- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med All Wheel Drive er det lettere at trække en firehjulsdrift den rette vej, og dermed øges køresikkerheden væsentligt. Klik på billedet og se det større.


First Test: Jaguar XF AWD og Jaguar XJ AWD

Jaguar sætter af


Af Søren Clauding – februar 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med træk på alle fire hjul forstærker Jaguar indsatsen på verdensmarkedet. Frem til år 2020 vil man øge salget med 300 procent, og endnu mere i Danmark, hvor British Car Import fra 1. april er eneleverandør af de legendariske britiske luksusbiler.

 

Det skal ske ved at supplere de eksisterende model-linjer med nye, sandsynligvis også mindre og billigere modeller, afslørede Jaguars repræsentant, Damien Williams i forbindelse med en præsentation af bilerne ved et særligt sports-køreevent i snedækket terræn nordøst for Kongsvinger i Norge. Lige nu sker det dog med introduktionen af elektronisk firehjulstræk på modellerne med den allerstærkeste motor, en potent 340-hestes V6 benziner, som fås både til den ”lille” Jaguar, XF, og den fashionable XJ.

 

Bedre biler

Forhistorien er: Da Ford i 2007 frasolgte Jaguar til den indiske industrigigant og bilproducent Tata, var Land Rover også en del af aftalen. Siden har begge fabrikker med Tata penge i ryggen øget produktudviklingen markant. Man har bygget videre på den kraftige kvalitetsforbedring, Ford ejerskabet havde ført med sig, og resultatet er blevet nogle meget fine biler, der er ligeså gode som eksklusive biler forventes at være.

 

Hidtil har Jaguar været importeret til Danmark af Nellemann A/S, der også står bag importen af så forskellige bilmærker som Aston Martin og Kia. Det danske Nic Christiansen-firma, British Car Import, stod for importen af Land Rover til de skandinaviske lande og siden 2009 også Jaguar i Sverige. Fabrikken ønskede at rationalisere importen til Skandinavien og det var naturligt, at lægge Jaguar-ansvaret i hænderne på British Car Import, som pr. 1. januar i år også har importeret Jaguar til Norge og pr. 1. april vil være eneimportør i Danmark efter at Nellemann og BCI har delt importørrollen i et par år.

 

Nellemann fortsætter som autoriseret Jaguar-værksted og har erklæret, at man også fremover vil sælge Jaguar-biler i Danmark, formentlig baseret på en vis form for parallelimport af mere eller mindre nye biler.

 

Jaguar i Danmark:

Fra 1. april 2013 er British Car Import eneimportør af Jaguar og Land Rover i Danmark, Norge og Sverige. I Danmark sælges Jaguar fra forretninger i Aarhus og Birkerød nord for København.

 

Der findes tre modeller på markedet: XF og XJ samt sportscoupéen XK. XF findes desuden i en slags stationcarudgave, et svar på Mercedes CLS Shootingbrake, i Jaguar regi kaldet Sportbrake. I spidsen for den skandinaviske salgsorganisation står den erfarne Land Rover mand, Per Temmesen, som i Danmark har overladt salgsansvaret til Erik Ladegård.

 

Ladegård fastslår, at hvor man internationalt vil øge salget med 300 procent frem til år 2020 (der sælges for tiden i nabolaget af 50.000 biler internationalt), satser man på endnu højere tal i Danmark. Her ligger salget i nabolaget af 40 eksemplarer om året – og med den seneste produktoffensiv burde den alene danne grundlag for en væsentlig forøgelse.

 

Kvalitetsforbedringer

Hos Jaguar i Danmark er man udmærket klar over, at det britiske bilmærke lider lidt under fortidens synder, hvor kvalitet ikke var det, der kendetegnede bilerne.

 

”Der skete en kraftig forbedring i Ford-tiden,” fortæller Per Temmesen ”og den kvalitetsforbedring er siden øget, så vi i dag ikke mærker nogen forskel på Jaguar-biler og andre biler i samme kategori.”

 

Det ligger i luften, at familieskabet med Land Rover, som i den grad kendetegnes ved top-kvalitet, både direkte og indirekte sikrer et endnu bedre niveau i fremtiden.


All Wheel Drive forbedrer sikkerheden >>>


 

Per Temmesen er direktør for Jaguar og Land Rover i Skandinavien.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt