- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:Skoda Kodiaq

2,0 TDI AdBlue 4X4 DSG


Kraftfuld og alsidig storebror


Af Søren Clauding – Juli 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har tidligere prøvekørt Audi Q2, SEAT Altea og VW Tiguan og nu er turen så kommet til storebror i serien af nye SUV’er fra VW gruppen, Skoda Kodiaq. De er alle mere eller mindre baseret på den samme tekniske platform, kaldet MQB, som er yderst fleksibel, hvad netop det store spektrum af biler, baseret på den arkitektur er udtryk for.

 

Og den nye Kodiaq ER stor. På samme måde som Skoda Octavia er markant større end søstermodellerne, Leon, Golf og A3, er Kodiaq det også. Den måler 4,7 meter i længden og er med sine 19 cm frihøjde parat til, at håndtere lettere terræn. Ikke mindst i den prøvekørte topversion med 190 kraftfulde dieselheste, assisteret af 400 Nm, 7-trins DSG gear og variabelt firehjulstræk.



Style over Skoda

Skoda har valgt, alene at markedsføre udstyrsvarianten Style. Det er i princippet topudstyret, men listen over ekstraudstyr er lang og priserne rimelige. Udgangspunktet er da også glimrende: 3 zone klimaanlæg, dynamisk (dvs. adaptiv) fartpilot, nøglefri betjening, 19” alufælge, den velkendte paraply i begge fordøre (som kendes fra Skoda Superb) og plads til ikke færre end 7 personer. Variabel plads, vel at mærke.


En paraply hører sig til i en luksus Skoda.


Den midterste sæderække er delelig og hver sektion kan individuelt skydes frem og tilbage. Det giver variabel benplads ved de to bageste siddepladser og det er praktisk, for er midterrækken i bageste position, er der ikke meget plads helt bagude. Men mon det, trods alt, ikke kun er i de færreste tilfælde, at alle 7 siddepladser er i brug.



Fra 270 liter til 2 kubikmeter

Når de er det, er bagagepladsen begrænset til 270 liter, men allerede når blot et enkelt bagsæde lægges ned, øges bagagekapaciteten væsentligt. Med 5 sæder optaget af passagerer, disponerer man over 630 liter, og er man kun to i bilen har man over 2 kubikmeter til sin rådighed. Lægger man oven i købet forreste passagersædes ryglæn ned, kan man medbringe næsten 3 meter lange genstande. Det må siges, at være fleksibilitet på højere niveau.


 


Visuelt adskiller Kodiaq sig meget fra søstermodellerne, men den læner sig flot op af Skodas designlinje. Finishen er høj og i den prøvekørte udgave var sæde indtrækket en forbilledlig kombination af læder og et velouragtigt kunstmateriale. Herligt i sommervarmen.

 

STOR bil

På landevejen fornemmer man den store bil. Det er så ikke mindre bemærkelsesværdigt i denne udgave, der er 200 kg tungere end den billigste Kodiaq. Og apropos pris, så koster den prøvekørte herlighed 545.000 kroner uden ekstraudstyr. Den billigste version med 1,4 liters 150 hestes TSI benzinmotor koster 456.000 kroner.

 

Prisforskellen er mao. forholdsvis beskeden. Har man brug for de mange kræfter, er der ikke så megen diskussion. Men pga. den større vægt, mærker man i højere grad hvor stor en bil, der er tale om. Omvendt er dieselmotoren fleksibel og meget civiliseret. I kombination med 7-trins DSG dobbeltkoblings automatgearet (benzin varianten har også DSG, men kun med 6 trin) og de 235 mm brede 19” hjul samt naturligvis firehjulstrækket bliver kørslen rimelig dynamisk. Videoen her på siden giver et udmærket indtryk deraf.



Firehjulstræk efter behov

Firehjulstrækket er af den type, hvor bagakslen er forbundet med forakslen via en flerpladet kobling. Dvs. Kodiaq'en er forhjulstrukken indtil der er brug for firehjulstræk. Det letter lidt på brændstoføkonomien og gør det nemmere, at komme i nærheden af det officielle forbrugstal på 17,5 km/literen.

 

Baghjulsophænget er af multilink typen, det er også med til at sikre stabilitet ved høj fart. Se i øvrigt videoen her på siden, der giver et udmærket indtryk af, hvor prompte firehjulstrækket reagerer, når der er brug for det.

 

Fin og spændstig

Den store frihøjde på næsten 19 cm kræver beskeden krængning på plan asfalt. Det har man opnået gennem en forholdsvis fast affjedring. Bilen er ikke ukomfortabel, men når underlaget er ujævnt, går det ikke upåagtet hen, godt hjulpet af lavprofildækkene. I øvrigt er motoren usædvanlig lydløs (se videoen her på siden - med lyd på).

 

Det understreger også, at Kodiaq er en regulær SUV – ikke en offroader. Den må trække 2 tons og er givet vis fremragende til at komme henover en våd græsmark eller lettere opkørt terræn – med f.eks. en stor campingvogn. Også på det punkt er Skoda Kodiaq en alsidig bil. Og så er fuld LED forlys i øvrigt standard – bestemt ikke at forglemme.

Andre Skoda prøvekørsler – find dem her >>>


Skoda Kodiaq er den største i rækken af nye SUV'er fra VW gruppen. Vi har prøvet den og demonstrerer bl.a. onboad hvordan firehjulstrækket fungerer. Videoen kan også ses i Fuld HD.


 

Cockpittet er elegant, men vi kunne godt have undværet det store blanke handskerumslåg. I skarp sol fra højre var refleksionen meget forstyrrende, næsten uanset hvor højt eller lavt solen stod på himlen.


Model:

Skoda Kodiaq 2,0 TDI AdBlue 4X4 DSG

Listepris:

Kr. 545.000

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,0 l. 190 hk. 400 Nm/1750-3250 omdr./min. 7-trins DSG automatgear. 4WD.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,1 sek./ 209 km/t/ 17,5 km/l /151 g/km

Længde:

4,70 m

Frihøjde:

18,8 mm

Bagagerum:

270-630-2005 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESC. City Emergency Brake. 19” alufælge. Fuld LED. Tågeforlygter. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Nøglefri betjening. Multijusterbart læderrat. 3 zone klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Adaptiv Fartpilot. Sædevarme. Vognbaneassistent. P-sensorer for og bag.


 

Bagagerumsdækkenet behøver ikke at ligge og flyde som på billedet, når det ikke er i brug. Der er plads til det under bagagerumsbunden helt bagest.

 

Skubbes de midterste sæder lidt fremad, bliver der også benplads ved de to bageste siddepladser.

 

Når den midterste sæderække er i bageste position er benpladsen enorm.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt