- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: BMW M3 Sedan

Ubeskrivelig køreoplevelse


Tekst: Søren Clauding – september 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er egentlig noget vrøvl at skrive, at køreoplevelsen i den nye BMW M3 er ubeskrivelig. For så endte testen hér. Men forstå det ret: Der er visse elementer indenfor køreoplevelse, som er næsten ubeskrivelige. En BMW M3 er en bil, som vi kunne unde alle at opleve. Om end det næppe vil være alle, der får den samme oplevelse. Det er ikke helt let det hér J.

 

Det faktuelle er følgende:

En BMW er den ultimative udgave af en 3-serie BMW. Bilen er baghjulstrukken, den er indrettet som en af de eksklusivt udstyrede 3’ere. Men den har en 4-liters V8, der præsterer 420 hestekræfter og et kolossalt moment til at accelerere køretøjet op til 100 km/t på bare 4,9 sekunder. Og var den ikke elektronisk begrænset til 250 km/t, ville vi antagelig kunne passere de 300.



For at sætte tingene lidt i perspektiv: Den har 120 hestekræfter flere end en DTC racer, eller en WTCC racer, eller en World Rally Car. Den er også tungere og den er væsentlig mere komfortabelt sat op – ellers ville den i længden være ubrugelig i hverdagen. Og det har BMW taget meget alvorligt. For trods den store effekt, de fantastiske fartpræstationer og en knap så fantastisk benzinøkonomi er M3 brugbar til hverdagskørsel.

 

Og prisen, for resten: 1,4 millioner i basis-udgaven og 1,6 millioner i den prøvekørte variant, der var udstyret med lidt ekstra udstyr. Det er mange penge.

 

Ligesom en 911 GT3

Men det er ikke så mange penge som prisen for en Porsche 911 GT3. Hvorfor nævne den? Ganske enkelt fordi køreoplevelsen i en BMW M3 ikke er meget forskellig fra oplevelsen i en Porsche 911 GT3. Måske er det en af årsagerne til, at BMW forventes at stille op med et par modificerede M3’ere i den amerikanske Le Mans serie til næste år. Det er dér, hvor bl.a. Jan Magnussen er sejrsrig i en Corvette og Audi vinder det hele med R10 TDI sportsprototypen. Ambitiøst af BMW – måske, men man har gjort det for nogle år tilbage og dér fik man indhentet utrolig megen viden, som vi kunne have mistanke om er benyttet i den serieproducerede 2008-udgave.

 

Det fantastiske ved BMW M3 er ikke den overvælden effekt. Når man er kommet sig over den og har vænnet sig til den, oplever man en hurtigt bil. Bestemt. Det siger præstations specifikationerne alt om. Men et fjederben, godt nok understøttet af et enkelt wishbone i hver side, samt multilink baghjulsophæng siger ikke meget. Det har mange biler nu om dage, de kører godt. Men BMW M3 er unik.

 

Tryghed

Den styrer bare så godt, så præcist, så overbevisende, at man på et øjeblik føler sig tryg i bilen. Selvsagt er det en god ballast at have med i førersædet, hvis det ikke er første gang, man prøver en så kraftig bil. Man kan let komme galt af sted, for 420 heste er mange kræfter. Men har man blot nogen erfaring med den type biler, føler man sig hurtigt hensat til drømmeland.


Illumineret dørgreb

 

 


 

Én ting er styringen. Et andet er den eminente undervogn og ikke mindst al den elektronik, BMW har indbygget i M3’eren. Uden ESP lægger man bagvognen ud og drifter elegant gennem kurverne. Men det er på det nærmeste blasfemi at lade være med at bruge ESP’en, for den er så vel afbalanceret og velproportioneret, at det er noget af de bedste, vi nogensinde har prøvet.

 

Hjælper i ubemærkethed

BMW ESP’en lader bilen skride lidt ud på baghjulene, når man trykker den af gennem kurverne. Når så føreren er begyndt at fange udskridningen, hjælpe ESP’en næsten umærkeligt til. Den afbalancerer motorkraften og justerer ultrahurtigt krafttilførslen til hjulene, så man næsten kan lade bilen selv gøre hele arbejdet. Men kun næsten – for ellers forsvandt køreglæden med et fingerknips.

 

ESP’en optimerer køreoplevelsen, motorkraften suger energien ud af fører og passagerer – som der er plads til fire af (det er der ikke i en 911’er), men den flyder tilbage i blodårerne igen, efterhånden som sving på sving passeres og først når bremserne med samme sikkerhed og præcision bringer M3’en til standsning, vågner man af drømmen – og har lyst til mere. Igen og igen og igen…

 



Model:

BMW M3 Sedan (E90)

Listepris:

Kr. 1,374 mio.

Motor og transmission:

V8. 4 l. 420 hk v. 8300 omdr./min., 400 Nm v. 3900 omdr./min. 6 trins manuel gearkasse. Baghjulstræk.

Dæk:

For: 245/40-18

Bag: 265/40-19

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/

Brændstoføk/ CO2:

4,9 sek/250 (307) km/t/

8,1 km/l/ 295 g/km

Længde:

4,58 m

Bagagerum:

430 liter

Diverse:

ABS. EBD. SSC III. Elektronisk støddæmperkontrol. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. El-sideruder. El-sæder. Multijusterbart læderrat. Klimaanlæg. BMW I-drive. Isofix.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt