- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 


First World Testdrive: Volvo V60 DRIVe

Øko-Volvo - i enhver henseende

 


Tekst: Søren Clauding – 8. april 2011

 

 

 

 

 

 

 

Til en indstigningspris på bare 400.000 kroner lægger Volvo stærkt ud i kampen om de miljøbevidste kunder i den store mellemklasse. Den kommende nye Volvo V60 DRIVe, som er i serieproduktion i uge 20, er som sådan en øko-bil, både hvad angår økonomi og økologi.

 

”DRIVe” er Volvo’s miljø-koncept. En bil med det tilnavn er den mest brændstoføkonomiske og miljørigtige variant indenfor en specifik model-serie. I V60 og dermed også søster-modellen S60 er det ensbetydende med en 4-cylindret dieselmotor, der præsterer 115 hestekræfter og en CO2 udledning på under 120 g/km. Det er virkelig fine tal, som da også er opnået gennem en målrettet og optimeret udviklingsproces, hvor den normale udviklingstid på 4-5 år er reduceret til blot ét til halvandet år.

 

Kendt maskineri

Udgangspunktet er dog velkendt. For den nye motor er udviklet med udgangspunkt i den hidtidige 109 hestes diesel (som vi tidligere har prøvekørt i den større S80 – læs testen hér>>>). Og motoren er ikke nyere end, at den først på året blev lanceret i S40/V40 modellerne. Men i V60 og S60 er den ny og det samlede koncept indeholder også andre elementer end alene en miljøoptimeret motor.

 

I S60/V60 suppleres maskineriet af en 6-trins manuel gearkasse med at højere topgear, stop-start funktion, intelligent batteriopladning (hvor man opsamler energi fra nedbremsning), et mere aerodynamisk grill-cover og dæk med lav rullemodstand. Forbrugstallene for S60 er dermed reduceret til 23,3 km/l og for V60’s vedkommende til 22,2 (CO2: hhv. 114 g/km og 119 g/km)).

 

Fordelingen af forbedringerne

Volvo har over et par år forbedret brændstoføkonomien voldsomt på fabrikkens modeller. Og ifølge en konkret beregning – godt nok baseret på C30 modellen – har man forbedret brændstoføkonomien med 30 procent, og man har beregnet fordelingen på de forskellige specifikke elementer: 8 procent er hentet på en optimeret motor, stop/start bidrager med 5 procent, intelligent opladning yderligere 5 procent, aerodynamikken står for 4 procent og det samme gør dæk og transmission.

 

Vi har for nylig prøvet Volvo S60 og V60 i væsentligt kraftigere versioner (læs S60 testen hér>>> og V60 testen hér>>>) og påpegede, at de fine køreegenskaber fordrer motorkræfter for at fastholde køreoplevelsen. Så mødet med den væsentligt svagere DRIVe variant var især spændende set i dét lys.

 

Anden mental tilgang…

Et par hundrede kilometer i området nordøst for Volvo fabrikken i Göteborg bekræftede på den ene side vores forventninger og gav på den anden side også en meget positiv oplevelse af en bil, hvor fokus spadserer væk fra fartrelateret køreglæde og transmitteres over på forsøget på at køre længst muligt på literen, og ikke mindst den gode samvittighed, der er forbundet med at forurene og forbruge mindre end ellers.

 

Men udover, at man mentalt skal angribe bilen på en anden måde, er springet nu ikke så stort som frygtet. Den prøvekørte V60 kan godt nok kun køre 190 km/t på toppen (hvem har også brug for mere, andet end på tyske autobahns), men den når de 100 km/t på 11,3 sekunder – og S60 gør det endnu bedre. Da drejningsmomentet topper (270 Nm) allerede ved 1750 omdr./min og forbliver på toppen helt op til 2500 omdr./min., oplever man ved de lave hastigheder, som man skal overholde på det skandinaviske vejnet, fuldt tilstrækkelig kraft.

 

At svæve på en sky

Svenske landeveje adskiller sig fra de danske ved, at man kan køre over lange strækninger med konstant fart. Og hér betyder det væsentlig mere, at støjniveauet og vibrationsniveauet er så lavt som i Volvo’en og en komfortabel affjedring som i V60 skaber associationer til at svæve på en sky…

 

Vi havde også lejlighed til at prøve V60 i den fastere ”R”-version, som barberer lidt af komfortoplevelsen. Den fastere undervogn retfærdiggøres bedre af mere effekt, så den passer ikke til DRIVe. Volvo har da heller ikke tænkt sig at importere den variant til Danmark. Fornuftigt nok.

 

Man kan allerede nu bestille S60 og V60 DRIVe og introduktionsprisen er 400.000 kroner for dem begge med basis udstyr. Vil man højere op i udstyr lægges udstyrsprisen simpelthen oven i de 400.000 kroner. Siden forøges prisen til 425.000 hhv. 440.000 for S60 og V60 DRIVe.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt