- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First Test: Peugeot Partner Electric

Forbavsende trækvillig og komfortabel


Af Søren Clauding – september 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Noget af det, el-biler er bedst til, er transport i nærområdet, gerne med mulighed for opladning henover natten. Derfor er den nye elektriske udgave af den kompakte varebil, Peugeot Partner ret ideel for de virksomheder eller organisationer, som kan planlægge deres kørsel og har mulighed for at lade bilen stå stille i op til de otte timer en fuld opladning fra nul tager.

 

Ved det første møde med den elektriske Partner overraskede motorens trækvillighed. Der er tale om gennemprøvet teknik fra den lille personbil, Ion, men i varebilen kommer den endnu mere til sin ret. Foruden trækvilligheden er kørekomforten overbevisende. Støjniveauet er lavt og da støj notorisk er en af de mest trættende faktorer ved en hektisk dag med megen bykørsel, er el-bilen ideel til at løse den opgave.

 

Ligesom Partner Van

Den nye Partner Electric har i øvrigt netop haft Danmarkspremiere på Driving Green messen i Øksnehallen, hvor der var stor interesse fra både kommuner og virksomheder. Partner Electric er kendetegnet ved samme fleksibilitet og lasteevne, som har været grundlaget for Partner Vans succes. Den fås i to længder: L1, som er 4,38 m og L2 på 4,63 m og har dermed den største lasteevne blandt de små elektriske varebiler.

 

L1-versionen tilbyder en varerumsvolumen på 3,3 m3 og en varerumslængde på 1,80 m, mens L2-versionen rummer 3,7 m3 og har en varerumslænge på 2,05. Nyttelasten er op til 695 kg, hvilket er det bedste i klassen, oplyser man hos Peugeot.



Tre passagerer

Partner Electric kan udstyres med et Multi-flex bænksæde, som gør det muligt, foruden føreren at have yderligere to passagerer med. Det fleksible passagersæde kan foldes ned og øger hermed bilens varerumsvolumen til 3,7 m3 og 4,1 m3 afhængig af længde.

 

Partner Electric har en rækkevidde på 170 km efter NEDC-standarden, men i praksis er den omkring 120 km, men netop målsætningen om at forbedre rækkevidden har været fokusområdet under udviklingen af Partner Electric. Det er bl.a. opnået ved dobbelt energiopsamling, idet der både opsamles energi ved deceleration og ved bremsning. Udvendigt bidrager en mere aerodynamisk front med en mindre kølergrill, bundplade og særlige hjulkapsler til at mindske vindmodstanden.

 

Energiforbruget og dermed rækkevidden afhænger, ligesom ved en forbrændingsmotor af kørestil og vejens udseende, men også de elektriske features har en indflydelse på rækkevidden. De to største energi-slugere er opvarmnings- og airconditionsystemet. Derfor er Partner Electric udstyret med et 100 procent elektrisk opvarmnings- og airconditionsystem, som blæser varmt eller koldt luft direkte ind i kabinen. Derved opnås den ønskede temperatur hurtigere end ved et konventionelt system.

 

Flere opladningsmuligheder

Partner Electric kan oplades på to måder: Via en Quick charge station, hvor man på 20 minutter har opnået 50 procent af batteriets kapacitet og efter 30 minutter er den på 80 procent. Alternativet er normal opladning gennem en 230 V stikkontakt. Med 14 A tager en 100 procent opladning cirka 8,5 timer, mens opladningstiden er 7,5 timer ved et 16 A fabriksstik.

 

Partner Electrics elmotor præsterer 67 hk og har et drejningsmoment på 200 Nm fra 0-1500 omdr./min. Topfarten er 110 km/t. Batteriet er et Litium-ion batteri med en kapacitet på 22,5 kWh. Det består af to batteripakker, som er placeret under lastrummets gulv på hver side af bagakslen, hvilket er det mest sikre sted i tilfælde af kollision. Herudover er batteripakkerne beskyttet af glasfiberforstærket polymer plast og fastgjort til forstærkede dele under gulvet med stålfæstninger. Hvert af de 80 elementære celler i batteriet overvåges konstant hvad angår temperatur, spænding og elektricitet. I tilfælde af kollision, isolerer en afbryder batteriet og højspændingskredsløbet.

 

Placeringen af batteripakkerne sikrer en god vægtfordeling, sænker tyngdepunktet og giver god stabilitet. En stabilitet, der bliver yderligere forbedret af standardudstyr som ABS med elektronisk bremsekraftfordeling, Emergency Braking Assistance og ikke mindst ESC. ”Hill Assist”-funktionen i kombination med motorens høje drejningsmoment gør det muligt at køre op ad stigninger på helt op til 25 %. Derudover er fire airbags standard.

 

Peugeot Partner Electric koster fra 189.990 kr. ekskl. moms. Det er en del mere end den tilsvarende dieseldrevne udgave, men udover at meget tjenes ind på driften og afgiftsfritagelsen vil den også for mange købere være et godt signal til omverdenen om en grøn tankegang.

Andre Peugeot prøvekørsler her >>>


Peugeot varebiler i Motorradioen


 

 

 


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt