- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First test: Dacia Sandero Stepway

Stepway skal booste Sandero salget

 


Af Søren Clauding – 10. oktober 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Masser af udstyr og moderne motorer skal booste salget af den rumænsk byggede Renault-ejede Dacia Sandero. Med i købet får man også forøget frihøjde og det forbedrer sjovt nok køreegenskaberne.

 

Den hidtidige Sandero er ikke blevet den succes, den danske importør havde håbet på. Stærk priskonkurrence fra mere moderne bilmodeller kan være en medvirkende årsag, men også den omstændighed, at 75-hestes benzinmotoren ikke er den allernyeste af sin slags, har formentlig spillet en rolle (læs vores prøvekørsel af Dacia Sandero hér >>>).

 

Det er anderledes med Stepway-udgaven, der lander hos de danske forhandlere først i november.

 

Hævet, hurtigere og bedre

Kort fortalt er Stepway en hævet Sandero. Ikke mindre end 4 cm øget frihøjde – det er en masse. Suppleret med skørter og off-road-paneler er udseendet også shinet lidt op. Men ellers er der tale om samme bil.

 

Den føles blot anderledes, når man kører. Det er der mange forklaringer på. Vi prøvekørte den med den ene af de nye motorer, Renaults effektive 1,5 liters 90-hestes diesel. Lydsvag, vibrationssvag, momentstærk og underholdende. Det gør sit.

 

Kører bedre

Men trods den forøgede frihøjde ligger Stepway versionen bedre på vejen. Vi tror at det skyldes kombinationen af længere fjedre og en fastere opsætning. Derved har man bibeholdt affjedringskomforten og samtidig opnået mere direkte kontakt med kørebanen. Det er virkelig to positive forbedringer.

 

Stepway kan også fås med Renaults 90-hestes 0,9 liters benzinmotor, den er økonomisk men har en ujævn motorgang, de gange vi har prøvet den tidligere – om det også gælder, når den ligger i Stepway, ved vi ikke, for vi har ikke prøvet den. Men hvorfor skulle det være anderledes i en Dacia end i en Renault. Måske er det da også blot undertegnede, der har stirret sig blind på en egenskab, som de allerfleste måske slet ikke vil bemærke. Uanset det, er den i hvert fald økonomisk.



Diesel anbefales

Med dieselmotor er listeprisen kun 5000 kroner højere end med benzin. Men den kører 25 km/l med diesel kontra 18,5 på benzin. Den prisforskel modsvarer rigeligt merudgiften på 920 kroner om året i grøn ejerafgift. Vi anbefaler diesel-udgaven og Dacia importøren har da også beregnet, at ved 20.000 kilometers kørsel om året har dieselbilen tjent sig ind på blot to år.

 

Prisen for en Sandero Stepway er 140.000 kroner respektive 145.000. Altså 35.000 kroner højere end på den almindelige Sandero. Hvordan skal det gøre Stepway til en succes? Jo, de nye motorer er et argument, et andet er udstyrsniveauet.

 

Meget udstyr

Dacia Sandero Stepway findes kun i én udstyrsversion, men hvilken en: Fartpilot med fartbegrænser er standard, det samme er kørecomputer, læderrat, aircondition, parkeringssensor bag, tågeforlygter, sædevarme, Renaults velfungerende infotainment system med 7” berøringsskærm, streaming og håndfri Bluetooth-telefoni, USB og AUX stik. Og både metallak og navigation er også inkluderet i prisen. Alufælge er det dog ikke. Her må man nøjes med 16” stålfælge.

 

Dacia har opgjort værdien af udstyret alene til godt 42.000 kroner. Men det, der afgør om Stepway bliver en succes, er næppe udstyrsniveau og motorer i forhold til den almindelige Sandero. Derimod får konkurrencen med andre bilmærker lov at spille ind.

 

Vi har for nylig prøvekørt en Toyota Aygo med stort set samme udstyr, den kostede stort set det samme. Men motoreffekt og pladsforholdene er markant bedre i Sandero Stepway. Om kvaliteten også er det, kan være vanskeligt at forholde sig til, så længe bilen er ny. Men Dacia giver 3 års garanti på Stepway, præcis som Toyota gør på Aygo. Så her er der ingen forskel.

 

Andre Dacia prøvekørsler >>>


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt