikke mindst fordi det viste sig, at forbrugstallene i praksis var forbavsende tæt ved de officielle forbrugstal.



Fordelen ved benzinmotoren er at den roterer ved højere hastighed og at kompressionen i forbrændingskamrene er mindre. Det giver færre rystelser og en blidere og mere lydløs motorgang. I øvrigt kan man aktivere en særlig ECO-indstilling, som hjælper føreren til at spare på brændstoffet. Det er faktisk et udmærket og virksomt hjælpemiddel, om end det går noget ud over speederrespons og køredynamik.

 

Sidevind

Man kan undre sig lidt over, at 2WD ikke giver mere plads derude bagtil end 4WD, men det er formentlig en af årsagerne til at Hyundai overhovedet er i stand til at sælge bilen til fordelagtige priser: Man benytter selvsamme undervogn, selvom der er et differentiale mindre i 2WD udgaven.

 

I forbindelse med 2WD testen blæste det i øvrigt voldsomt og det gavn mulighed for at vurdere bilens sidevindsfølsomhed. Det skal ikke mindst nævnes, fordi den var overraskende ringe. Man kunne naturligvis mærke vinden, men trods højere vognsider og et højere tyngdepunkt i sammenligning med en almindelig personbil og ikke mindst en blød undervogn, var ix35 rigtig, rigtig god i sidevind.


Model:

Hyundai ix35 2,0 2WD Premium Aut.

Listepris:

Kr. 369.995

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 l benzinmotor. 163 hk. 194Nm/4600 omdr./min. 6 trins aut.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,3 sek./ 184 km/t/ 12,5 km/l /177 g/km

Længde:

4,41 m

Bagagerum:

465-1436 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 18” alufælge. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg og køl i handskerum. Bluetoth. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Sædevarme. Regnsensor. Isofix. Smart-key. USB- og AUX. Tagræling.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt