- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Biltest:

Fiat Punto Evo Dynamic 1,4 77hk start/stop

Grande Punto Evolution


Tekst: Søren Clauding – april 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den hedder ikke Grand Punto, den nye Fiat Punto Evo. Men bilen er i teknisk forstand identisk med Grande Punto. Designet og det visuelle udtryk er anderledes og så er Evo’en mere økorigtig.

 

Det var i få ord hvad der kendetegner den nye modelvariant i Fiat programmet. Udvendigt er Evo’en mere skarp i sit udtryk, men fornemmes ikke helt så harmonisk som Grande Punto. Størrelsen er fuldstændig den samme og det gælder også funktionerne – derfor kan man udmærket overføre ræsonnementerne fra tidligere test af Grand Punto (læs hér>>>).

 

Der er forskelle

Forskellene ser man udvendigt men især indvendigt. Hele interiøret er nyt og det er langt mere harmonisk og dynamisk end de udvendige linjer. Der er ikke meget plads på bagsædet. Men man stortrives på forsæderne, fordi det hele er så tiltalende at se på. Kombinationen af blåt og sort samt en fræk linjeføring gør oplevelsen ret fancy. Der er et enkelt minus i form af nogle lidt forstyrrende reflekser fra den transparente plastic beskyttelse, der er monteret foran instrumenterne. Det giver en bølgende refleks, som følger hovedets bevægelser.


 


I teknisk forstand er den store forskel på Grande Punto, der fortsat indgår i modelprogrammet, at Evo har en såkaldt start/stop funktion, som vel rettelig burde hedde stop/start. For det går ud på, at motoren går i stå, når man kobler fra f.eks. ved et lyskryds. Siden starter maskineriet igen, når man kobler til. Sådanne systemer findes hos flere af konkurrenterne – det bemærkelsesværdige ved Fiats system er, at det også fungerer ved lave temperaturer – vi har prøvet det ned til 3-4 minusgrader.

 

Derved sparer man benzin. I kombination med 77-hestes 1,4 liters maskinen, som lå i den prøvekørte Punto Evo, giver det en benzinøkonomi på 17,5 km/l – lidt mindre i praksis. Og det til trods for, at man kun har fem gear.


 


 

Komfortabel

Maskineriet gør ikke lige præcis Punto Evo til en racerbil. 13,2 sekunder om at nå de 100 km/t og 165 km/t på toppen. Synd nok, for udover, at stærk sidevind ikke er det, Punto Evo sætter mest pris på, stortrives Punto’en på landevejen. Affjedringen er forholdsvis blød – uden at styrepræcisionen lider ved det. Motorstøjniveauet er lavt og forplantningen af ujævnheder gennem hjulophængene er det, man hører mest til. De to ting tilsammen gør Punto Evo utrolig komfortabel, størrelsen taget i betragtning.

 

Det er vigtigt, for især køreegenskaberne og kørekomforten retfærdiggør en anskaffelsespris på 163.000 kroner for den prøvekørte version og 147.000 for den billigste variant. Aircondition er eksempelvis ekstraudstyr. Til sammenligning koster den billigste Grande Punto 130.000 kroner.

 


Model:

Fiat Punto Evo Dynamic 1,4 77 hk start/stop

Listepris:

Kr. 162.990

Motor og transmission:

4 cyl. 1,4 l. 77 hk. 5 gear

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/

brændstoføk/ CO2 udl:

13,2 sek/ 165 km/t/

17,5 km/l /132 g/km

Længde:

4,07 m

Bagagerum:

275 liter

Diverse:

ABS m EBD. ESP med ASR. Hill-holder. 7 airbags. Multijusterbart rat. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-ruder for og bag. 2 X Isofix.


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt