- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Ford Grand C-Max 1,5 TDCi 120 hk Titanium Powershift 7 sæder


Det harmoniske alternativ


Af Søren Clauding – juli 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Har man sat sig for, at Ford C-Max skal være den næste bil, er den første og måske den største udfordring, at finde ud af hvordan man skal kombinere de mange muligheder. C-Max er nemlig en multibil i ordets bogstavelige forstand. Oven i købet er den baseret på en Ford Focus undervogn, og derfor kører den også næsten som den, hvilket bestemt ikke er det værste i denne verden, tværtimod.

 

Har man brug for ekstra meget plads, er den 14 cm længere Grand C-Max løsningen. Den måler trods ”Grand” kun 4,52 meter i længden. Det utrolige er blot, at der er blevet plads til to ekstra siddepladser, så man når de syv – hvis man altså vil det. For det er måske ”Valg 2”, efter der er sat hak ved den lange version.



God plads i enhver forstand

Har man brug for de to ekstra sæder, er C-Max løsningen bestemt ikke dårlig. Der er nemlig rimelig plads på de to bageste siddepladser, især hvis man forvandler bilen til at være 6-sædet ved hjælp af det unikke sædesystem på det, der da er midterste sæderække. Vi har tidligere beskrevet systemet i forbindelse med vores prøvekørsel af den 5-sædede variant (læs om Ford Grand C-Max med 5 sæder hér >>>) og det er fuldt identisk i den 7-sædede udgave, vi denne gang har kastet os over.

 

Men man skal være klar over, at hvis plads virkelig er temaet, optager de to ekstra sæder naturligvis lidt af bagagepladsen, og den totale bagagerumskapacitet krymper fra 1867 til 1742 liter. Simpelthen fordi de to bageste sæder altid er med ude at køre.

 

Beskeden merpris

Er den 7-sædede udgave løsningen, skal man også være klar over at det har sin pris i kroner og øre, om end ganske beskeden. Men det koster 11.610 kroner for de to ekstra siddepladser, som så til gengæld er en god investering, fordi de er brugbare, de er lette at komme til gennem de store skydedøre og de forsvinder let og ubemærket ned i vognbunden, når de ikke skal bruges – ligeså let, som det er på ny at få dem frem, når de skal tages i brug.

 

Faktisk er hele operationen ligeså let som adgangen til bagperronen, hvis man vel at mærke har tilkøbt nøglefri-pakken til 6570 kroner, som ikke bare giver nøglefri adgang til bilen, men også inkluderer elektrisk bagklap, som åbnes med en kæk fodbevægelse inde under bageste kofanger. Men lad være med at sidde i døråbningen og dingle med benene bag ved bilen – med lidt uheld får man da klappen i hovedet. Vi prøvede det – kan man jo nok forstå…

 

Temperamentsspørgsmål

Om den pudsige løsning er god eller dårlig er nok et temperamentsspørgsmål, for det er ikke det letteste i verden at balancere på ét ben med begge hænder fyldte. På den anden side, når man vænner sig til at funktionen er der, er den egentlig meget praktisk.



Det er måske også et temperamentsspørgsmål, hvilken drivline man vælger. Grand C-Max prøvede vi tidligere med 150 dieselheste i maskinrummet. 120-hestes motoren i den prøvekørte udgave er faktisk meget i harmoni med bilen, ikke mindst i kombination med den velfungerende Powershift automatgearkasse, som gør kørslen helt ubesværet. Motoren er meget smidig og trækvillig, især ved lavere hastigheder.



0-100 km/t klares på 13,4 sekunder (med manuelt gear kan man selv løse opgaven på 12, 3 sekunder, hvis man er lidt hurtig på gearskiftet), så den er for så vidt hurtig nok, men nogen racer bliver den ikke. Bemærk i øvrigt, at anhængervægten er 1200 kg med 120-hestes dieselmotoren og 1800 kg med 150 dieselheste.

 

Fartbilledet

Havde det nu været en regulær Focus, hvorfra undervognen som nævnt stammer, ville der være potentiale til hurtigere og mere dynamisk kørsel og Grand C-Max har bestemt overtaget en del af det, den gode Focus undervogn kan præstere. Men de 1,68 meter i højden mærkes naturligt nok. Derfor sidder ”fart-billedet” med 120-hestes motoren og automatgearet faktisk lige i øjet. I øvrigt er 120-hestes udgaven 70 kg lettere på fronten end 150-hestes dieselen, det gør den en smule mere levende gennem kurverne.



Lidt af det kan dog også skyldes 17” alufælgene, hvis knap så lavprofilerede dæk (sammenlignet med de 18” fælge, vi tidligere har prøvet) giver lidt bedre opfangning af de små ujævnheder, men også en smule forringet styrepræcision. Sandt at sige tror vi, at det er de færreste, der vil opdage det og i praksis betyder det ingenting.

 

Økonomien

Powershift gearkassen er fin, men den øger også benzinforbruget fra 22,7 km/l til 21,7. Det udløser et trin på afgiftsskalaen, så man nu skal betale 1850 kroner/halvår kontra 1450 km/halvår for den manuelle udgave. Plus, at anskaffelsesprisen er 23.000 kroner højere.

 

Den billigste C-Max koster 233.510 kroner, den billigste Grand C-Max 261.220 kroner. Den prøvekørte udgave med 120 dieselheste, Powershift og Titanium udstyr er krøbet op på 352.240 kroner og dertil kommer som nævnt 11.600 kroner oveni for 3. sæderække. Men for de penge får man også utrolig meget utrolig multianvendelig bil for pengene, velkørende, opfindsomt og usædvanlig harmonisk.

Andre Ford Prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og tag med på en tur bag rattet i den rummelige og velkørende Ford Grand C-Max med 120-hestes dieselmotor

Kan også ses i Fuld HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

Ford Grand C-Max Titanium 1,6 TDCi Powershift Titanium 7 sæder

Listepris:

Kr. 363.840

Motor og transmission:

4 cyl. 1,5 ltr. 120 hk. 300 Nm/ 1750-2500 omdr./min. 6T dobbeltkoblingsgear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

13,4 sek./ 178 km/t/ 21,7 km/l / 119 g/km

Længde / Højde:

4,52 m / 168 m

Bagagerum:

92/475/1742 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESC. Hillholder. 17” letmetal fælge. Tågeforlygter. El-justerbare sidespejle m. varme. 8 airbags. Varme i forruden og sprinklerdyser. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-sideruder for og bag. Skydedøre i begge sider. Fartpilot med -begrænser. Regnsensor. Isofix. MyKey.


Link til importøren


Benpladsen på 3. sæderække.

 

Flybord på bagsiden af forsædernes ryglæn er ekstraudstyr.

 

Der er megen praktik i en Grand C-Max, bl.a. fralægningspladser under taget til briller o.a.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt