- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive: Ford S-Max

Gennemtænkt og velkørende familierejsebil


af Søren Clauding - 27. april 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ford S-Max i Motorradioen Del 1 >>>

 

Ford S-Max i Motorradioen Del 2 >>>


Andre Ford prøvekørsler - find dem her >>>

 

Ford C-Max og S-Max - Fords familie fokus >>>


Det er smart at bruge en eksisterende platform, når man skal konstruere en ny bil. Men det er ikke altid at projektet bliver optimalt. I Fords tilfælde har man skabt en helt ny generation af den store familie-rejsebil, S-Max, og man er kommet sikkert i mål: Den er både gennemtænkt og velkørende.

 

Det sidste er væsentligt, for den udfordring, der er forbundet med at gøre en bil højere og samtidig fastholde god køredynamik, er ikke så ligetil. Ford S-Max er bygget op på samme tekniske platform som den nye Ford Mondeo. Dens undervogn er godt nok blevet ”europæiseret” i forbindelse med at Mondeo skulle lanceres i Europa, men den har grundliggende et par år på bagen. Derfor var vi dobbelt spændte på det første møde med S-Max.

 

Komfortabel og underholdende

Ford Mondeo kører fint (læs f.eks. denne prøvekørsel af Ford Mondeo >>>). Den forener begrebet ”en stor bil” med, grænsende til, det sportslige, hvad angår køredynamikken. Det gør S-Max i sagens natur ikke og det er formentlig heller ikke tilsigtet. Alligevel er S-Max trods sin størrelse både underholdende, komfortabel og fremfor alt ultra stabil. Det er faktisk ret godt gået, Ford. Og en del af hemmeligheden findes i niveaureguleringen af baghjulsophænget, som sikrer at bilen hele tiden er i balance.

 

I forbindelse med de første internationale testkørsler, som fandt sted i godt vej, på pæne og iblandt også snoede veje på ferieøen Mallorca, kunne vi prøve S-Max med såvel den 180-hestes dieselmotor, som også fås til Mondeo (læs prøvekørslen af Ford Mondeo med 180-hestes dieselmotor hér >>>), som en 240 hestes EcoBoost benzinmotor.

 

Dieselmotoren var bedst

Det sidste lød besnærende, og endnu mere besnærende efter at have lagt ud med dieseloplevelsen, men i det konkrete tilfælde var dieselmotoren at foretrække. Det kan hænge sammen med, at benzinmotoren var parret med et konventionelt automatgear, som fjernede lidt af nærkontakten med kraftoverførslen og ikke i samme grad som dieselmotoren var parat til at angribe de endda blot moderate stigninger, vi iblandt blev mødt med.

 

Men også dieselmotorens moment gjorde en forskel og da vi allerede tidligere har rost den for sit lave støj- og vibrationsniveau scorede den højest på vores tilfredshedsliste – til trods for at undertegnede er stor-tilhænger af benzinmotorer. Det er vel egentlig også ret godt gået, Ford…


Benzinmotoren præsterer 240 hestekræfter.

 

Dieselmotoren på 180 hk er den mest harmoniske.


Direkte i premiumklassen

Den generelle lydoplevelse af S-Max sender den direkte ind i premium-klassen. Den er endda moderat prissat med en indstigningspris på små 450.000 kroner. Priserne er dog foreløbige, for S-Max lander først i Danmark efter sommerferien.

 

Visuelt adskiller S-Max sig markant fra forgængeren. Den har fået det nye globale One Ford design, så den har samme udtryk som Fiesta, Focus, C-Max og Mondeo. Det klæder den, for det underbygger dens potentiale. Når det så er sagt, er det ikke det skelsættende design, som sætter den i en klasse for sig. Det er derimod den gennemtænkte funktion.

 

Velindrettet og rummelig

For udover køreoplevelsen, og hurra for den, er kabinen velindrettet, rummelig og fleksibel med individuel justering også i længderetningen af midterste sæderække i den 7-sædede bil (S-Max fås som udgangspunkt med fem sæder og et gigantisk bagagerum). De bageste sæder er placeret lidt højere end forsæderne, så bagsædepassagererne ligesom i en biograf kan se henover dem, der sidder foran. Og i tillæg til 2-zone klimaanlæg kan også leveres et 3-zone anlæg.

 

Alle sæder bag forsæderne kan desuden foldes ned i fuldstændig plan tilstand ved tryk på knapper i et lille panel til venstre i bagagerummet og de er næsten ligeså lette mekanisk at trække tilbage i opret position igen.


Sæderne på de to bageste sæderækker kan lægges ned ved at trykke på en knap i bagagerummet.


Spark under bilen

Bagklappen kan fås med den sjove ben-spark finesse, hvor et lille spark ind under bagpartiet får den elektriske bagklap til at åbne – eller lukke. Hvor meget man har brug for det i praksis skal vi ikke gøre os kloge på. Men det er da også ekstraudstyr, som man selv kan til vælge, hvis man vil.

 

I kabinen er der fremragende plads overalt, gode muligheder for fralægning. Faktisk kan der ikke sættes mange fingre på noget som helst i den bil.

 

Oven i købet er Ford helt med helt fremme, hvad angår de teknologiske løsninger og kørehjælpemidler. De fleste skal dog til vælges og indgår ikke automatisk i basisudstyret, men det gør det på den anden side også muligt for køberne at fravælge det, hvis man mener at man kan klare sig uden.

 

Adaptiv styring

Nyt hos Ford i Europa er Ford Adaptive Steering, der optimerer førerens input gennem rattet. Det indeholder en elektromotor, der ved lav fart gør styringen lettere og styreudslaget mindre, ved mediumfart strammes styringen lidt op og styrefølsomheden ændres og helt stabil bliver den ved motorvejsfart. Man kan i øvrigt også manuelt ændre indstillingen af rattets styreudslag og respons.


Rattet er fyldt med teknik, som bl.a. kan ændre på styreudslaget afhængig af kørselsforholdene.


Og så spiller systemet sammen med adaptiv undervogn, der som bekendt tilpasser affjedringen til køreforholdene og køremåden. Dermed er selv rattet en del af det høje teknologiske niveau, men det er alt sammen ekstraudstyr. Også firehjulstræk er en option

 

Dug og massage

I kabinen hjælper en fugtighedsmåler til at undgå dug på ruderne og forsæderne kan fås med massagefunktion, baseret på ikke færre end 11 oppustelige puder. Idéen er, at nedsætte muskeltræthed, irritation og mindre smerter ved at stimulere både muskler og blodomløb.

 

Den nye S-Max har naturligvis også fået en stor berøringsskærm på mindst 8” indbygget i midterkonsollen (fås også som 10” skærm), som inkluderer Ford Sync 2 med stemmestyring osv. Skiltegenkendelse indgår i sensorsystemet, som både bruger radar og kamera, og fartpiloten kan også reagere på skiltegenkendelsen, så hastigheden automatisk tilpasses den aktuelle hastighedsgrænse. Og meget, meget mere…


Frontkameraet holder øje med, hvad der måtte befinde sig lige foran bilen.

Klik på billedet og tag med på en køretur i den nye Ford S-Max.

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Hurtige fakta om Ford S-Max:


Introduktion i Danmark: Eftersommeren 2015

 

Priseksempler (foreløbige priser):

S-Max Trend Ecoboost 1,5 160 hk: kr. 445.700.

S-Max Trend TDCi 2,0, 150 hk: kr. 483.700.

S-Max Trend TDCi 2,0, 150 hk PowerShift: kr. 508.700.

S-Max Titanium Ecoboost 2,0 240 hk aut.: kr. 587.000.

S-Max Titanium TDCi 2,0 180 hk: kr. 546.000.

S-Max Titanium TDCi 2,0 180 hk AWD PowerShift.: kr. 609.000.

 

Motorer:

Benzin:

EcoBoost 1,5: 160 hk. 240 Nm/1500-4500 omdr./min. 6 M/T: 0-100 km/t: 9,9 sek. Topfart: 200 km/t. Benzinøkonomi: 15,4 km/l.

EcoBoost 2,0: 240 hk. 345 Nm/2300-4900 omdr./min. 6/Aut: 0-100 km/t: 8,4 sek. Topfart: 226 km/t. Benzinøkonomi: 11,9 km/l.

Transmission: 6 trins manuel eller 6-trins konventionelt automatgear.

 

Diesel:

TDCi 2,0: 120 hk. 310 Nm/1750-2000 omdr./min. 6/Aut: 0-100 km/t: 13,4 sek. Topfart: 183 km/t. Brændstoføkonomi: 20,0 km/l.

TDCi 2,0: 150 hk. 350 Nm/2000-2500 omdr./min. 6/Aut: 0-100 km/t: 10,8 sek. Topfart: 198 km/t. Brændstoføkonomi: 20,0 km/l.

TDCi 2,0: 180 hk. 400 Nm/2000-2500 omdr./min. 6/Aut: 0-100 km/t: 9,7 sek. Topfart: 211 km/t. Brændstoføkonomi: 20,0 km/l.

TDCi 2,0: 210 hk. 450 Nm/2000-2250 omdr./min. 6 PowerShift: 0-100 km/t: 8,8 sek. Topfart: 218 km/t. Brændstoføkonomi: 18,2 km/l.

Transmission: 6 trins manuel eller 6-trins PowerShift dobbeltkoblingsgear.

Ikke alle kombinationer er medtaget.

 

Udstyrsniveauer:

Trend: Bl.a. nøglefri start, 2-zone klimaanlæg, forlygtevaskere, 5 sæder, sædevarme, opvarmet forrude. Pre-collision, SYNC 1.1.

Titanium (merpris: kr. 29.300): LED kørelys, 17” alufælge, 10,1” skærm, SYNC 2, p-sensorer for og bag, halvautomatisk parkeringssystem, skiltegenkendelse, regnsensor, automatisk fjernlys.

 

Udvalgt ekstraudstyr:

Adaptiv Steering: kr. 8.900.

Front camera med split view: kr. 11.500.

Nøglefri døre og bagklap: kr. 14.800.

Navigation: fra kr. 19.000.

Sportsundervogn (10 mm sænket): kr. 4000.

 

Dimensioner:

Længde: 4,8 m.

Bredde: 1,92 m (uden spejle).

Højde: 1,66 m.

Frihøjde: 12,8 cm

Bagagekapacitet: 285/700/2200 liter.


Link til importøren


 

Når de bageste sæder foldes ned, opnår man et helt plant bagagerumsgulv.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt