- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


NISSAN på Paris Motor Show

NISMO: Drømme bliver til virkelighed

Drømme skaber fremtiden


Af Søren Clauding – oktober 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nissan har succes på det europæiske bilmarked. Populære modeller som Qashqai, Juke og den lille Micra er med til at booste det aktuelle salg, fordi Nissan rammer lige ind i kernen af europæiske bilkøberes bil-behov. Men fabrikken vil mere end det: Langsigtet satser man målrettet på, at skabe en stærk position i unge bilkøberes bevidsthed, som skal medføre, at Nissan vil være et af de mest foretrukne bilmærker, når de unge bliver ældre. Kernen i den proces er, at skabe drømme og gøre drømmene til virkelighed.

 

Blandt de elementer, der skal understøtte udviklingen, er ”NISMO”. Bogstaverne står for Nissan Motor Sport – et velkendt begreb i international motorsport og synonym med Nissans motorsportsafdeling, der står for fabrikkens aktiviteter på racerbanerne. Udenfor motorsportsverdenen er NISMO stort set ukendt. I foråret 2013 igangsatte man derfor et forløb, som skal gøre NISMO måske ikke til allemandseje, men blandt især de yngre kundegrupper en faktor, som knyttes til unge menneskers optimisme og drøm om at præstere og opnå. Deres lyst til at leve…

 

Ingredienserne er mange flere: 

Hiroshi Tamura, NISMO produktspecialist, som vi mødte ved efterårets store motor show i Paris, forklarer:

 

”Vi ønsker at gøre NISMO kendt, fordi det er vigtigt, at en større del af bilkøberne forstår, at der er sammenhæng mellem de biler, Nissan producerer, og de aktiviteter, der finder sted på racerbanerne. Men det er vigtigt at forstå, at vi definerer sammenhængen bredere end de fleste, og inkluderer menneskene, der ejer og bruger de biler, vi producerer.”

 

Gran Turismo

I 2008 etablerede Nissan et samarbejde med Sony, producent af det velkendte computerspil, Gran Turismo. Gran Turismo kan afvikles på en Play Station computer og simulerer racerløb, hvoraf mange finder sted på tro kopier af eksisterende racerbaner. Man kan med andre ord hjemme i dagligstuen ”tage plads” bag rattet i f.eks. en Nissan 350 Z og køre racerløb. Man behøver blot et rat med tilhørende pedaler, den nævnte Play Station computer samt et TV.

 

Nissans filosofi var – og er fortsat – at engagere især unge mennesker indenfor et univers, som de færdes hjemmevandt i, dvs. computer-universet, tilføre universet et unikt element baseret på motorløb (og tilhørende biler) og siden skabe en global konkurrence. I stedet for at kun at have sig selv, venner og familiemedlemmer eller fiktive deltagere, opfundet af computeren, at konkurrere imod, blev der etableret en konkurrence over internettet. Dermed kunne man konkurrere mod levende mennesker, rundt om i verden, i et univers på stort set samme niveau som det, man fandt på Play Station-station’en i hjemmemiljøet.

 

GT Academy

Nissan etablerede det såkaldte GT Academy, hvor målet var på den ene side at give deltagerne drømme men på den anden side også mulighed for, at drømmene kunne gå i opfyldelse. I store internationale motorløbsserier, afholdt on-line, kunne man dyste mod hinanden, vinde mesterskaber og kvalificere sig til det endegyldige mål: En test i det virkelige liv, på en virkelig racerbane mod en stribe konkurrenter, der havde klaret sig gennem konkurrencen på samme niveau. De allerbedste ville siden kunne blive en del af et virkeligt racerteam.


GT Academy.

 

Lucas Ordonez.


I 2008, det allerførste år hvor GT Academy blev afholdt, vandt spanieren Lucas Ordonez, og tre år senere blev han nr. 2 i GT-klassen i det virkelige 24-timers Le Mans. Kort fortalt: Nissan GT Academy havde vist sig, via spil på computeren, at kunne skabe elite-racerkørere i virkelighedens motorsport, at lade drømmen om at vinde racerløb, skabt bag TV-skærmen eller computerskærmen, blive til virkelighed. Forløbet blev synliggjort for en bred modtagergruppe via et intensivt samarbejde med sports-TV kanalen Eurosport – den største pan-europæiske TV-station.

 

NISMO i hverdagen

Den måde at tænke på spredes ud via NISMO. Nissan vil skabe en række nye NISMO-modeller, altså virkelige biler, udviklet af motorsportsafdelingen med henblik på at køre på almindelig landevej. De kan købes og, sagt på en meget forenklet måde: Kan man ikke vinde GT Academy og komme til at køre race i virkeligheden, kan man da i hvert fald købe sig til en god oplevelse ved at anskaffe en Nissan NISMO-model og derved snues til drømmen, skabt af computeren og ført ud i livet – af Nissan.

 

Men her hører historien ikke op.

 

”Det hele hænger sammen,” fortæller Motohiro Matsumura, den øverst ansvarlige for Nissan Motorsports International. ”Derfor udvider vi vores motorsportsaktiviteter i de kommende år,” underforstået: Uden international succes i motorsport, har man ikke noget at drømme om. Som deltager i GT Academy skal man vide, at Nissan har en position i international motorsport, og derigennem vide, at drømmen ikke alene handler om at vinde GT Academy og komme til at køre en virkelig racerbil, men at denne racerbil også er en del af et internationalt succes-team. Med andre ord: Det er jo ikke lige meget hvem, man skal drømme om at komme til at køre for, især unge mennesker vil jo meget gerne være stjerner…

 

Le Mans prototype udfordrer Audi, Toyota og Porsche

Bl.a. derfor udbygger Nissan sine motorsportsaktiviteter så man i 2015 er klar med en sportsprototype til WEC (World Endurance Championship), med direkte sigte mod 24-timers Le Mans. Man vil vippe Audi, Toyota og Porsche af pinden. Ambitiøst, men lykkes det, har de unge mennesker virkelig noget at sigte mod!

 

Nissan har parallelt hermed i de senere år også arbejdet intensivt på at overføre computerteknologien, som man kender fra dagligstuen, til de computerløsninger, der findes i bilerne. Nissans Safety Shield, som bl.a. inkluderer Around View Monitor, er et direkte resultat af denne satsning. Systemerne har naturligvis en praktisk funktion, men de anvender en brugergrænseflade, som er kendt hos især unge mennesker og som gør, at de føler sig hjemmevante. Også denne satsning skal medføre, at Nissan fremover vil være det foretrukne bilmærke.

Læs også: Nissan Juke Nismo First World Test >

 

Læs også: Nissan Juke "RS" prototype >>>

 

Læs også: GT Academy: Racerkører fra nettet til den virkelige verden >>>


Hiroshi Tamura, NISMO produktspecialist.

 

Seneste NISMO-kreation: Nissan Pulsar NISMO Concept.

 

Nissan Juke Nismo RS er på markedet om kort tid.

 

Nissan GT-R NISMO.

 

NISMO-udgaven af Nissan 370Z.

 

Koncept-bilen Nissan IDX-NISMO mikser fortid med nutid.


2014 Paris Motorshow: Små og store nyheder

 

 

Klik på billedet, læn dig tilbage i stolen og oplev de vigtigste små og store nyheder på Paris Motorshow - verdens største motorshow.

 

Kan også ses på YouTube >>>

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt