- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


First Test: Hyundai Santa Fe: Santa Fe rykker op


Af Søren Clauding – 20. marts 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den hidtidige Hyundai Santa Fe kostede 480.000 kroner. Den nye koster mindst 660.000. Det ser ud som noget af en prisstigning. Men udover navnet har de to biler ikke meget til fælles. Jo: 5 års ubegrænset garanti, som i sig selv sætter Santa Fe i særklasse.

 

”Vi er godt klar over, at vi med den nye bil henvender os til en helt anden målgruppe end men den hidtidige,” fastslog den danske Hyundai direktør, Niels Rønnebech i forbindelse med de første muligheder vi har haft for at testkøre bilen i Danmark. ”Hyundai er vokset voldsomt i de seneste år, det er vi ikke mindst fordi kvaliteten er rigtig god – hvilket vi også står ved gennem vores unikke garanti på 5 år, helt uden kilometer begrænsning.”


Niels Rønnebech.


Andet produkt – anden pris

”Produktet er nu et andet, derfor er prisen det selvfølgelig også,” fastslår Niels Rønnebech. ”Og det skal da også pointeres, at det kun er premium-varianterne, der importeres til Danmark, med vores kraftige, men endda økonomiske 2,2 liters diesel på 197 hestekræfter. Bilerne har permanent firehjulstræk og 7 sæder er standard.”

 

Kan man sætte sig ud over, at der ikke står BMW, Mercedes eller Toyota på bagklappen, er både bilen og prissætningen ligeså attraktiv, som den altid har været hos Hyundai.

 

God kørselskomfort

Forklaringen gav de første testkørsler i vinterligt dansk ”forårsvejr” et godt signal om. Den nye Hyundai Santa Fe forener god kørselskomfort med udmærkede kurveegenskaber. Trods en næsten stormende sidevind var bilen overraskende stabil ved motorvejskørsel og i terrænet så god som nogen af konkurrenterne.

 

Hyundai Santa Fe er en stor SUV. Den måler 4,69 meter i længden og har, trods firehjulstrækket, glimrende plads i såvel bagagerum som på de syv siddepladser. Med 5 siddepladser i brug er bagagekapaciteten 516 liter og omdannes siddepladserne til bagagerumsbund, forøges kapaciteten til 1,6 kubikmeter.

 

Fremragende pladsforhold

Overraskende er det, hvor god benplads man har og hvor komfortabelt man sidder på den midterste sæderække. Her er der virkelig tale om luksuøs komfort på højt niveau og da indstigningsforholdene er eminente, er en Santa Fe glimrende egnet til f.eks. transport af prominente gæster.

 

Bageste sæderække er også anvendelig til andet end børn, men naturligt nok skal man ikke være for langbenet – træerne er ikke vokset ind i himlen.



Fin i terrænet

Og så er der terrænegenskaberne: Vi havde lejlighed til at prøve Santa Fe i fastfrossede hjulspor det kuperede skovområde på Tirsbæk Gods ved Vejle. Under sådanne forhold er frihøjden den mest begrænsende faktor. 18,5 cm rakte til alle passager, men den moderat affjedrede bil ændrer naturligvis frihøjde, når man læsser den.

 

Hyundai er i Danmark en del af Nic Christiansen gruppen, som desuden importerer bl.a. Land Rover, og der var derfor også adgang til Land Rover Experience Center, hvor en række af de kunstigt skabte køreudfordringer kunne passeres uden problemer. Mest interessant var det at konstatere, at med differentialelåst firehjulstræk håndterede Santa Fe undervognen helt uproblematisk de forhindringer, hvor kun tre hjul havde fat i underlaget. Og selvom hjulvandringen ikke er på niveau med f.eks. en Land Rover, var terrænkørslen helt komfortabel. Det er ret godt gået af Hyundai.

 

Oplevelsen af bilen i øvrigt:

Motoren trækker godt og et stort moment på 436 Nm (aut. udgaven) over et bredt omdrejningsinterval sikrer, at det i terrænet først er dækmontering og frihøjde, der sætter en stopper for fremfærden. Den er ikke udpræget støjsvag, men ved motorvejskørsel hører man den næsten ikke.



Kabineindretningen er på den ene side funktionel, på den anden side oser den af kvalitet i materialevalg og design. Det kan så yderligere underbygges af et


 


righoldigt udstyrsudvalg, men selv i indstigningsmodellen med det laveste ”Style” udstyr er man godt kørende med bl.a. 19” alufælge, fartpilot, smartkey, 2-zone klimaanlæg, baksensor og et højt sikkerhedsniveau, som inkluderer 7 airbags og har givet Hyundai Santa Fe fem stjerner i EuroNCAP sikkerhedstesten. I øvrigt er Hyundai Santa Fe af EuroNCAP udnævnt til den sikreste bil i sin kategori i 2012. Blandt finesserne er fodgængerbeskyttelse, hvor fronthjelmen forskydes og reducerer skaderne for fodgængeren, når uheldet måtte være ude.


Hyundai Santa Fe er ingen off-road'er, men en god terrængående SUV, der er skabt med terrænkørsel for øje, som beskyttelsesskjoldet under bagkofangeren klart udtrykker.

Hyundai SantaFe i Motorradioen >>>


 

 

 

 


Fakta om Hyundai Santa Fe:


Motor: 2,2 CRDi turbodiesel, 197 hk, 421/436 Nm (man/aut).

Præstationer: Man: 17,5 km/l. Aut: 14,9 km/l. 0-100 (man/aut): 9,8/10,1 sek.


Priser 7 sæder: Style: kr. 660.000. Premium: kr. 700.000, Premium aut.: kr. 740.000. Premium Deluxe: kr. 780.000.

Priser Van (ekskl. moms): Style: kr. 350.000. Premium: kr. 370.000, Premium aut.: kr. 390.000. Premium Deluxe: kr. 410.000.


Dimensioner o.a.:

Længde: 4,69 m. Bredde: 1,88 m. Højde: 1,69 m. Frihøjde: 18,5 cm.

Anhængervægt (man/aut): 2500/2000 kg

Serviceinterval: 24 mdr./30.000 km.

Garanti: Mekanisk og lak: 5 år ubegrænset km-tal. 12 år mod gennemtæring.


Udstyr:

Style:

Bl.a.: Af-iser ved forrudeviskerne. 2-zone klimaanlæg – handskerum med køl. Baksensor. Bluetooth og USB. Fartpilot med –begrænser. El-ruder for og bag. Justerbar 2. sæderække. 2 X Isofix på 2. sæderække. Regnsensor. El-sidespejle m. varme. Sædevarme.

Premium:

Styleudstyr samt bl.a.: Bakkamera. Navigation. Panorama-soltag (første panel kan åbnes).

Premium Deluxe:

Premium samt bl.a.: Sædevarme på 2. sæderække. Statisk kurvelys. Læder/kunstlæderkabine.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt