- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest:  BMW X3 xDrive20d Aut.

xDrive og køredynamik


Tekst: Søren Clauding – december 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

xDrive er navnet på BMW’s firehjulstræk. Det er ikke så meget teknikken, det handler om som den filosofi, der ligger bag. I en BMW X3 håndteres firehjulstrækket ved hjælp af en lamelkobling i centerdifferentialet og styres af følere, der registrerer bilens bevægelser. Kræfterne kan så efter behov fordeles mellem for- og bagaksel, men ikke som i X6 mellem hjulene individuelt.

 

X3 er da også lillebror i X-serien. Den er nu ikke mere lillebror end at den prøvekørte version med den mindste dieselmotor – en 177-heste 2-liters maskine, samt automatgear – koster godt trekvart million kroner. Det er i øvrigt den billigste af modelvarianterne, diesel såvel som benzin – og også den effektsvageste. Men helt ringe er den nu ikke…

 

Gennemarbejdet.

En af grundende er, at BMW’s biler er så utroligt gennemarbejdet. Det kan godt være, at den en halv million kroner dyrere X6 har et mere avanceret firehjulstræk system. Men det rækker nu meget godt i X3. BMW har nemlig formået at overføre xDrive filosofien også til X3. Det indebærer i praksis, at man har en majoritet af kræfter på baghjulene – frem for på forhjulene, som det er kutyme ved de fleste SUV’er, som en X3 alt andet lige må betegnes som.

 

Baghjulstræk giver en højere grad af køredynamik – spørg bare en Formel 1 kører. Og med trækhjælp fra forhjulene er man sikret det helt rigtige drev fremad, når kræfter slippes løs.

 

Elegant kørebalance

I praksis oplever man en svag understyrende tendens, når man på løst underlag styrer skarpt ind i kurverne. Men systemet forvandler straks understyringen til en svag overstyring og så kan bilen, hvis man befinder sig på skridgrænsen, elegant balanceres gennem kurven og med maksimal styrke accelereres i den retning, føreren vil.

 

På den måde har BMW forenet behovene for en bil med rimelige terrænegenskaber og en bil, hvor køreglæde har stor prioritet. Det høje tyngdepunkt sætter sine begrænsninger. Det gør dækmonteringen også. Hvad angår terrænkørsel er dækmonteringen den mest afgørende faktor – og asfaltdæk er ikke det mest hensigtsmæssige i råt terræn…



Komfortabel og fornuftig

Foruden den kørerelaterede funktion, som betyder meget for BMW og formentlig også dens køber, er en X3 gennemtænkt komfortabel og fornuftig. Det handler mest om basisfornuft, hvis man anskaffer den rå version uden ekstraudstyr. Man skal være indstillet på, at det individuelle udstyr, som mange BMW-ejere formentlig vil tilkøbe, let løber op på 100.000 kroner – men det er en behersket prisforøgelse, når man i forvejen befinder sig i det prisleje.

 

Den prøvekørte udgave var udrustet med nogle pakkeskinner i bagagerummet, som kan tilpasses bagagens størrelse og holde den fast, når bagagerummet ikke er fyldt. Det er den slags udstyr, man kan bruge ekstra penge på at anskaffe sig. Læderindtræk og varme i rattet ligeså – og automatgearet koster alene 40.000 kroner oveni. I øvrigt et fortræffeligt automatgear, der spiller godt sammen med xDrive.

 

God plads

Pladsforholdene er rigtig gode – mest iøjefaldende på bagsædet. Der er


 


 plads til tre fuldvoksne personer, om end kun to vil føle komfort på niveau med bilen, men benpladsen er fortræffelig og da karrosseridesignet inkluderer forholdsvis lodrette vognsider, er pladsen over skuldrene god.


 


Maskineriet er det mindste i modelserien, men det er bestemt ikke ueffent. Præstationstallene er logiske, ikke mindst en brændstoføkonomi på 14,9 km/l, som stort set holder i praksis uden den helt store omhu. Det er markant bedre end den næstbedste X3’er, der med 218 hestes dieselmotor kører 13 km/l. I øvrigt er støjniveauet lavt og underbygger dermed ret komfortable køreegenskaber – både i terræn og på landevej.


Modelnavn:

BMX X3 xDrive20d aut.

Listepris:

Kr. 1.206.300

Motor/ transmission:

4 cyl. 2 l turbo-diesel, common-rail (177 hk, 350 Nm/1750 omdr./min). DPF. Permanent elektronisk styret variabelt xDrive firehjulstræk. 6 trins aut. gear.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ brændstoføk/ CO2:

8,9 sek/206 km/t/ 14,9 km/l 172 g/km.

Længde/ bredde:

4,57 m/ 1,85 m

Diverse:

DSC, HDC. 6 airbags. Regnsensor. Fjernbetjent centrallås. E-sideruder for og bag. Klimaanlæg. Multijusterbart multifunktionsrat. Isofix.


Korona-ringene i forlygterne er med til at skabe genkendelighed og give X3'eren karakter både i dagslys og i mørke.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt