- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive:

Opel Astra

Opels seneste kvantespring


Af Søren Clauding – 2. oktober 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med den nye Opel Astra, som lander hos de danske Opel forhandlere midt i november i år, har den tyske bilproducent taget et kvantespring. Sådan udtrykte Opel folkene det i hvert fald selv i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af den nye bil på hurtige og snoede veje i og omkring den slovakiske hovedstad, Bratislava. Hos Opel mener man også, at betegnelsen kvantespring gælder i hele det såkaldte C-segment, altså den kategori af biler, der også kan betegnes som kompakte mellemklassebiler.

 

Ordet kvantespring er stærkt, og umiddelbart er det også svært at se, at forskellen skulle være SÅ stor. Designet på den nye Astra er pænt, elegant, mere dynamisk end forgængeren, mere skarpt, men netop fordi man har bestræbt sig på en vis genkendelighed, er forskellen ikke så stor.

 

Første med LED Matrix forlygter

Går man under lakken på den nye bil er verden imidlertid en helt anden. Et godt eksempel: Som den første bil i den priskategori (den billigste Astra er prissat til 200.000 kroner, når den lanceres i Danmark) kan Astra for en merpris på 17.000 kroner (gælder dog ikke basismodellen, men allerede på 2. udstyrsniveau, kan det lade sig gøre) leveres med avancerede LED Matrix forlygter.



Det er et lyssystem, som ikke engang alle premium bilmærker til langt højere priser kan leveres med, og det løfter ganske enkelt bilen til en anden klasse. LED Matrix lygterne består i Opels tilfælde af 8 LED-lamper i hver forlygte. På basis af målinger fra det fremadrettede kamera under forruden kan lyskeglerne fra hver LED-lampe tændes og slukkes, så de ikke forstyrrer modkørende trafik eller for den sags skyld forankørende trafikanter.

 

Væsentligt bedre end Xenon

Som sådan kan man i mørke køre med fjernlys slået til konstant, selvom der er andre trafikanter. Lygternes forskelligt rettede lyskegler tændes og slukkes efter forholdene og dermed opnår man den optimale lysmængde. Kører man i oplyst område, registreres dette også og lyset tilpasses igen efter forholdene.

 

I sig selv er LED lys en væsentlig forbedring i sammenligning med det ellers så populære Xenonlys. Oven i det kommer, at levetiden for LED-lamperne er længere og strømforbruget lavere. Præcis som man oplever det med LED lys i husholdningen.

 

Fordi LED Matrix lys er helt nyt i kategorien og det fungerer udmærket i praksis (der var indlagt kørsel i mørke under de første prøvekørsler) er det berettiget at tale om kvantespring i den forbindelse.

 

Teknik til ”folket”

Det er det også i andre sammenhænge, fordi Opel helt lever op til fabrikkens strategi om at tilføre ”folkevognsklassen” banebrydende teknologi og også infotainment i særklasse.

 

Helt basalt har man reduceret Astras ydre mål, forøget rummeligheden og gennem en lettere konstruktion forbedret bilens køreegenskaber. Det kan lade sig gøre ved bl.a. at anvende store mængder af højstyrkestål, som reducerer behovet for materiale til f.eks. konstruktion af sæderne – de kan gøres tyndere og lettere, uden at man skal gå behov med styrken.

 

Egen erfaring

Undertegnede oplevede under prøvekørslen en præcis styring, stor stabilitet på motorvejene men nok så vigtig, en fremragende balance. Sidstnævnte kom jeg ved lidt af en tilfældighed til at opleve fordelen af. Jeg accelererede i en lang og hurtig kurve stille og roligt til en fart omkring 110 km/t. Formentlig pga. en uventet ændring i asfaltens friktion opstod en pludselig firehjulsudskridning. Den var så velafbalanceret, at jeg ikke registrerede, at ESP-systemet blandede sig, hvad det formentlig ikke gjorde fordi det ikke var nødvendigt, og i fuld kontrol kunne bilen styres videre i præcis den retning, den skulle. Meget, meget fint og meget, meget sjældent, at en bil er i en sådan balance, i hvert fald i den bilkategori. En utilsigtet oplevelse som viste sin værdi – et stort sikkerhedselement, som også underbygger påstanden om kvantespring.

 

I øvrigt præsenterede Opel ved samme lejlighed en helt ny 1,4 liters 4-cylindret turbo-benzinmotor, som kan leveres i både en 125 og 150 hestes version til Astra. Jeg prøvede sidstnævnte og oplevede en fin kombination af lavt støjniveau, ringe vibration og stor smidighed især i mellemområdet.

 

Stationcar til april

Den nye Opel Astra kommer i første omgang som 5-dørs hatchback og i april 2016 lanceres også en stationcar version, en Sports Tourer på Opel sprog, som vil blive omkring 15.000 kroner dyrere end hatchback’en. På den baggrund forventer Opel i Danmark at kunne sælge omkring 2000 Astra’er i 2016 og man gør det ikke til en hemmelighed, at målet er en Top-3 placering på bilmarkedet, oplyste Opel Danmarks administrerende direktør, Thomas Bruun ved de internationale prøvekørsler.


Link til importøren

Læs også: Opel Astra: Sikkerhed og teknik >>>

 

Læs også: Premium teknologi for hvermand >>>

 

Andre Opel prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og tak med på en køretur i den nye Opel Astra på snoede slovakiske bjergveje.

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt