- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First test: Opel Antara

Den tyske SUV relanceres i Danmark


Af Søren Clauding – 8. december 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 2007 blev den nye generation Opel Antara lanceret i Danmark. Ups… I 2007 skulle den nye Opel Antara være blevet lanceret i Danmark, men for den danske importorganisation var det lidt af et ”ups”, for præcis som man var klar til lanceringen, blev afgiftslovgivningen ændret, og hånd i hånd med finanskrisen og den øgede opmærksomhed på miljøet fadede enhver realistisk mulighed for at få nogen til at købe en Opel Antara fuldstændig ud. Men nu kommer den igen…

 

I februar 2012 lanceres den nye generation af Opel Antara. Det er generationen fra 2007, der nu vil kunne købes i Danmark. Men ikke helt. For det første satses der ikke alene på gule eller halvgule nummerplader, for det andet har Antara’en fået et grundigt løft, i særdeleshed under huden og hvis danskerne opfører sig ligesom de europæiske ”landsmænd” vil der blive købt flere SUV’er i de kommende år. I fjor blev der solgt 10 procent flere af den biltype i Europa, i Danmark var stigningen kun 4 procent, men den var der, og konkurrenterne er lette at få øje på: ”De” hedder Nissan Qashqai, som fuldstændig har beslaglagt det danske SUV-marked.

 

Opel truer Nissan

Står det til Opel får Nissan ikke lov til at sidde helt så trygt og godt på den lagkage. Med samme målrettethed som har gjort Opel Meriva og Opel Astra førende på deres delsegmenter skal Antara nu føres til tops.

 

Udgangspunktet er en bil med en ny friskere front, med mange funktionelle egenskaber som eksempelvis elektrisk håndbremse, Hill Start Assist, Descent Control og muligheden for at påmontere den avancerede FlexFix cykelholder. Intelligent firehjulstræk, nye miljørigtige motorer og forbedrede køreegenskaber sætter prikken over i’et.

 

Mange fordele

Billigste Antara vil være udrustet med en nyudviklet 2,2 liters dieselmotor, der præsterer 163 hestekræfter og et moment på 350 Nm i området fra 1750-2750 omdr./min. Ved blandet kørsel går den 15,9 km/l – ikke et banebrydende tal, men da der er tale om en forholdsvis stor bil, er det fuldt acceptabelt og ligeså godt som hos den nogenlunde tilsvarende Nissan Qashqai. Prisen er 400.000 kroner på hvide nummerplader og 217.500 excl. moms for udgaven med gule nummerplader.

 

Sammenlignet med Nissan Qashqai er Antara 27 cm længere, den er mere rummelig, den er kraftigere og prismæssigt står den også stærkt. Og den vil kunne klare en anhængervægt på ikke mindre end 2 tons. Desuden vil Antara kunne leveres med en kraftigere 184 hestes version af samme motor, som går imponerende 15,2 km/l.

 

Kører bedre

Den første korte køretur vidnede om en forbedret styrepræcision, fastere affjedring, mindre krængning og forbedret retningsstabilitet, sammenlignet med 2007-udgaven. Det skyldes ikke alene en ændret undervogn med anderledes fjederben men også en forbedret strukturel stivhed som sikrer mindre vridning i karrosseriet.

 

Og så er den nye Antara langt mindre støjende end den hidtidige. Opel taler selv om en støjreduktion på 50 procent. Det er med til at mindske køretrætheden og derigennem med til at forbedre kørekomforten.


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt