- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Presentation i Barcelona:

Mazda MX-5

Smil med din MX-5 og verden smiler til dig


Af Søren Clauding – 4. september 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lettere omskrivning af de livsbekræftende visdomsord er kernen bag Mazdas gigantiske sportsvognssucces, MX-5. Det har det været siden introduktionen af den første MX-5 for 25 år siden. Og sådan er det fortsat. Mazda MX-5 handler om køreglæde, livsglæde ikke mindst, et bredt smil fra føreren og også fra bilen selv.

 

Kik på fronten af den nye MX-5, som netop har set de første projektørlys i forbindelse med en eksklusiv global præsentation i bl.a. Barcelona i Spanien. Se dens smil, fornem dens engagement. Den nye sportsvogn er ligesom forgængerne ikke et ligegyldigt køretøj, selvom den præstationsformåen ikke kan opgøres i bagagekapacitet og bagsædeplads. Mazda MX-5 har fortsat kun ét formål og én berettigelse: Den får mennesker til at smile, dem der sidder bag rattet og dem, den kører forbi. Måske også dem, der læser om bilen, her på Motorsiden.dk…

 

Global præsentation

Præsentationen af den nye, den fjerde generation af MX-5 var helt i tråd med den kult-status den lille vævre japaner har opnået i sit 25 år lange liv. Mazda har formået at holde designet hemmeligt i hele udviklingsfasen, og torsdag morgen, d. 4. september 2014 klokken 03:00 mellemeuropæiske tid trak man sløret væk for den nye bil på tre globale destinationer: Barcelona, Monterey i Californien (selvfølgelig på Laguna Seca Mazda Raceway) og naturligvis i Mazdas hjemland, i Tokyo i Japan.

 

De tre steder var valgt, fordi de tre steder har været kernen i den populære roadsters succeshistorie. Langt det største antal er solgt i USA, med en koncentration i det solrige Californien. Japan har bidraget forholdsmæssigt meget, fordi landets befolkning trods alt ikke er på niveau med hverken USA's eller Europas. Egentlig har det europæiske marked været det forholdsmæssigt mindste, men da Europa er toneangivende for den type biler og selvom et samlet salg på 300.000 siden introduktionen af den første Mazda MX-5 og ud af de i alt 947.000 producerede eksemplarer ikke må underkendes, er Europa fortsat en vigtig faktor bag roadsterens stadige eksistens.

 

Sportsvogns-gener

Mazda MX-5 er nemlig skabt med europæiske gener, med stor skelen til de klassiske britiske sportsvogne. Den store forskel i begyndelsen var måske mest, at Mazda’en aldrig gik i stykker. Derfor kører de fleste af de oprindelige biler fortsat på alverdens snoede landeveje, derfor er den blevet en regulær kultbil og derfor er der trods faldende salgstal henover årene fortsat behov for sådan et køretøj. 3. generation har med 225.000 eksemplarer været den dårligst sælgende (men nu ganske godt endda), måske netop fordi den lille bil ikke er til at slide op (læs vores seneste prøvekørsel af Mazda MX-5 her >>>), men naturligvis også fordi den blev lanceret lige inden finanskrisen satte ind.

 

Mazda MX-5 køber man, fordi man har lyst. Fordi man har lyst til livet, og fordi man elsker at køre i sådan en bil. Måske var den seneste generation dog så småt ved at blive en anelse for stor. I alle tilfælde er en af de visuelle forskelle på 3. generation og 4. generation, at bilen er blevet kortere uden at pladsen i cockpittet er blevet ringere. Godt valg, især når bagagepladsen stort set er ligegyldig, fordi bilen er en 2-sædet sportsvogn.

 

Bredt smil og glimt i øjet

Ved præsentationen i Barcelona fik man en idé om en skarpere linjeføring, mere pondus, kombineret med elegance og en moderne tilgang til den moderne verden. Der er lidt mere ”Lynet McQueen” over den nye MX-5, det brede smil, glimtet i førerens øjne. Men når det så er sagt, var den mere detaljerede beskrivelse af bilen holdt på et lavt niveau. Alligevel fik vi en idé om hvordan MX-5 kører, uden at have så meget som trillet en centimeter i den (læs mere om Mazda MX-5 hér >>>).

 

Tidsplanen siger: Officiel Verdenspremiere på Paris Motorshow i begyndelsen af oktober, de første internationale prøvekørsler engang i 2015 og lidt senere (hvornår det så end måtte være) vil den være ude på de forskellige markeder.

Mazda MX-5: Kompakt, væver og komfortabel >


Mazda prøvekørsler - se her >>>


Mazda 5 præsentationen i Motorradioen


 

 


Historie og salgsresultater


Mazda MX-5 er historiens mest solgte 2-sædede sportsvogn, optaget i Guiness Rekordbog.

Totalt salgstal fra introduktionen i 1998 t.o.m. juli 2014: 935.364.

USA: 442.968. Europa: 299.337. Japan: 168.235.

Totalt produktionstal: 947.123.

Bedste produktionsår: 1990 med 95.640 stk.

1. generation: 1988.

2. generation: 1996.

3. generation: 2005


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt