- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: BMW 218d Gran Tourer aut. Advantage

Gennemført harmonisk


Af Søren Clauding – december 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Egentlig er en BMW 2-serie Gran Tourer jo bare en forlænget udgave af BMW Active Tourer (læs vores prøvekørsel af BMW 2-serie Active Tourer hér >>>). Men man tager ikke bare en bil og forlænger den med 22 cm uden at det har konsekvenser. Eller gør man? I alle tilfælde har Gran Tourer fremragende køreegenskaber.

 

Det er jo helt centralt i en BMW, at den kører godt. Selvom undersøgelser har afsløret, at det er en ret lille andel af BMW-køberne, der overhovedet forholder sig til om deres biler har træk på for- eller baghjul (omkring en femtedel), så ville de samme BMW kunder formentlig godt kunne mærke en forskel, hvis ikke bilen kørte som en BMW forventes at køre.

 

Kører som en BMW skal køre

Og det har BMW opnået, ikke bare med den første forhjulstrukne BMW – 2-serie Active Tourer – men også med den nye og ligeså forhjulstrukne Gran Tourer. Den kører som en BMW skal køre.

 

Undervognen i en 2-serie Active og nu også Gran Tourer er baseret på MINI teknik. Og netop MINI har meget stor erfaring i at overføre MINI køreegenskaber til større modeller. At det lykkes for BMW er derfor måske ikke så overraskende, men alligevel er det værd at bemærke og ganske godt gået. Især når bilen er vokset til de 4,56 meter, som en Gran Tourer måler i længden.

 

Anderledes balance

22 cm mere end Active Tourer er en sjat, ja, mere end en sjat. Når man ydermere installerer 2 ekstra bagsæder i bilen, helt bagude hvor de permanent låner lidt plads fra bagagerummet, så skydes tyngdepunktet markant bagud, balancen i bilen bliver anderledes, men det har man fået styr på. Vi gætter på, at det gælder alle varianter af 2-serie Gran Tourer.

 

Der var nemlig det særlige ved den 218d Gran Tourer, som vi har prøvekørt, at den godt nok havde en dieselmotor identisk med den, vi oprindelig har prøvet i 218d Active Tourer, men at den desuden var forsynet den såkaldte M Sportpakke.

 

M Sport er gevinst

M Sport pakken står i den nette sum af 63.000 kroner, som skal lægges oven i basisprisen efter afgiftsnedsættelsen på 432.863 kroner samt Steptronic automatgearskiftet, der koster godt 33.000 kroner. De penge er godt givet ud, men de har også deres meget direkte indflydelse på køreoplevelsen.

 

”Direkte” får her en dobbelt betydning, for hjulophængene er tilpasset en mere sportslig tilgang til køredynamikken og de få yderligere assistance af 18” alufælge med lavprofildæk. Det giver en ret direkte føling med kørebanen. Og de faste sportssæder forplanter denne føling helt op gennem kroppen på føreren (og passagererne).


 


Harmoni med præstationsniveauet

Det er faktisk ikke så dårligt. For selvom undertegnede ikke er den store tilhænger af faste køreegenskaber på almindelig vej (det er glimrende på en helt glat racerbane-asfalt), fungerer det udmærket her. Faktisk forbavsende godt.

 

Det er i god harmoni med motorens fartpræstationer, dens unikke fleksibilitet, Steptronic automatgearets forbilledlige skiftepræcision og helt i overensstemmelse med det, man forventer sig af en BMW. Og forhjulstrækket? Altså, hold lige hesten, der er tale om en rummelig og funktionel MPV, ikke er racerbil, men hvilken MPV…



God plads

Funktionel er den. Syv sæder (ekstraudstyr), om end med moderate pladsforhold på de bageste to, glimrende plads på midterste sæderække, et rummeligt bagagerum på 645 liter, når tredje sæderække er foldet væk (kan øges til ikke mindre end 1905 liter med alle siddepladser foldet væk), komfortabelt indrettet og en bil, man trives i og lever med.

 

Ekstraudstyret inkluderer en Travel-pakke (cirka 10.000 kroner oveni), som ikke mindst indeholder fancy indstillelige ”fly-borde” på bagsiden af forsædernes ryglæn. De kan indstilles både i højde og i vinkel, så de kan sidde vandret. Smart…

 

Veludstyret

Basisudstyret i en 218d Gran Tourer omfatter i Danmark Advantage-pakken, så det er ikke alt, der skal tilkøbes. Advantage består af multifunktions sportslæderrat, regnsensor, Run Flat dæk, sædevarme og den måske knap så designmæssigt vellykkede ”pop-up” skærm på 6,5” over midterkonsollen (det må godt nok være vanskeligt at gøre rent bag ved den skærm…), men en sådan løsning er BMW jo ikke ene om! Klimaanlæg er standard, p-sensorer ligeså (stor fordel), en fartpilot, som anvender bremserne til at fastholde farten, når man eksempelvis kører nedad bakke, og meget andet.

 

Den prøvekørte bil var ikke desto mindre også udrustet med bunker af ekstraudstyr. Vi kan i flæng nævne elektrisk bagklap (herligt), metallak (flot), den førnævnte tredje sæderække (er faktisk ekstraudstyr), LED og kurvelys (fremragende lys) og M Sport pakken (som vi nødigt ville være foruden).

 

Konklusion: BMW 218d Gran Tourer er ikke den allermest rummelige MPV på markedet, men den er gennemført harmonisk og kører som en BMW. Sådan skal det være…


Andre BMW prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og oplev den nye BMW 218d Gran Tourer på almindelige danske landeveje.

Kan også ses i Fuld HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

BMW 218d Gran Tourer aut. Advantage

Listepris:

Kr. 466.251

Motor og transmission:

4 cyl. Turbo-diesel. 2 ltr. 150 hk. 330 Nm/ 1750-2250 omdr./min. Steptronic aut.gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,3 sek./ 205 km/t/ 23,3 km/l / 114 g/km

Længde:

4,56 m

Bagagerum:

468/1510 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hillholder. 16”

letmetal-fælge (standard – M Sport: 18”). Run Flat dæk. 6 airbags. Klimaanlæg. Multijusterbart multifunktions læderrat. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle med varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Regnsensor. Isofix.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt