- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive: Toyota Aygo

Ny, lille og legesyg


Af Søren Clauding – 12. Juni 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Toyota Aygo i Motorradioen Del 1

 

Toyota Aygo i Motorradioen Del 2


Ambitionerne fejler ingenting, men Toyota har også noget at have dem I, når fabrikken bringer deres anpart i det fransk/japanske småbils-samarbejde ud på de europæiske markeder i den kommende tid. Den helt nye Toyota Aygo, hvis franske sidestykker er Citroën C1 og Peugeot 108, er både frisk, moderne og endnu mere tidsrigtig end forgængeren. Samtidig har Toyota den unikke fordel, at kunderne bliver hængende: Én gang Toyota altid Toyota.

 

Siden årsskiftet har verdens største bilfabrik øget deres salg på det fortsat noget vigende europæiske bilmarked med ikke mindre end 10 procent, sammenlignet med samme periode i fjor. Alene den hidtidige Aygo er der blevet købt 30.000 stykker af. Men det skal da også tilføjes, at Toyota har været særdeles aktive på prisen og at 3 års garanti i Danmark også er noget, der trækker købere til – især når det er almindelig kendt, at en Toyota ”aldrig går i stykker”.

 

Den første generation Toyota Aygo blev lanceret i 2005 og den var udviklet i et tæt samarbejde med de to franske kolleger. Det er den nye som nævnt også, men som det vil fremgå, når vi vender tilbage til de to andre i den kommende tid, er bilerne ret forskellige i deres udtryk.

 

Ens men endda forskellige

Det har naturligvis at gøre med, at fabrikkerne forsøger at adskille bilerne fra hverandre. Forhandlernettet er dog også forskelligt, købs betingelserne er ligeså, udstyrs- og prisniveauer adskiller dem fra hverandre, men inden man i øvrigt undrer sig for meget over, hvorfor der er bygget tre biler, der i grundlæggende teknisk forstand er ens, skal man forstå, at uden samarbejdet var der formentlig aldrig kommet en lille Toyota, Peugeot og Citroën til verden. Og alle tre fabrikker har interesse i at have en model til netop deres kundegruppe. Og det har kunderne øjensynlig også.

 

Definitionen af kundegrupper indgår imidlertid ikke (officielt, i hvert fald) i samarbejdsaftalen, og vi kan så konstatere, Toyota i hvert fald har ambitioner om, at det er flere end de hidtidige kunder, der skal anskaffe en ny Aygo. Om man så vil gå på strandhugst hos kollegerne eller sigter mod f.eks. trillingerne fra VW-koncernen eller tvillingerne fra Hyundai/KIA melder historien ikke noget om.

 

Kundeloyalitet giver nye muligheder

Da man lancerede den hidtidige i 2005 var formålet at tiltrække unge købere, der hovedsageligt boede i byerne, og så ville man da også gerne bringe lidt flere følelser ind i bilkøbet.

 

Men fordi den såkaldte kundeloyalitet er så stor, når det gælder Toyota (Aygo kunde-loyaliteten er omkring 60 procent over de sidste fem år, mens den er omkring 45 procent i gennemsnit i småbilssegmentet) tror man på, at man kan udvide kundegruppen. Det ER ambitiøst, ikke mindst fordi der siden lanceringen af 1. generation af Aygo er kommet dobbelt så mange konkurrenter på markedet i småbilsklassen.

 

Den legesyge bil

Under overskriften ”den legesyge bil” er det hensigten, udover alle de, der i forvejen er blevet tilfredse med deres køb, at tiltrække en ny type af kunder, der har en anderledes kommunikationsform. Det er mennesker, som Toyota bl.a. mener at kunne nå via de sociale medier. Idéen er, at Toyota Aygo ikke bare skal være sjov at se på, sjov at køre men også sjov at eje.

 

Hvad det sidste angår, opererer man med de samme mekanismer, der får folk i den anden ende af prisskalaen til at købe en eksklusiv bil, fordi man gerne vil eje en sådan og sende de rette signaler til omverdenen. Man skal have det sjovt med at eje en Toyota Aygo, naturligvis også fordi omverdenen synes, at det er sjovt at man har sådan en…

 

Og hvad har man så gjort, for at komme derhen?

 

Kriterier

For det første har man opstillet kriterier, som er basale for alle tre biler i udviklingssamarbejdet: Et kompakt design, en god brændstoføkonomi, sprøde køreegenskaber og stor manøvredygtighed. Sådan var forgængeren også, og de egenskaber skulle fastholdes.

 

Men hvad angår designet, miljøhensynet og køreglæden skulle Aygo op på et højere niveau. Samtidig ville man indbygge såvel muligheden for at forbinde bilen til omverdenen og samtidig friheden til individuelt at skabe sit eget køretøj.

 

Hvad det første angår, har man bibeholdt de samme mål som forgængeren – sådan i det store hele. Den er et par cm længere men også en smule lavere. Alligevel har man kunnet øge rummeligheden.

 

Æg, der brister

Brændstoføkonomien vender vi tilbage til, køreegenskaberne ligeså, for designet er helt klart det vigtigste element. Den er filosofisk baseret på en kendt japanske tegneserie-helt, Astroboy, som er en robot, der bevæger sig på en yderst menneskelig måde. Man forestiller sig et æg, der brister, når kyllingen skal ud, altså en stiv ydre struktur og et blødt indre. Den ydre struktur brister, på grund af det indre pres, og så skabes det karakteristiske X på fronten, som svarer til brudlinjerne, når skallen brister.

 

På samme måde som man kan vælge cover til sin smartphone, kan man også vælge farver på krydset og flere andre tilhørende elementer, og man kan udskifte dem, ligesom man kan udskifte coveret på sin mobiltelefon.


Toyota Aygo: Teknik og køreegenskaber – læs mere >>>

Læs også:

Toyota Aygo: Teknik og køreegenskaber >>>



Prissætningen

Priserne på den nye Aygo begynder ved 89.495 kroner. Det er lidt højere end de to tilsvarende biler fra Peugeot og Citroën. Men Toyota har valgt at udstyre basis-modellen højere. Eksempelvis er Stop&Start, fuld sikkerhedspakke (inkl. nakkestøtter
bag), radio med højttalere og 3 års garanti standard. Toyota retter dog fokus mere ind på finansieringen, fordi man erfaringsmæssigt ved, at langt over halvdelen af køberne vælger at finansiere bilen hos Toyota Finans. Aygo kan da fås fra 915 kr. pr. md. ved 20 procent i udbetaling. Hos Toyota forventer man, at de danske kunder især vil kaste sig over den danske udgave Aygo x-press, som har et højere udstyrsniveau (bl.a. 7" touch skærm, bakkamera, 15" alufælge, læderrat, tågeforlygter, aircondition). Priserne er kr. 1150 pr. måned, finansieret, eller kontant kr. 113.995.


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt