- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive: Mazda3

Skarpt design, skarpe priser, skarpe køreegenskaber


Af Søren Clauding – 18. september 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kan næsten ikke gå galt. Mazda’s nye 3’er er skarp på den treenighed, som får bilkøbere til at træffe det endelige valg: Designet er lige i øjet, priserne er så skarpe, at det er lige før man spørger, om Mazda nu skal være en discountbil, og køreegenskaberne er bedre end noget, Mazda tidligere har præsteret i den nedre del af mellemklassen.

 

Det sidste skal der så heller ikke så meget til, for den hidtidige Mazda3 har været på markedet i temmelig mange år og trængte til fornyelse. Man har derfor grebet fat omkring nælden ved dens rod og ikke bare fornyet den hidtidige bil, men skabt en hel ny mellemklassebil ud fra samme basisfilosofi, som allerede har givet Mazda6 utrolig succes.

 

SKYACTIV

De tekniske elementer er baseret på det, Mazda kalder SKYACTIV. Ordet indebærer, at man har optimeret kendt teknologi og forfinet den i en sådan grad, at den udmærket kan hamle op med og i mange tilfælde overgår konkurrenternes forsøg på at opnå lignende effektivitet ved hjælp af alternative løsninger. For eksempel er basismodellen udrustet med en 100 hestes benzinmotor, en ganske almindelig 1,5 liters 4-cylindret rækkemotor uden turbolader. Med den i maskinrummet kan Mazda3 køre ikke mindre end 20 kilometer pr. liter benzin. Og prisen for denne ”indstigningsmodel” er blot 200.000 kroner – inklusive udstyrselementer som aircondition, sædevarme, el-sideruder både for og bag etc. – og også fartpræstationerne er udmærkede.


2-liters benzinmotoren.


Mazda forventer dog, at det blive den kraftigere 120 hestes variant med det højere ”Vision” udstyrsniveau, som vil blive købt mest af det danske publikum, når den kommer til landet i begyndelsen af november. Da er listeprisen godt nok steget til 247.000 kroner, men så får man foruden flere hestekræfter også 16” alufælge, en 7” berøringsskærm, 2-zone klimaanlæg, fartpilot, parkerings- regn- og lyssensorer, læderrat og meget andet med i prisen. Også den pris er temmelig skarp.

 

KODO designet

Sandt at sige er det dog nok designet, som især vil skære sig ind til danskernes hjerter. Mazda etablerede for et par år siden en ny designlinje, kaldet KODO. Det er japansk og betyder ”bevægelsens sjæl”. Det betegner meget godt den dynamiske og ikke mindst særdeles aerodynamiske, sportslige og til dels også ret sofistikerede form, som nu også er blevet brugt som indpakning af Mazda3.

 

Det er ingen hemmelighed, at vi ikke var overvældet af begejstring over KODO designet til SUV’en, CX-5. Til Mazda6 passede formfilosofien imidlertid perfekt og til Mazda3 sidder den måske endnu mere i øjet, fordi det sportslige element hænger godt sammen med den mere kompakte form og ikke mindst hatchback-designet.



Mazda3 vil dog blive markedsført både som hatchback og sedan – men traditionelt vil det være udgaven med tophængslet bagklap, der appellerer mest til danskere. Vi er et gør-det-selv folkefærd, som har brug for biler med fleksible brugsmuligheder. I øvrigt er H/B-udgaven kortere end sedan’en – på samme måde som Mazda6 stationcar er kortere end Mazda6 sedan. Men prisen er den samme, uanset hvilken karrosseriform, man vælger.

 

Mazdas næstmindste

”For Mazda er den nye 3’er utrolig vigtig,” fastslår Mazda’s danske direktør, Nils Nyrup i forbindelse med de første internationale prøvekørsler, som fandt sted i området syd for Barcelona i Spanien. ”Det forklarer også vores aggressive prissætning. Vi har ikke en helt lille bil i modelprogrammet, vores mindste er Mazda2, men heldigvis udgør C-segmentet en stor og stadig stigende andel af danskernes bilkøb, fordi, tror vi, at mange bilkøbere efter at have købt en minibil opdager, at de har brug for mere plads.”

 

”Mazda3 er både rummelig, den ser attraktiv ud og kører rigtig godt. Og så har vi valgt, at den billigste variant har alt det, man har brug for – og derfor er der både aircondition, el-ruder for og bag, sædevarme og avancerede sikkerhedssystemer som dæktryksovervågning, hill launch assist og ratbetjening af audiosystemet med i prisen. Også USB og AUX-indgange er standard,” fastslår Nils Nyrup og tilføjer, at man da også forventer at sælge mellem 1500 og 2000 biler på det danske marked.

 

Mazda3 kommer i tre udstyrsvarianter, Core, Vision og Optimum. Med et prisspektrum fra 200.000 kroner til 325.000 er der lidt for enhver pengepung. Fælles for dem alle er, at man får meget bil for pengene og meget udstyr, også når man betaler mere end ”Core-prisen”.


Link til importøren

Sådan kører den nye Mazda3 – sådan er den – læs mere >>>


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt