- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive: KIA Sorento

KIA succes skal udbygges med nyt flagskib


Af Søren Clauding – 20. januar 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er ydmyghed  i stemmen, men også en vis selvtillid, når man hos KIA fastslår, at det ikke er utænkeligt, at bilkunder, der f.eks. overvejer en BMW X3 eller X5 måske også ville give den nye KIA Sorento en tanke. Men selvom måske især danske kunder til biler i prisklassen omkring og måske også over 600.000 kroner kan være svære at vriste ud af den vante tankegang (og ønsket om at opnå den signalværdi, der følger med købet af en BMW) er KIA ikke så fjern fra at kunne opnå, hvad de vil. Og med en kolossal succes på verdensmarkedet, netop givet af at KIA i det sidste årti stort set har opnået alle deres mål, er det slet ikke en urealistisk tanke.

 

KIA har nemlig, siden virksomheden blev en del af Hyundai koncernen i 2002, satset benhårdt på at højne kvaliteten, designmæssigt såvel som den faktiske og tekniske kvalitet. Næste step er at højne kvalitets-oplevelsen, hvor kunderne også i deres brug af bilen skal fornemme og opleve det kvalitetsniveau, som KIA for længst har opnået og som de står ved i kraft af den unikke 7 års garantiordning. På det punkt er man netop med den nye Sorento kommet ret langt.

 

KIAs flagskib

At den nye Sorento er bilen, hvor dette skridt tages, er symptomatisk. KIA Sorento var den første nye KIA efter genfødslen for 12-13 år siden. Den er fabrikkens flagskib – også symptomatisk, i øvrigt, at den position ikke varetages af en stor luksus-limousine som hos mange andre – og derfor har KIA selv et særligt forhold til den model og den bil-kategori (de store SUV’er). Om end, der på dette område måske kommer til at ske ændringer i årene der kommer, det bør i givet fald ikke undre nogen. KIA har nemlig en ambitiøs produktudviklingsstrategi, som indebærer, at når Nytårsaften 2018 oprinder, vil KIA i de fem år forinden have introduceret ikke færre end 91 nye biler (herunder naturligvis også facelifts af eksisterede modeller, men alligevel).

 

Alene i det kommende år er der foruden Sorento seks andre nyheder på vej indenfor den eksisterende model-pallette: Picanto, Rio, Venga, cee’d og Sportage vil alle se anderledes ud ved årets udgang, og undervejs er der også kommet en elektrisk udgave af KIA Soul på gaden. Hvad Sorento angår, ses den for første gang hos de danske bilforhandlere i forsommeren, altså maj/juni måned.

 

Global bil

I Danmark har man forventninger om at kunne sælge mellem 50 og 100 Sorento om året. Det er jo ret langt fra BMW niveauet, men Sorento’ens største svaghed lige nu er måske dens styrke på længere sigt: Den er nemlig skabt som en global bil og ikke specielt tilpasset det europæiske bilpublikum. Derfor er der på forhånd dømt succes i for eksempel USA, som aftager 10-12 gange så mange biler som Europa. På den anden side er det KIA’s europæiske designteam, der har skabt de udvendige former og interiøret er så sat sammen af det asiatiske hold. Så et eller andet sted skal den såmænd nok også slå an på vore breddegrader.

 

Og på langt sigt vil en bilmodels succes i høj grad være givet af en fabriks evne til at udnytte stordriftsfordele og opnå en stor volumen, men man hos KIA. Derved kan man holde priserne nede og optimere indtjeningen. Satses der på nicheproduktion tilpasset individuelle regioner rundt op på kloden, må prissætningen nødvendigvis være højere. KIA’s fortid som discount-mærke kommer vi ikke til at genopleve, men fabrikkens evne til at tjene penge på storproduktion skal ikke undervurderes. Det ses allerede i forbindelse med Sorento: Prisen i Danmark bliver lavere end prisen på den hidtidige model – op imod 100.000 kroner bliver prisforskellen. Tankevækkende.

 

Vores vurdering i forbindelse med de første internationale prøvekørsler er, at kvaliteten i en Sorento givetvis er i orden (ellers ville KIA næppe fortsætte med deres vante 7 års garanti også på den nye bil), men kvalitetsoplevelsen i f.eks. materialevalget er ikke helt som i en BMW. Man er imidlertid tæt på. Og hvad køreegenskaber og funktion i øvrigt angår, er man meget tæt på.

Læs også: Ny KIA Sorento på premium niveau >>>


Klik på billedet og tag med på en af de første køreture i den nye KIA Sorento med 2,2 liters 200-hestes dieselmotor. Fuld HD.


 


Link til importøren

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt