- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En Bentley Le Mans racer fra 1920'erne var til salg på Salon Rétromobile i Paris.

Klik på billederne og se dem større


Salon Rétromobile i Paris: Klassikere for alle pengene


Af Søren Clauding – 7. februar 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Salon Rétromobile, Citroën Cactus og Traction Avant i Motorradioen


I 39 år har Salon Rétromobile fundet sted i Paris. Udstillingen, som afholdes i selvsamme messecenter ved Porte de Versailles, som hvert andet år huser et af verdens største motorshows (det foregår dette efterår i begyndelsen af oktober) er blevet større og større. Den har udviklet sig til i dag at være et enestående mekka for mennesker med interesse for klassiske biler af enhver afskygning og til enhver pris.

 

Men der handles også stort ind i de dage. Eksempelvis blev der på Bonhams auktionen, der afholdes i Grand Palais ved foden af Champs-Elysée netop i Rétromobile dagene, i år handlet biler for 17 millioner Euro, svarende til 130 millioner kroner, på bare den ene dag, hvor auktionen fandt sted. Det er ny rekord for det britiske auktionshus.

 

Markedsplads tilstande

Selve Rétromobile består af tæt befolkede udstillingshaller, hvor bilerne og de mange andre former for køretøjer, der har sneget sig indenfor, står tæt stuvet sammen. Det er ikke de moderne motorshows overdådighed af plads, luksus og eksotiske stande, der hér er tale om.

 

Dem, der kommer nærmest noget sådan, er et andet af de store auktionshuse, Artcurial Motorcars, som man kan se på den anden side af afspærringerne eller købe sig adgang til ved at investere 50 Euro i auktionskataloget – uden forpligtelse til at byde.

 

Bonham:

LIVE udstilling med biler og motorcykler

Så er forholdene noget mere pompøse på Bonhams auktionen i Grand Palais. Den mondæne bygning er blot en kæmpemæssig skal i stil med Forum i København, og indenfor er der plads nok til de særlig udvalgte unikke og eksotiske køretøjer med både to, tre og fire hjul, som auktionshuset har godkendt til at komme på salgslisterne.

 

Også hertil har publikum adgang ved køb af et katalog til 50 Euro. Kataloget er i sig selv en historisk dokumentation af de mange unika, detaljeret beskrevet på omkring 400 sider med farvestrålende højglansfotos i rå mængder.

 

Et besøg i Grand Palais er mere befriende end et besøg på Rétromobile messen, men hvert sted har sin charme, og i Grand Palais kan man komme helt tæt på bilerne og snige sig til at røre ved dem, selvom arrangørerne helst beder sig fritaget derfor – men det kunne jo være, at man ville købe og så skal man jo fornemme hvad man betaler for.

 

Bonham er et levende bilmuseum, hvor enestående køretøjer er samlet, og formentlig aldrig, når dagen er omme, vil være at se i det samme forum en gang til.

 

17 millioner for en Ferrari

Og det behøver ikke at være de 2.225.000 Euro (ca. 17 millioner kroner), som den højest bydende på en Ferrari 275GTB/4 Berlinetta måtte ryste op med, man skal konkurrere imod. Man kan faktisk komme i besiddelse af en ægte Ferrari limousine 400GT Automatic coupé for i nabolaget af 100.000 kroner, vurderede den danske ekspert i klassiske biler, Jens Hauge, der til daglig er markedschef hos Honda i Danmark.

 

I kataloget står den til mindst 19.000 Euro, men det er jo ret beset også et stykke under 150.000 kroner.

 

Udfordringen er, set med danske øjne, alene, at finde en bil, der er gammel nok, så den klassificeres som klassisk bil, og derfor er afgiftsfritaget, hvis den skal have danske nummerplader på. Ferrari'en er fra 1978 og vil altså kunne komme ud at køre uden registreringsafgift i Danmark.

 

Kan en MGB Roadster fra 1967 imidlertid gøre det, er vurderingsprisen 12.000 Euro – altså 90.000 kroner. Og den kan registreres skattefrit og køres uden afgift, fordi den er fra 1967 og dermed mere end de 35 år gammel, en klassisk bil skal have på bagen, for i skattemæssig sammenhæng at blive anset for et afgiftsfrit klenodie og ikke et transportmiddel. Men hvem kunne finde på at købe Ferrari’en for at køre til arbejde i den – dens 12-cylindrede benzinmotor går nok ikke meget mere end 3 km/l.


Citroën DS Break Comfort fra 1975 på Salon Rétromobile.

Læs også: Bonhams: En-dags LIVE museum >>>


Citroën 11A Familiale fra 1936 med forhjulstræk og plads til syv personer på Citroën klubbernes stand på Salon Rétromobile. Den bil er ikke til salg.

 

Mercedes 300 SL i mange afskygninger og årgange var til salg på Artcurial auktionen på Salon Rétromobile.

 

Ferrari 400GT Automatic coupé på Bonhams auktion i Grand Palais.

 

Jens T. Hauge er til daglig markedschef hos Honda Motorcykler i Danmark. I sin fritid dyrker han bl.a. sin interesse for klassiske biler og er i besiddelse af en Formel 3 racer fra begyndelsen af 1970’erne. Den og Jens Hauge blev filmstjerner, da de blev inviteret til at medvirke i racerfilmen ”Rush” om tvekampen mellem Formel 1 giganterne Niki Lauda og James Hunt (er netop kommet på DVD og BlueRay) i den indledende sekvens, hvor der køres med formel 3 racere. Optagelserne hertil fandt sted på Cadwell Park og Crystal Palace racerbanerne i England. Danskerens formel 3 racer har startnummer 13 på siden – og han kører den selv, også i filmen.

Interview med Jens T. Hauge i Motorradioen

Ford Lincoln Convertible, Salon Rétromobile.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt