- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Hyundai i30cw 1,6 CRDi Classic

Mere plads til respektabel pris


Tekst: Søren Clauding – januar 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hyundai i30 med vokseværk bliver til i30cw. Bilen er 23 cm længere og mere rummelig end hatchback versionen. Men i Hyundais tilfælde begrænser man sig også, hvad motorudvalget angår: I30cw kan kun købes med dieselmotor.

 

Om det er godt eller dårligt afhænger af, hvad man går efter. Hyundai i30cw (cw = cros-over wagon) er egentlig en stationcar og som sådan kan man forvente, at den ofte vil være godt læsset. Hvis det er tilfældet, er dieseldrift en fordel. Dieselmotorerne går også ret langt på literen, så er kørselsbehovet stort, er valget rigtigt.

 

Hård konkurrence

Omvendt er prisen på 232.000 kroner for den prøvekørte udgave med 115 hestes dieselmotor kun respektabel, fordi der er tale om diesel. Med benzinmotor er der flere konkurrenter på markedet, som tilbyder mere plads til lavere anskaffelsespris. Hér kan Hyundai i30cw så ikke være med. Det skal dog tilføjes, at i30cw også kan leveres med en 90-hestes diesel, hvorved prisen falder til 217.000 kroner.

 

Som model betragtet er i30 søstermodel til Kia cee’d. Og i30cw findes også i cee’d version. Der er to afgørende forskelle: Det ene er udseendet, hvor Hyundai versionen er mere traditionel, lidt mindre sportslig end cee’d. Det andet er garantien, hvor Kia med 7 års garanti stadig er svær at hamle op med. Hyundai tilbyder 3 år – men 10 imod gennemtæring.

 

Funktionel

I30cw er en glimrende bil med mange gode funktionelle egenskaber. Udstyrsniveauet på Classic varianten er pænt og inkluderer aircondition med køl i handskerummet, el-sideruder, multijusterbart rat (der dog godt nok er noget trægt i vinterkulden – og bemærk: I de dyrere Comfort versioner kan det alene justeres i højderetningen!), tonede ruder og Isofix beslag.

 

Sædevarme hører ikke med (det gør det i den 20.000 kroner dyrere Comfort variant) og pudsigt er det, at man ikke kan justere lyset i instrumentpanelet, som man iblandt godt kunne have nødigt. Til gengæld lyser lamperne for at sikkerhedsselerne på bagsædet ikke er spændt i tide og utide – så mærkeligt, når der ingen passagerer er på bagsædet… Bagagerumsdækken følger heller ikke med.



Til gengæld er der gode fastsurringskroge i det rummelige bagagerum (over 400 liter), så bagagen ikke nødvendigvis kommer flyvende om ørene på en i tilfælde af en kraftig opbremsning eller ulykke.

 

Enestående bagsædeplads

Bagsædepladsen er enestående. Der er gevaldig meget benplads set i lyset af, at i30cw er en forholdsvis kompakt bil.


 


Interiørdesignet er klassisk og ikke voldsomt ophidsende – men i sin enkelthed vil det givetvis tiltale mange.

 

Trods forlænget undervogn er køreegenskaberne ikke mærkbart forskellige fra den almindelige i30. Affjedringen er forholdsvis stram, hvilket kan tilskrives et forsøg på at kompensere for den lidt tungere dieselmotor. Styrepræcisionen er i orden, men køredynamik har næppe stået øverst på prioritetslisten hos Hyundai.

 

Motor for alle pengene

115 hestes dieselmotoren er til gengæld alle pengene værd. Den er spræl levende, har et maksimalt drejningsmoment over et usædvanlig bredt omdrejningsinterval, og selvom det ikke giver sportsvogns præstationer er det en fornøjelse at mærke det store bundtræk, hver gang man træder på speederen.



Brændstoføkonomien på 20,4 km/l (som i øvrigt er den samme, selvom man vælger den svagere dieselmotor) er ikke bare god, den er også til at opnå i praksis, hvis man har moderate trækninger i højrefoden. Ved almindelig kørsel opnår man omkring 17 kilometer for hver liter dieselolie. Det er faktisk ret godt.


Modelnavn:

Hyundai i30cw 1,6 CRDi  Classic

Listepris:

Kr. 231.395

Motor:

4 cyl. 1,6-l common-rail dieselmotor. DPF. 115 hk. 255 Nm v. 1900-2750 omdr./min.

Præstationer 0-100 km/t/topfart/ benzinøk/ CO2 udledning:

11,9 sek/ 188 km/t/ 20,4 km/l/ 128 g/km.

Længde

4,48 m

Bagagerum:

415 liter

Diverse:

ABS med EBD. ESP. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. El-sideruder for. Multijusterbart rat. Multijusterbart førersæde. Isofix. USB/AUX tilslutning til audio.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt