- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Ford S-Max Titanium

2,0 TDCi 180 hk aut.


Plads, køreglæde og premium følelse for alle pengene


Af Søren Clauding – januar 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er mere end halvandet år siden, vi havde mulighed for at stifte bekendtskab med den store Ford S-Max for første gang. Det skete i forbindelse med de første internationale prøvekørsler på Mallorca (læs om de første internationale prøvekørsler af Ford S-Max hér >>>). Siden da har vi set frem til at prøve den under danske kørselsforhold og have mere tid til den, for det fortjener den.

 

Der var her i Danmark oven i købet tale om vores yndlings-version med 180 hestes dieselmotor og automatgear. Den, kunne vi allerede dengang fastslå, var den mest harmoniske løsning. S-Max findes både med et udvalg af diesel- og benzinmotorer, som vi bestemt ikke har prøvet alle sammen. Men det fungerer så godt med dieselmotoren, den passer til S-Max’ens fine køredynamik og den er økonomisk, så har man mulighed for at vælge, er det versionen, vi vil anbefale.



Findes billigere – meget billigere

Men indrømmet. Til trods for et par afgiftsnedsættelser undervejs koster den prøvekørte udgave små 530.000 kroner. Det er foruden 180-hestes dieselen også inklusiv automatgear og det højeste udstyrsniveau ”Titanium”. Har man en øvre budgetgrænse for bilkøbet, der ligger lavere, er der imidlertid ingen grund til at fortvivle.

 

Faktisk kan en S-Max, også hjulpet af afgiftslettelserne, erhverves for bare 360.000 kroner. Det er en fænomenal god pris for så rummelig en bil med så fine køreegenskaber – og uden motorkraft er man da ikke: 160 hestekræfter kan der hentes ud af benzinmotoren i maskinrummet. Vi har ikke prøvet den, men den er næppe heller et dårligt valg.

 

På kanten af luksus

Det er nemlig svært, at vælge forkert med en S-Max. Har man brug for pladsen og er køreglæde af betydning, rammer S-Max lige plet. Kan man betale merprisen for den her prøvekørte version, føjer man også premium-følelsen til – uden at S-Max egentlig er tænkt, at skulle være en luksusbil.

 

Det er den store Ford Mondeo jo heller ikke – til det formål har Ford udviklet Vignale varianten – og at det så er gældende for både Mondeo og S-Max er ikke underligt. De er skabt på samme platform.

 

Køreegenskaberne…

Det eminente ved S-Max’ens køreegenskaber giver vi en indikation af i videoen her på siden. Men kort fortalt handler det om stor styrepræcision, god balance, forbavsende lidt krængning, forbavsende ringe sidevindsfølsomhed, god affjedringskomfort og et meget lavt støjniveau.



I kombination med en trækkraft, der gør det muligt at nå 100 km/t på 9,7 sekunder og efter sigende også at kunne køre 211 km/t samt et smidigt 6-trins Powershift automatgear, som håndterer gearskiftene næsten umærkeligt, er køreegenskaberne noget nær perfekte.

 

Unikke pladsforhold

Pladsforholdene er ligeledes unikke. OK, bilen er 4,80 meter lang og 1m65 meter høj og højden optages ikke af en forøget frihøjde (S-Max er en MVP, en Multibil – ikke en SUV). Men et bagagerum, når bilen har syv sæder i brug, på 285 liter, 1035 liter (til loft), når de to bageste siddepladser er lagt ned og op til 2200 liter, når bilen populært sagt er omdannet til en varebil, er bare rigtig, rigtig god plads.


Fleksibiliteten er enorm. Sæderne kan skydes frem og tilbage, ryglænenes hældning justeres, sæderne klappes op og ned og bagagerummet derved forvandles efter behov. Med alle sæder foldet ned er bagagagerummets gulv helt plan.


Og udstyret: Titanium er topudstyret med vognbaneassistent, automatisk fjernlys, regnsensor, p-assistent, p-sensorer for og bag samt det avancerede infotainment system SYNC3, hvor man taler med sin skærm (se videoen ifm. vores prøvekørsel af Ford Kuga hér >>>), er blot et lille udpluk. Også 17” alufælge er standard på Titanium niveauet. Og så kan man tilkøbe en lang liste af ekstraudstyr, som selvfølgelig ikke gør bilen billigere.

 

Fint basisudstyr

I øvrigt har en S-max, uanset det er basismodellen Trend eller topudgaven Titanium, elektrisk opvarmet forrude. Det er en stor fordel på en kold vinterdag, hvor det trods alt lige tager lidt tid inden motoren får varmet kabinen op og eventuel dug er væk. Begge versioner har også 2-zone klimaanlæg.

 

Hvad bilen ikke er født med kan tilkøbes, på nær tågeforlygter med drejelys…


Andre prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og se hvordan den store, multifunktionelle Ford S-Max klarer det stormende danske vintervejr. Videoen kan også ses i Fuld HD på YouTube.


 


Model:

Ford S-Max Titanium 2,0 TDCi 180 hk aut.

Listepris:

Kr. 484.822

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,0 l. 180 hk. 400 Nm/2000-2500 omdr./min. 6-trins Powershift automatgear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,7 sek./ 211 km/t/ 20,0 km/l /129 g/km

Længde:

4,80 m

Bagagerum:

285/1035/2200 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESC. Pre Collision Assist. 17” alufælge. Tågeforlygter. Forlygtevaskere. Automatisk op- og nedblænding. Forrudevarme. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart læderrat. 2 zone klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Sædevarme. Vognbaneassistent. Vejskiltegenkendelse. 10,1” skærm. P-sensorer for og bag. Aktiv Parkeringshjælp. Ford SYNC3. Indirekte kabinebelysning. Regnsensor.


Link til importøren


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt