- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


First World Testdrive: Nissan Leaf EU

Den nye Nissan Leaf - flere detaljer


Af Søren Clauding – 10. april 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I teknisk forstand er Nissan Leaf forbedret på over 100 punkter, men ikke mindst i økonomisk forstand er det nu blevet mere attraktivt at købe en elbil fra Nissan. Man kan nemlig i kraft af, at produktionen af de europæiske biler nu finder sted i Europa, bedre håndtere individualiseringen af bilen og dermed nu også tilbyde den i tre forskellige udstyrsversioner: Visia, Acenta og Tekna.

 

Teknisk er de tre varianter ens, men førstnævnte er med basisudstyr til salg for blot 253.690 kroner inklusive batteri. Hidtil har prisen for en Leaf med Acenta udstyr været 268.290 kroner – den koster nu kr. 274.890 – mens luksusvarianten er prissat til lige under 300.000 kroner.

 

Besparelse på flere tusinde kroner om året

Desuden er det nu muligt, at fravælge usikkerheden ved batteriets holdbarhed ved at lease det. Gør man det, er listeprisen for den billigste Nissan Leaf reduceret til lige over 200.000 kroner. Derefter er leasingpriserne for batteriet fastsat ud fra det forventede kørselsbehov: Kører man f.eks. 12.500 km om året er prisen 699 kroner om måneden, ved 20.000 kilometer/år er den kr. 954/måned. Løseligt anslået kan man opnå en besparelse i forhold til en nogenlunde tilsvarende benzindreven bil på et par tusinde kroner om året, afhængig af benzinforbrug og de aktuelle priser på elektricitet. Desuden slipper man for at betale ejerafgift på en el-bil. Så kan man leve med de begrænsninger, der følger med, og har man lademuligheder på bopælen, vil en Nissan Leaf hurtigt kunne være økonomisk attraktiv.

 

Begrænsningerne

Spørgsmålet er, om man kan leve med begrænsningerne. Nissan gør deres bedste for at det er muligt. El-varme på både for- og bagsæder er standard, og man har udskiftet bilens varmesystem med et varmepumpesystem, som reducerer elforbruget til opvarmning med omkring 70 procent. Desuden er varme i rattet standard. Man skal dog fortsat nok være indstillet på, at holde en lidt lavere temperatur i bilen om vinteren, hvis ikke rækkevidden skal lide for meget. Ved vintertide leverer batterierne heller ikke så meget strøm. I Oslo beregnede kørecomputeren, at vi havde 167 kilometer til rådighed, da bilen blev startet op om morgenen. Vores kørselsmønster var imidlertid atypisk og derfor vanskeligt at bruge som mere præcis angivelse. Det må stå sin prøve efter at bilen er landet i Danmark til sommer.

 

Opladningstiden er uændret 8 timer fra nul til fuld opladning fra en 16 amp. stikkontakt. Imidlertid er det nu muligt, at oplade bilen på den halve tid fra en 32 amp. stikkontakt. Dette er blot ikke tilladt i Danmark.

 

Energirigtig lyd

Bose audioanlægget er et helt system, specialudviklet til Nissan Leaf og anvender kun halvt så meget energi som et tilsvarende ”normalt” anlæg.

 

I den nye Leaf lanceres også en ændret version af det såkaldte Carwings navigationssystem, som gør det muligt at fjerbetjene funktioner fra en computer eller en smartphone. Man har forbedrede muligheder for at fjernbetjene airconditionsystemet, og man kan f.eks. planlægge en tur fra sin computer eller tablet og sende anvisningerne til bilen.

 

I øvrigt er Around View Monitor en option (vi har beskrevet systemet i forbindelse med prøvekørsel af Nissan Qashqai 360 hér >>>).

 

Nissan Leaf er gennemarbejdet miljøoptimeret. Hidtil har f.eks. sædematerialerne indeholdt 39 procent genbrugte plasticflasker. Disse er i den nye Leaf erstattet af et stof, der alene er fremstillet af sukkerrør. Der var koldt i Oslo – så vi garanterer ikke for, at man undgår en lidt klæbrig fornemmelse i sommervarmen, men det gør Nissan…


Klik på billedet og se det større.

Læs også: Nissan Leaf er blevet voksen >>>



Fakta om Nissan Leaf EU:


Introduktion i Danmark: Sommeren 2013.

Motor: synkroniseret vekselstrømsmotor, 109 hk v. 3.000-10.000 omdr./min. Maks. Drejningsmoment: 245 Nm over hele omdrejningsskalaen.

Batteri: Litium-ion, 360 V, 24 kWh, 48 moduler.

Opladningstid: Fuld opladning 16 amp: 8 timer. 32 amp: 4 timer (ej tilladt i Danmark).

Lynopladning til 80 pct. kapacitet: 30 min.

Fartpræstationer: 0-100 km/t: 11,5 sek. Tophastighed: 144 km/t.

Rækkevidde: 199 km.

Længde: 4,45 meter.

Bagagerumskapacitet: 370 liter (uden Bose-anlæg=15 liter).


Link til importøren


Sådan understøttes brug af el-biler i de tre skandinaviske lande:


Norge:

Ingen registreringsafgift. Ingen moms. Gratis parkering med gratis opladning på offentlige parkeringspladser (og der er rigtig mange og store el-bils parkeringspladser i en by som Oslo). Gratis færgefart på indenlandske færger. Gratis kørsel på betalingsveje (som f.eks. broer). Reduceret bilafgift. 50 procent fradrag som firmabil.


Sverige:

Statsligt købstilskud på 40.000 Svenske kroner. Gratis parkering i ”Stockholm Parkering”.


Danmark:

Ingen registreringsafgift. Gratis parkering på el-bilpladser (begrænset antal i visse storbyer).


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt