- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Mitsubishi Eclipse Cross

1,5 Intense+ automatic 4WD


På flere måder endnu bedre


Af Søren Clauding – september 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der skal ikke den dybere videnskab til at hævde, at automatgearkasse og firehjulstræk gør en bil bedre. Det vil næsten altid ske. Men med de to egenskaber kommer andre til, bl.a. fordi hele drivlinen er yderst avanceret.

 

Og læs ikke denne artikel uden også at læse de to tidligere artikler, vi har publiceret fra hhv. det første møde med den nye SUV-Coupé og den senere prøvekørsel af den forhjulstrukne manuelt gearede version. For på denne side springer vi alle fællestrækkende over og går direkte til det helt centrale: Mitsibishi Eclipse Cross aut. 4WD kører nemlig endnu bedre, også hvad angår vejbeliggenhed og stabilitet.

 

Avanceret teknik

Det har med to helt centrale egenskaber at gøre: Den hér prøvekørte version er 95 kg tungere end den manuelle forhjulstrækker. Den vægt ligger hovedsagelig over forhjulene og det er i sig selv med til at stabilisere bilen. Men ved samme lejlighed er forhjulsophænget strammet en smule op, for at kunne håndtere den større vægt, og det giver mere virile kurveegenskaber – noget der ellers ofte går fløjten, når man øger vægten på en bils forparti.


18" letmetalfælge klæder clipse Cross og er fint afstemt med den tilgivende men lidt strammere affjedring i denne version.


Det understøttes så af teknikken. For den avancerede drivline med permanent firehjulstræk mestrer, at fordele kræfterne til bilens fire hjul helt individuelt. Det handler om fordeling af kræfter og siden også om perfekt bremsetryks-fordeling, som er en stor sikkerhed ved kurvekørsel, hvor fx uforudsete trafikforhold tvinger en til hurtige retnings- og hastighedsskift. Derved er man ret godt klædt på til at undgå trafikulykker, alene ved at kunne styre sig gennem udfordringerne.

 

Super All Wheel Control

Mitsubishi kalder styringssystemet S-AWC, som står for Super All Wheel Control. Det er baseret på Active Yaw Control og spiller sammen med det såkaldte Integrated Vehicle Dynamics Control, der er en slags avanceret Torque Vectoring, som gennem bilens bevægelser ikke mindst ved kurvekørsel sikrer, at kræfterne leveres til de hjul, der kan gøre den bedste indsat for at skubbe/trække bilen fremad.

 

Som udgangspunkt har bilen størstedelen af kræfterne på forhjulene. Når behovet så kommer for en anderledes fordeling, bestemmer computerne hvordan det skal ske. Man kan dog selv foruden en auto-indstilling vælge ”Sne” eller ”Grus” og derved blande sig lidt i, hvordan computeren skal håndtere de input, den forsynes med. Dertil kommer, at bilen er godt hjulpet af det avancerede multilink baghjulsophæng, der især er godt ved hurtig kurvekørsel – men det er dog ens for begge versioner af Eclipse Cross.

 

Mere end blot CVT

Og så er der automatgearet. Der er tale om et CVT (kontinuerlig variabel transmission), af nogle kaldet et milliongear. Det udmærker sig ved at finde det rette omdrejningstal til den aktuelle belastning (speedertryk, vejforhold osv.) og gør det med hensyn taget til forbrug og kraftlevering. Det giver en yderst smidig kørsel og indebærer, at det ikke er så svært, at komme i nærheden af det officielle NEDC forbrugstal på 14,3 km/l.

 

Parret med den smidige 163-hestes turbobenzinmotor, der leverer sit maksimale drejningsmoment på 250 Nm allerede ved 1800 motoromdrejninger/minut, og fastholder det op til 4500 omdr./min., bliver kørslen meget, meget smidig.



Gearskift i 8 trin

MEN: Der er mange bilister, der ikke er vilde med CVT. Derfor har Mitsubishi også indbygget 8 virtuelle skift, der dog ikke er mere virtuelle, end at de reelt opfører sig som en konventionel automatgearkasse med mulighed for manuelt sekventielt skift. Det fungerer glimrende i praksis og giver den større føling med kraftoverførslen til underlaget, som en konventionel automatgearkasse eller et dobbeltkoblingsgear typisk byder på.



Men glem ikke, at det til syvende og sidst er S-AWC systemet, som leverer kræfterne. Det gør dog ingenting, for det er systemet ret godt til. Og så kan man jo som fører koncentrere sig om at styre bilen. Måske ingen dårlig idé…

 

Hurtigere med CVT

I øvrigt giver udgaven med CVT en hurtigere acceleration (0-100 km/t på 9,8 sekunder i stedet for 10,3 sekunder i den manuelt gearede bil) og topfarten lider kun lidt: 200 km/t vs 205.

 

Det officielle benzinforbrugstal er lavere for den firehjulstrukne automatgearsudgave, hvilket ikke mindst skyldes den større vægt, men også det permanente firehjulstræk. Vi er spændte på, hvad WLTP-målingerne ender op med.

 

Merpris med fornuft i

Sidst, men bestemt ikke mindst: Merprisen for den avancerede drivline er 25.000 kroner for automatgearet og yderligere 30.000 kroner for firehjulstrækket. Selvom man ikke som udgangspunkt mener, at man har brug for de traditionelle fordele ved firehjulstræk (fremkommelighed i uvejsomt terræn, sne og is) er fordelen i forbindelse med automatgearet en markant forbedring af køreegenskaberne også på plan vej i den dog i forvejen velkørende SUV-Coupé. Det bør man tage med i sine købsovervejelser.


Andre Mitsubishi prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Mitsubishi Eclipse Cross 1,5 Intense+ FWD M/T


Vi har prøvekørt Mitsubishis nye Coupé-SUV med automatgear og firehjulstræk. Den kører endnu bedre end den manuelle udgave med FWD og det er ikke kun pga. behageligheden og vejgrebet. se selv. Fuld HD.


 


Model:

Mitsubishi Eclipse Cross 1,5 Intense+ aut. 4WD

Listepris:

Kr. 398.995 inkl. levering.

Motor og transmission:

4 cyl. 1,5-liter turbobenzin. 163 hk. 250 Nm/ 1800-4500 omdr./min. CVT med mulighed for 8 trin.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,8 sek./200 km/t/ 14,3 km/l / 159 g/km

Længde:

4,41 m

Frihøjde:

183 mm

Bagagerum:

341-448 Liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Aut. nødbremse. 18” letmetal fælge. LED forlygter. Fjernbetjent centrallås, nøglefrit betjent. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Panorama soltag. Forrudevarme. Multijusterbart læderrat med ratvarme. Sædevarme for og bag. 2-zone klimaanlæg. Fartpilot. Regnsensor. Multi Around Monitor med bakkamera. Rear Cross Traffic Alert. Vognbane-alarm. 7” touchscreen. Touch-pad. 5 års garanti (max 100.000 km) med 3 års vejhjælp.


Link til importøren


Siddekomforten på bagsæderne er den samme som i FWD versionen. Der er ikke nævneværdig kardantunnel, heller ikke i den firehjulstrukne udgave.

 

 

Sædevarme og 12 V udtag ved bagsæderne øge bilens generelle komfort- og funktionsniveau.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt