- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Suzuki Swift 1,2 Dualjet Exclusive mild HYBRID


Turbotryk savnes – ikke nødvendigvis…


Af Søren Clauding - september 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I forbindelse med de første internationale testkørsler af den helt nye Suzuki Swift tilbage i marts måned, var der alene mulighed for at prøve bilen med den nye 112 hestes 3-cylindrede Boosterjet benzinmotor. Nu er bilen landet i Danmark og vi var nysgerrige efter, at prøve den med den mindre kraftfulde men mere retlinede 1,2 liters Dualjet benzinmotor UDEN turbolader.

 

Netop manglen på turbolader er årsagen til den mere retlinede oplevelse. Simpelthen fordi man ikke får det velkendte turbotryk i ryglænet, når speederen trædes i bund. I rå tal har den op til 90 hestekræfter og man kunne frygte, at den 22 hestekræfter ringere effekt ville give markant dårligere fartpræstationer. Men det er ikke tilfældet.

 

Anderledes motorkarakteristik

Med turbotryk til hjælp, når man 100 km/t på 10,6 sekunder – forudsat man er tilstrækkelig hurtig på gearskiftet. Uden turbolader tager det 1,3 sekunder længere tid, forudsat en ligeså hurtig geargymnastik. Men udover tilkørselsrampen på motorvejene er der ikke mange steder på det danske vejnet, hvor man må fortsætte accelerationen ud over de 80 km/t. Alene derfor mærkes forskellen ikke så meget i rå fart.

 

Turbotrykket mangler, men savnes ikke nødvendigvis. For den 4-cylindrede benziner har en meget anderledes karakteristik end den 3-cylindrede, størrelsesmæssige mindre bror. Den er ikke kedelig, hvad man ellers ofte forbinder med lineær konstant acceleration. Måske fordi momentfordelingen er sådan, at den understøtter det naturlige behov for flere kræfter, når man kører hurtigere og skal flytte en større mængde luft i sekundet.



Bedre balance

Og så har man en anden fordel, ikke overvældende, men den kan dog mærkes endda: Man har 25 kg mindre på forakslen. Da bilen kun vejer 925 kg og kun måler 3,84 meter i længden, skydes tyngdepunktet forholdsmæssigt meget bagud og det giver en bedre balance og en mere underholdende kurvekørsel. Den kører ganske enkelt en smule bedre, mere MINI-agtigt, hvis man skal sammenligne Swift med den af konkurrenterne, den kommer nærmest.

 

Vi var ved den internationale prøvekørsel i detaljer inde på mange af ændringerne på den nye Swift i forhold til forgængeren. Den er kortere, lavere og bredere – og man sidder 2 cm lavere. Bilen er som helhed, baseret på den nye Heartect platform, en bedre kørende bil, og det understøttes fuldt ud af 1,2 liters motoren.

 

Harmonisk kørselskomfort

Men der er et andet punkt, hvorpå motoren for mange vil være en fordel. Selvom den 3-cylindrede maskine er fin og civiliseret, vibrerer en 4-cylindret motor mindre og den har et mere harmonisk støjbillede. Det øger kørekomforten og harmonerer endnu bedre med ”mild HYBRID” systemet, hvor en lille elektrisk hjælpemotor bidrager til at gøre køreoplevelsen mere komfortabel.

 

Det, og en lidt bedre benzinøkonomi, som formentlig også vil være lidt lettere at opnå i praksis, betyder sammenlagt, at den her prøvekørte version bestemt ikke er et ringere valg, den vil være et anderledes valg, men ikke nødvendigvis ringere.

 

I skrivende stund er der uklarhed over den fremtidige afgiftsstruktur, som politikerne forhandler netop nu. Men et faktum er det også, at iflg. den hidtidige prisliste er netop denne model variant den billigste. Den er prissat til 165.000 kroner, og suppleres i løbet af oktober efter planen af en endnu billigere og mere sparsomt bestykket udgave til 130.000 kroner.

 

Gigantisk udstyrsniveau

Exclusive udstyret er ligeså eksklusivt, som navnet antyder. Det omfatter eksempelvis 16” alufælge, adaptiv fartpilot, klimaanlæg, 7” berøringsskærm, bakkamera, navigation, elruder både for og bag, sædevarme og meget mere. Også Fuld LED lys med automatisk nedblænding er standard.  Man får også 3 års garanti med ved købet, men ligesom hos Toyota, der giver en tilsvarende garanti, er det noget, kun de færreste får brug for: En Suzuki er nemlig ægte japansk kvalitet og det holder normalt temmelig godt.



Sidst skal det nævnes, at man trods en lavere motoreffekt må trække en anhænger på 1000 kg, altså det samme som er tilladt til 112-hestes versionen. Det er slet ikke dårligt, for Swift er størrelsesmæssigt ikke så langt fra de såkaldte A-segment biler, og de må typisk ikke trække en anhænger og dermed kompensere for pladsen i kabinen. I en Swift må man desuden være op til fem personer. Og lægges bagsæderyglænene ned, vokser bagagekapaciteten fra 265 til 947 liter.


 

 

 

Andre Suzuki prøvekørsler - find dem hér >>>

 

Læs også:

Suzuki Swift First World Test >>>


Onboard i den nye Suzuki Swift med Mild Hybrid motor uden turbolader. Oplev selv, hvordan den kører. Videoen kan også ses i Fuld HD.


 


Model:

Suzuki Swift 1,2 Dualjet Exclusive mild HYBRID

Listepris:

Kr. 164.990

Motor og transmission:

4 cyl. 1,2 ltr. benzinmotor. 90 hk. 120 Nm/4400 omdr./min. 5 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,9 sek./ 180 km/t/ 25,0 km/l / 90 g/km

Længde:

3,84 m

Bagagerum:

265-947 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. Automatisk nødbremse. Vognbaneassistent. 16” alufælge. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås, nøglefri entré og start/stop. Adaptiv fartpilot med –begrænser. Klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. Multijusterbart læderrat. El-sideruder for og bag. Sædevarme. 2 X Isofix. Navigation. 6,5” skærm med bakkamera. Apple CarPlay, Mirrorlink, Android Auto.


Link til importøren


 

 

 

 

 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt