- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Fiat 500X City Cross

1,0 FireFly 120 hk

Hunden kan ikke skues på hårene


Af Søren Clauding – februar 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det gamle ord om, at ”man ikke skal skue hunden på hårene” får fornyet mening, når det handler om Fiat 500X City Cross. For det er et faktum, at selvom 500X ligner en Fiat 500, om end i en noget forvokset udgave, så er det ikke til at forestille sig, at under det iøjefaldende ikoniske ydre gemmer der sig en – Jeep.


 


Heller ikke bag rattet er det let, at få Fiat 500 ud af hovedet, hvis man altså alene bruger øjnene. For den ligner en Fiat 500, og på ingen måde den Jeep Renegade, som har leveret teknisk basis for den alsidige Fiat. Men i samme øjeblik, man begynder at køre, ændrer oplevelsen karakter.

 

Tro mod deres ophav

Jeep Renegade er den kompakte Jeep, langt henad vejen tro imod sit ophav, altså den legendariske Willis Jeep, den er blot noget større, om end den på ingen måde er en kæmpe. Ligesådan er Fiat 500 X tro mod sit ophav. Og grunden til, at den moderne Fiat 500 sælger forbavsende godt, er næppe dens køreegenskaber, men derimod dens helt enestående design.

 

Fiat 500X er designmæssigt tro mod sin oprindelse, men den er virkelig markant større. Med sine 4,27 meter i længden overgår den sit lille forbillede med over 70 cm, men nok så vigtigt: Med Jeep teknikken bliver den en meget alsidig bil.

 

Kører fint overalt

Den prøvekørte udgave havde godt nok ikke firehjulstræk (den findes dog også i en firehjulstrukken udgave), men on-board videoen her på siden synliggør, at den med forhjulstræk faktisk klarer sig ret godt også dér, hvor en almindelig Fiat 500 i hvert fald ville have givet op. Frihøjden på tæt ved 20 cm øger fremkommeligheden, de større hjul tager godt fat i underlaget og selvom man kan få mere effekt i en 500X (det vender vi snart tilbage til her på Motorsiden.dk) er 120 hestekræfter fuldt tilstrækkeligt.



På landevejen er den underholdende, sjov gennem kurverne, står udmærket fast – om end en stormende sidevind godt kan mærkes (normalt i høje biler – og 500X måler 1,60 meter i højden), og affjedringen er fast – egentlig på samme måde som man også oplever den i en 500 uden X.

 

Ansigtsløft og nye motor

Fiat 500X er ikke en helt ny bil, men den fik en kraftig ansigtsløftning sidste år, og ikke mindst fik den nye motorer. Det sidste har den især haft godt af, og det får miljøet også, for der er i sagens natur tale om motorer, der opfylder de Euro 6d-TEMP miljønormer, som træder i kraft til efteråret.



I praksis er den hér prøvekørte 120-hestes maskine en 3-cylindret 1-liters turbobenzinmotor, der foruden topeffekten leverer et drejningsmoment, der topper på 190 Nm allerede ved 1750 omdr./min. hvilket er lavt for en benzinmotor. Desuden har man seks manuelle gear, som, hvis man benytter dem bevidst, gør kørslen både levende og underholdende. Den kan ikke helt frasige sig den typiske 3-cylindrede brummen, og trædes speederen i bund kan man høre maskineriet, men ved konstant fart giver den ikke meget væsen af sig.

 

Økonomisk

Den nye motor gør det også muligt, at køre 17,2 km/l iht. de nye WLTP-baserede NEDC2 forbrugstal, som i praksis er tæt på virkeligheden. Det er et pænt tal, og til sammenligning kører fx en VW T-Roc, som også kan fås med en 1-liters turbobenzinmotor (der dog kun leverer 115 hk), 15,6 km/l.

 

Fiat 500X er en alsidig bil, fordi den kan køre, hvor en almindelig 500 ikke kan komme frem, fordi der er masser af plads i kabinen og også fordi man har formået at opnå 350 liter bagageplads – selvom man har bevaret det karakteristiske skrånende bagparti, som kendetegner den lille Fiat 500. Lægges bagsæderyglænene ned, øges bagagekapaciteten til 1 kubikmeter. Størrelsen på bagagerummet er ikke banebrydende i den bilkategori, men ingen bil af samme type biler blot nærmer sig et udseende som en Fiat 500. Den er virkelig noget særlig.

 

Meget udstyr – især for ”First Movers”

”City Cross”-navnet er reelt en udstyrsbetegnelse. Bortset fra introduktions-udstyret ”City Cross FIRST EDITION” (den prøvekørte version), som det bestemt kan anbefales, at man anskaffer (fordi prisen er den samme, man får blot endnu mere udstyr), er ”City Cross” topudstyret, og med 120-hestes motoren er den prissat til 250.000 kroner. Den billigste version, med samme motor og det såkaldte Urban udstyr, koster 210.000 kroner.

 

For de 40.000 kroner oven i Urban udstyret, som i sig selv inkluderer bl.a. aktiv vognbaneassistent, manuel aircondition, el-sidespejle med varme, elruder både for og bag, læderrat, fartpilot og højdejusterbart førersæde, får man bl.a. 16” alufælge, p-sensorer bag, en 7” skærm (i stedet for 5”), automatisk nødbremse, tågeforlygter med kurvefunktion, blindvinkel alarm og adaptiv fartpilot.

 

Når man at sikre sig en FIRST EDITION version, får man desuden tonede ruder, regnsensor, automatisk langt lys og ikke mindst såvel den såkaldte lyspakke som business-pakken. De to tilsammen byder på bl.a. LED-lys, klimaanlæg, nøglefri entre og start/stop, p-sensorer for og bakkamera.


 

Andre Fiat prøvekørsler – find dem hér >>>

Vi var sikre på, at det ville give problemer at køre op og ned ad trapper og henover fodgængerbroer i en storby, blot for at dokumentere at det kan en Fiat 500 City Cross. I stedet tog vi den ud på en skøjteglat skovvej. Fuld HD.





Model:

Fiat 500X City Cross FIRST EDITION 1,0 FireFly 120 hk

Listepris:

Kr. 249.990

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 ltr. Turbo benzinmotor. 120 hk. 190 Nm/2750 omdr./min. 6 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (NEDC2):

10,9 sek./ 188 km/t/ 17,2 km/l / 133 g/km

Længde:

4,27 m

Bagagerum:

350-1000 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. 16” letmetalfælge. Fuld LED. Tågeforlygter med kurvefunktion. Aut. nødbremse. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Nøglefri adgang og start/stop. Vognbaneassistent. Adaptiv fartpilot. Klimaanlæg. Sædevarme, El-justerbare sidespejle m. varme. Multijusterbart læderrat. El-sideruder for og bag. P-sensorer for og bag. 7” touchscreen. Bakkamera.


Link til importøren










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt