- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle Subaru forhandlere får udstyr stillet til rådighed, så kunderne selv kan prøve EyeSight i praksis.

Klik på billederne og se dem større


First Test: Subaru Outback med EyeSight:

Luksusbil med øje for sikkerhed


Af Søren Clauding – 14. marts 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Subaru Outback er Subarus flagskib. Det har den været siden den første Outback så dagens lys i 1994 og den helt nye generation, som har Europa-premiere i Genève, der i skrivende stund er ved at lukke portene for årets store biludstilling, lever fuldt og helt op til den status. Den er dog ikke et traditionelt flagskib i form af en luksuøs flyder, men derimod en premium-cross-over til de aktive bilejere.

 

Den er et flagskib i form af sin unikke teknik og luksuøse snit. Det symmetriske firehjulstræk, der fordeler kræfterne ens i begge sider af bilen, i kombination med lavtliggende boksermotorer, og Lineartronic CVT automatgearet, som er blevet opdateret til den nye generation, går hånd i hånd med nyt forfinet sikkerhedsudstyr, der er standard i den billigste version ”Base” (opkaldt efter udfordringerne på vej op ad Mount Everest – en Subaru er ikke en hvilken som hels bil…).

 

EyeSight

Det nye sikkerhedsudstyr hedder ”EyeSight” og er godt nok ikke i sig selv banebrydende nyt. Men måden, hvorpå det fungerer, målt på oplevelsen bag rattet, bringer det i særklasse.

 

EyeSight består af to højtudviklede kameraer, placeret indvendigt, under forrudens overkant, men ikke længere oppe end at vinduesviskerne kan rengøre forruden, som kameraerne skal se igennem. Man kan sige det på den måde, at så længe føreren kan se gennem forruden, kan kameraerne det også.



Det, de ser, er farver og konturer. De ”holder øje med”, hvad der sker foran bilen og reagerer f.eks. på fodgængere, der er i færd med at bevæge sig ind foran bilen. Når det sker, bremser bilen automatisk ned, samtidig med at den med lyd og lys påkalder sig førerens opmærksomhed, så han eventuelt kan foretage en undvigemanøvre.

 

Virker op til 180 km/t

EyeSight holder også øje med forhindringer foran bilen af mere traditionel slags, typisk andre trafikanter, og systemet gør det muligt, at bremse bilen ned fra hastigheder helt op til 180 km/t. Kører man så hurtigt, overlades opgaven dog til føreren efter en hastighedsreduktion på 50-70 km/t, så man f.eks. ikke risikerer at fremprovokere påkørsel bagfra, som så ville gøre skabe en anderledes uheldssituation end den, der lige måtte være blevet afværget.

 

EyeSight fungerer ved at registrere andre trafikanters bevægelser, men træder en forankørende bilist på bremserne og lyser bilens bremselygter, tager EyeSight også det med i overvejelserne, når systemet hjælper Subaru føreren til at undgå eller reducere konsekvenserne af en ulykke.

 

Flot præcision

Systemet fungerer også som traditionel adaptiv fartpilot, som regulerer afstanden til forankørende. Men fordi det holder øje med, hvad der sker rundt omkring de forankørende, er det i stand til at regulere hastigheden, så kørselskomforten bliver noget ganske særligt. Hvis man nærmer sig en forankørende og så småt begynder at trække ud i overhalingsbanen, regulerer EyeSight hastigheden med en akkuratesse, som vi ikke før har oplevet.

 

EyeSight giver desuden mulighed for vejbaneassistentens funktion. Man hører en lille advarselslyd, når man uden at vise af er i færd med at passere en vejlinje, den gør det med stor præcision, og mange andre steder end alene på motorveje.

 

Fungerer også ved stilstand

Og er Outback’en blevet bragt til standsning, giver EyeSight lyd fra sig, når bilerne foran, f.eks. hvis man holder for rødt lys, begynder at bevæge sig – så man ikke som fører risikerer at falde i staver, blot fordi trafikken giver en et øjebliks ro.

 

Blandt andre fordele er, at EyeSight tager gassen fra speederen, hvis man er ved at støde ind i noget. Hvis man eksempelvis ved vinkelparkering mod en mur fejlagtigt kører fremad mod muren i stedet for baglæns tages gassen øjeblikkelig af, så man undgår kollision.

 

Systemet er så komplet og virker så godt, at Subaru allerede har modtaget flere absolutte topresultater f.eks. hos den amerikanske sikkerhedsorganisation, IIHS, og Outback har desuden opnået fem stjerner i EuroNCAP sikkerhedstesten.

 

Komfortabel og stabil

Vi kommer ved en senere prøvekørsel nærmere ind på bilens øvrige egenskaber, men kan efter de første testkilometer fastslå, at affjedringen er en god kombination af komfort og stabilitet. Der er imidlertid ikke revolutionerende ændringer, Outback’ens undervogn er blevet udsat for, sammenlignet med forgængeren, og så er Outback er 140 kg tungere end Forester, som vi prøvekørte for nylig, og det mærker man.

 

Vi prøvede bilen med den samme 150-hestes lidt støjende bokserdieselmotor som i Foresteren og kunne godt ønske os en mere kraft. Men det hænger formentlig ligeså meget sammen med, at bilens køreegenskaber lægger op til mere. 0-100 km/t klares på 10,2 sekunder, så mon ikke man i dagligdagen klarer sig udmærket.

 

Med 2,5 liters benzinmotoren er man endnu hurtigere oppe på de magiske 100. Outback har også fået den nye udgave af Lineartronic CVT automatgearet med skift i både trin og uden. Det er standard og fungerer forbilledligt og det har vi beskrevet ifm. prøvekørslen af den nye Subaru Forester (læs vores prøvekørsel af Subaru Forester med Lineartronic CVT gear hér >>>).



Topudstyr fra billigste udgave

Udstyret er noget af det, der foruden de avancerede sikkerhedselementer (som inkluderer EyeSight), bringer Outback’en i særklasse. Automatgear og firehjulstræk er standard i grund-versionen, Base, det samme er LED forlys, Bakkamera, 7 airbags, 2-zone klimaanlæg, og sædevarme også på bagsæderne.

 

Mellemudstyret, Ridge, omfatter desuden lædersæder, memory for siddeposition i det elektrisk indstillelige førersæde, nøgleløs entry og start.

 

I top-udgaven, Summit, for man også Harman/Kardon lydanlæg med 12 højtalere, 7” berøringsskærm, soltag, 18” alufælge, elektrisk bagklap, tonede ruder og elektrisk indstilleligt passagersæde.

Læs også: Subaru skifter gear >>>

 

Andre Subaru prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og se hvordan det nye Subaru EyeSight bl.a. fungerer.

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.



Hurtige fakta om Subaru Outback


Priser (2 motorer, tre udstyrsniveauer, Base, Ridge, Summit):

Benzin:

Base: kr. 559.990.

Ridge: kr. 609.990.

Summit: kr. 659.990.

 

Diesel:

Base: kr. 509.990.

Ridge: kr. 649.990.

Summit: kr. 699.990.

 

Merpris, metallak: kr. 9.900.

 

Outback kan også købes som van. Billigste udgave: kr. 299.900 ekskl. moms.

 

Specifikationer, benzin:

4 cyl. Bokser: 2,5 ltr. 175 hk. 235 Nm/4000 omdr./min. 14,3 km/l. 161 g CO2. Euro6b. 0-100 km/t: 9,9 sek. Topfart: 192 km/t.

 

Specifikationer, diesel:

4 cyl. Bokser: 2,0 ltr. 150 hk. 350 Nm/1600-2800 omdr./min. 16,4 km/l. 159 g CO2. Euro6b. 0-100 km/t: 10,2 sek. Topfart: 198 km/t.

 

Bagagerumskapacitet: 559/1848 liter.

 

3 års garanti på alt. Dog gives der 12 års garanti mod rustgennemtæring.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt