- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Renault Espace Energy dCi 200 Zen 6EDC 4Control
Førsteklasses plads på førsteklasses langtur
Af Søren Clauding - november 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En typisk moderne langtursbil er som regel enten en stor stationcar eller en ikke altid lige økonomisk SUV. Med en ny lavt forurenende dieselmotor i maskinrummet er Renault Espace den ideelle mellemting.

Vi afprøvede Renaults "pladsbil" (Espace betyder plads…) på en længere tur over det tyske autobahnnet med afstikkere til befærdede landeveje og snævre parkeringshuse. Den kan det hele, i særdeleshed den udgave, som vi satte under lup. En af forklaringerne er det såkaldte 4Control system, som kombinerer adaptive støddæmpere med firehjulsstyring.

Miljømotor
Men motoren først: Renault Espace er ikke en helt ny bil, men maskineriet er. Sat i verden for at reducere forureningen og derigennem også, både at overholde Euro 6d TEMP miljønormerne og samtidig bidrage til at kunne overholde den gennemsnitlige CO2 grænse på 95 g/km for en bilfabriks modelportefølje, dog minus en mindre procentdel (uden at blive pålagt strafafgift), der træder i kraft næste år.

Det sidste viser i øvrigt lovgivningens mangel på logik, for grænsen definerer udslip pr. bil og ikke udslip pr. bilsæde. Så en lille 2-sædet sportsvogn slipper måske mindre CO2 ud end de 170 g/km, som en 7 sædet Espace iht. WLTP målemetoderne udleder. Men Renault Espace med 7 besatte sæder har et CO2 udslip på 24,3 g/km/person, alt imens en sportsvogn, der måske udleder 95 g/km (meget lavt sat) udleder 47,5 g/km/person. Selv med blot 5 siddepladser i brug er CO2 udslippet bedre i Espace end i sportsvognen.

Det skal for god ordens skyld tilføjes, at myndighedernes beregning, hvad angår strafafgift, ikke er baseret på WLTP, men derimod på de hidtidige og 20-30 procent mere forbrugsoptimistiske NEDC2 målemetoder. Hvorfor… en længere historie, som ikke ændrer på ræsonnementet, så den springer vi over her.

AdBlue
Den nye dieselmotor er udrustet med SCR katalysator, som reducerer udslippet af kvælstofilter til næsten ingenting, og den kan uden problemer blive miljø godkendt i en hvilken som helst by i Tyskland. Godt at vide, når man kører derned. Så skal man blot sikre sig en Umveltplakette, som koster nogle få Euro, men det gælder enhver personbil.


Er alle de miljøhensyn så gået ud over motoren eller for den sags skyld hele drivlinen, som inkluderer en 6 trins dobbeltkoblings automatgearkasse (EDC)? Det overraskende svar er: Nej. Måske endda tværtimod, for processen har inkluderet en optimering af motorens funktion og dens samspil med transmissionen, så den føles ekstra fleksibel og også fornemmes mindre støjende.


Kraftfuld cruiser
Accelerationen er glimrende - 100 km/t nås på 9,1 sekunder - og topfarten på 215 km/t er en option, men kun ganske sjældent brugbar på Autobahn nettet pga. anden trafik. Imidlertid viser 4Control systemet i kombination med 235/55-19 hjul sig som en god blanding, der sikrer glimrende stabilitet ved høj fart og gode kurveegenskaber ved enhver hastighed. Espace har en frihøjde på 16 cm og en totalhøjde på 1,67 meter, hvilket ikke er ideelt i stiv sidevind, men den klarer det bedre end de fleste SUV’er.


En del kan også tilskrives den aerodynamiske kileform og den store akselafstand, som begge dele desuden bidrager til pladsforhold, der spænder fra to til syv siddepladser og 235-719-2035 bagagerumsliter. Der er tale om en regulær luksuskabine og det til trods for, at prisen holdes under en halv million kroner - dog uden 4Control, der bringer den op på godt 520.000 kroner.


Hurra for 4Control
Og 4Control, der altså koster 35.000 kroner, ER alle pengene værd. Det inkluderer 19" hjulene og de adaptive støddæmpere, der giver en meget fin affjedring og er med til at sænke støjniveauet ekstra meget. Og det kan tilpasses forskellige køreindstillinger, herunder også en individuel, som man selv definerer. Køreindstillingerne kontrollerer også drivlinen. Vi kørte ret konsekvent i ECO mode, hvilket gav en brændstoføkonomi, der var bedre end WLTP-gennemsnitstallet. Og vi holdt os ikke tilbage for at køre hurtigt, når forholdene gjorde det muligt.

Firehjulsstyringen forårsager, at baghjulene styrer i samme retning som forhjulene ved høj fart og modsat forhjulene ved lav fart og manøvrering. Det er næsten usynlige udsving, men de mærkes, ikke mindst i de snævre parkeringshuse, som der er mange af i Sydtyskland (i øvrigt utroligt i den del af landet, der huser den luksusbil-producerende tyske bilindustri). En 4,86 meter lang bil har det ikke altid godt omkring snævre hjørner...

Omfattende udstyr
Zen udstyret er ret omfattende og inkluderer bl.a. Fuld LED forlys, de 7 sæder, navigation på den opretstående yderst klare skærm, nøglefri adgang og betjening og elektrisk nedfældelige bagsæder.

Der var i alt påmonteret for 120.000 kroner ekstraudstyr. Foruden 4Control bl.a. også el-bagklap og bakkamera til 14.000 kroner, læderindtræk til 23.000 kroner og adaptiv fartpilot (op til 150 km/t) med head-up display til 10.000 kroner. Panorama soltag koster 15.000 og sædevarme på midterste sæderække plus et par andre vinterfordele koster 6000 kroner.

Panorama soltaget er ekstraudstyr og det er videoanlægget også.





Andre Renault prøvekørsler - find dem her >>>
Vi har bl.a. prøvekørt den store Renault Espace med den nye dieselmotor på sydtyske Autobahns. Det var ikke altid lige let at finde plads til fart, men videoen giver en god fornemmelse af bl.a. det geniale 4Control system. Fuld HD.



Model:

Renault Espace Energy dCi 200 Zen 6EDC 4Control (+kr. 34.900)

Listepris:

Kr. 486.900

Motor og transmission:

4 cyl 2,0 Bi-turbodiesel, 200 hk/3500 omdr./min. 400 Nm/1750 omdr./min. 6 trins A/T.

Præstationer acceleration 0-100 km/t/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

9,1 sek. 215 km/t. 15,4 km/l. 170 g/km.

Hjul, for / bag

235/55-19

Længde:

4,86

Frihøjde:

160 mm

Bagagerum:

247-719-2035 liter

Værd at bemærke

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. Aut. nødbremse. 19” alufælge. Tågeforlygter. Fuld LED. P-sensorer for og bag. Multijusterbart rat. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Forskydeligt bagsæde. 7 sæder. 2 X Isofix. Bakkamera. USB og AUX. Bluetooth. Navigation.

Link til importøren

Designet er elegant med ekstra plads under gearvælgeren. Handskerummet er af skuffetypen, hvor man ikke får hele indholdet ud på skødet, når der accelereres.









Bagsæderne kan lægges ned ved et enkelt tryk på knappen til venstre i åbningen bagtil. Men når de skal op igen, sker det manuelt.





Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt