|
En Alfa Romeo skal ikke nødvendigvis være praktisk.
Det er køreoplevelse og design, der har første
prioritet. Men når nu den italienske bilfabrik giver
sig ud i at bygge en slags stationcar-udgave af Alfa
159, må det jo være fordi man ønsker at tage visse
praktiske hensyn.
OK, man døber den Sportwagon. Det navn sætter visse
begrænsninger, men samtidig viser det også lidt om
ambitionsniveauet. BMW har gjort noget tilsvarende
og bygget Touring-udgaver af deres store
mellemklassebiler. Men bortset fra det vil vi helt
afholde os fra sammenligning.
Alfa Romeo har nemlig virkelig håndhævet design
ambitionerne på bekostning af eksempelvis noget så
enkelt som et håndgreb til bagklappen. Vi er sikre
på, at det har generet designernes skarpe øje, at
anbringe et håndgreb på eller under bagklappen, så
den er let at åbne.
Det går da også endda, men hvordan det vil være på
en kold og våd vinterdag havde vi heldigvis ikke
mulighed for at afprøve.
Og resultatet er da også enestående. Alfa 159 er en
smuk bil. Alfa 159 Sportwagon er enestående. Den kan
bedst kaldes en moderne, formskøn Grand Touring bil
af den rigtige slags, beregnet på hurtige langture.
En bil af en type, der faktisk ikke findes mange af
nu om dage. Men som markedet rigelig har plads til.
Forbløffende nok er bagagerummet ikke bare
forholdsvis stort, det er også ret regulært og let
at betjene. For bagklappen er også til at have med
at gøre, når man altså lige har fået den slået op!
Kabinen er en regulær 159’er. Udsynet bagud er ikke
det aller bedste, men bortset fra det er det store
spørgsmål: Hvordan kører en 159 Sportwagon? Opgaven,
designerne skulle løse, stiller krav. En bil, der
kører godt, må nødvendigvis være meget
vridningsstabil. Hvis karrosseriet også benyttes som
en del af affjedringen går det galt. Det er
utilsigtet det, der sker hos nogle stationcars, på
grund af karrosserilængden og den manglende
tværgående afstivning bagtil.
Det er ikke lang tid siden, vi har kørt 159 – dvs.
sedan udgaven – så erindringen var ikke fjern. Sandt
at sige var det ikke til at mærke den store forskel.
Tyngdepunktet ligger måske en anelse højere i en
Sportwagon, men da man på den anden side har sænket
loftet bagtil, føles det højere tyngdepunkt ikke
rigtigt. Kun når man kører helt ude på marginalerne,
føles det som om bagenden har en smule mere lyst til
at overtage styringen. Men det ligger på kanten til
at være indbildning i vores erindringsbillede. Som
forhjulstrækker kører den fortsat både neutralt og
sikkert.
Motoren kan også have haft en vis indflydelse, for
hér var der tale om den store 5-cylindrede 2,4
liters turbodiesel. Den præsterer 200 hestekræfter
og et moment på ikke mindre end 400 Nm. Den er et
brag af en motor, men lyder ikke sådan. Den er reelt
temmelig lydløs og meget vibrationsfri. De fem
cylindre frem for fire eller seks står givetvis for
en del af forklaringen. Men uanset forklaring er
resultatet fremragende.
Officielt kører en 159 Sportwagon med den store
diesel små 14,3 kilometer pr. liter. I praksis lidt
mindre, men det er givet vis fordi vi følte os
fristet af de 200 heste. Omvendt er dieselprisen jo
fortsat lavere end benzinpriserne og sparket fra en
sådan superdiesel er ekstra herligt, når man ved at
prisen er fornuftig.
Om prisen på 523.000 for en 159 Sportwagon er
fornuftig må være en smagssag. Man får næppe en
smukkere bil til den pris. Men på den anden side kan
man også købe en Sportwagon for blot 418.000 kroner
– men her sparker kun 160 heste og prisen pr. spark
er noget højere.
 |
